Christian Freitag: Patienten frem for staten

Den nye sundhedslov indeholder 34 regler, som jeg skal rette mig efter i mit daglige arbejde som praktiserende læge. Lige fra indholdet på vores kliniks hjemmeside, og hvad jeg skal bruge konsultationstiden på, til omgangen med mine patienters helbredsoplysninger.

Det er ministerens ret at lovgive, men hvis lovgivningen ikke opfattes som fair og ikke giver mening for de mennesker, som den vedrører, er lovgivning lige pludselig et tveægget sværd.

Et eksempel: I vores klinik afsætter vi typisk 15 minutter til en konsultation. Ministeren har nu lovgivet, at jeg, under bødestraf, skal bruge en del af de 15 minutter til at udfylde et pop op-vindue for en række kroniske sygdomme. Jeg skal sende disse helbredsoplysninger til en ekstern database, og jeg går også ud fra, at jeg skal oplyse patienten om, at jeg sender disse helbredsoplysninger, selvom patienten øjensynlig ikke kan modsætte sig det.

100.000 kan læse med

Regionen skal bruge helbredsoplysningerne til at kontrollere lægen. Ca. 100.000 ansatte i sundhedsvæsenet kan læse "læse med" overalt i Danmark, og forsikringsselskaberne har allerede opdaget, at de kan bruge oplysningerne i forbindelse med tegning af forsikringer uden om lægen.

Tidligere var formålet med at indberette disse data udelukkende at forbedre mig som læge – det gav god mening. Nu er formålet ændret – det må vi læger selvfølgelig forholde os til.

Hvis jeg skal bevare tillidsforholdet til patienten, bliver jeg nødt til at overveje, hvilke helbredsoplysninger jeg sender ud på internettet. Med den nye sundhedslov vil jeg som praktiserende læge komme i situationer, hvor jeg skal vælge mellem at tage hensyn til min patient eller til bekendtgørelsen. Det vil være nærmest uansvarligt, hvis jeg vælger at være mest loyal over for ministeriet.

Tre reaktioner hos lægerne

Mon ikke vi vil se én af de tre følgende reaktioner hos lægerne?

- En gruppe vil forsøge at "rette ind" og efterleve alle reglerne, enten fordi de selv har et ansvar for forløbet eller i blind tillid til autoriteterne – jeg tror ikke, at den gruppe er særlig stor.

- En gruppe vil, bevidst og lidt i trods, udfordre loven og overtræde den bevidst for at se, hvor langt staten er klar til at gå. Det er formentlig også en mindre gruppe.

- Langt de fleste af os vil tage udgangspunkt i patientens og vores egen situation. Hvis vi f.eks. for at beskytte patienten eller os selv skal indberette noget, der er "på kant" med sandheden, så gør vi det.

Er det meningen med loven?

Regler føder krumspring

Så, kære minister, embedsmænd og også lidt til PLO's formandsskab:

Vi praktiserende læger har forstået, at regionerne sidder på pengepungen og kan true os økonomisk, og vi har forstået, at ministeriet er i stand til at udstede de mest detaljerede regler for lægernes virke. Men det er som om, at regionerne så konkluderer, at vi dermed er regionens læger. Det er vi ikke, og det bliver vi aldrig. Vi er patientens læge – det ligger dybt i langt de fleste af os, og det kan en lov, med eller uden PLO’s accept, ikke lave om på.

Jo flere regler I laver – desto flere krumspring laver vi. I kommer til at skabe et sundhedsvæsen baseret på kontrol og mistillid. Det skaber en usund kultur; I dræber virkelysten, kvaliteten falder, og det bliver hulens dyrt.

Det er en ministers ret at lovgive, men det er også en ministers ret at lade være.

Det er en meget farlig glidebane at lovgive om, hvad der skal ske hos lægen – lad os komme væk fra den, og lad os komme tilbage til samarbejdet.