DE 10 Jens Chr. Djurhuus: Studere eller blot læse?

I 1988 indførte Det sundhedsvidenskabelige Fakultet i Aarhus forskningsåret som et tilbud til medicinstuderende, hvor de i et år kunne fordybe sig videnskabeligt og lave et stykke original forskning på samme kvalitetsniveau som ph.d., men naturligvis i en mere begrænset målestok. Det sætter deres studie i perspektiv, giver dem fornemmelse for forskning, om det er noget for dem eller ikke, eksponerer dem til det internationale forskningsmiljø, hvor de skal præsentere deres forskningsresultater, og siden er det ideelt meningen, at det skal føre til en international peer reviewed-artikel. Ordningen blev en stor succes, primært for de studerende, men også for deres vejledere, ligesom censorerne generelt var særdeles begejstrede for det produkt, der kom ud af aktiviteten.

Trods dette satte en evaluering en stopper for ordningen. Alle udtrykte deres begejstring, lige bortset fra Undervisningsministeriet, daværende ressortministerium. Man mente ikke, det var ministeriets anliggende at supportere aktiviteter, der potentielt kunne tjene til forskerrekruttering.

Vi fortsatte i smug, kaldte det noget andet, på trods af at udgifterne blev større, fordi der nu ikke længere var SU-dækning. Syddansk Universitet var kommet til, og omkring årtusindskiftet kom også Københavns Universitet med. Gennem årene har mange hundrede gennemført forskningsåret, mange som indledning til en forskerkarriere. Man kan sige, at det Undervisningsministeriet frygtede, blev til virkelighed. Det, der er karakteristisk, er at de personer, der går ind i et forskningsår, ikke læser medicin, men studerer medicin, at de ikke er tilfredse med bare at klare pensum, men ønsker at bygge videre på deres nysgerrighed. Personer, som vil bringe sundhedsvidenskab og sundhedsbehandling videre. Problemet er blot, at det sker i et masseuniversitetet, hvor man først og fremmest skal honorere en fremdriftsreform. I den kan man få orlov, såfremt man er elitesportsudøver. Ikke hvis man dyrker videnskab. Det forekommer paradoksalt, at universiteter skal tage mere hensyn til det, der er neden for kraveknappen end det der er oven for. Både de unge og forskningsinstitutionen bliver straffet, hvis de unge formaster sig til at fordybe sig. Spørgsmålet er, om tiden er kommet til, at man på universiteterne, selv inden for medicin, skulle begynde at differentiere mellem de, der studerer, eller de, der blot vil læse. En sådan skelnen behøver ikke at være definitiv i løbet af studietiden, men kan være konstruktiv, så man får produceret dem, politikerne ønsker skal ”mølles igennem”, og samtidig understøttet de, der skal bringe vor viden videre.