»De forsinkede«

Danske kræftpatienters sygdom er på et alvorligere stadie, når diagnosen stilles - og deres dødelighed er højere end kræftpatienters i andre lande. Denne ubehagelige kendsgerning har fået de røde lygter til at blinke hos de ansvarlige aktører i det danske sundhedsvæsen, og der foregår i denne tid seriøse forsøg på at udforske feltet og forstå, hvorfor danskerne ikke går til læge i tide.

Som humanist forbløffes jeg af den sprogbrug, der anvendes i materiale fra myndigheder og forskningsenheder. Det gennemgående billede er den såkaldte kræftrejse, fra symptom til behandling, eller i værste fald fra overset symptom til døden som endestation. Rejsen kan forsinkes, og man når så ikke de rette stationer i tide. Dette fænomen betegner man delay, forsinkelse, der kan skyldes patient, læge eller systemet som helhed.

Denne brug af rejsemetaforer afspejler et lineært, naturvidenskabeligt perspektiv på et problem, som måske ikke er det bedste til at forstå det såkaldte patient-delay. Fra lægens synsvinkel er det sygdommen, der skal behandles, og derfor starter mange rapporter med tumoren, som på et tidspunkt bliver til et symptom, som herefter skal diagnosticeres. Først da har lægen en patient og kan iværksætte en behandling. Medmindre lægen står over for en patient, kan tumoren ikke behandles, og kræftrejsen påbegyndes.

Men patientens forsinkelse er et fænomen, der befinder sig i et felt, der ligger uden for sundhedsvæsenets rammer, og hvor andre dynamikker gør sig gældende. Skal man leve sig ind i patientens perspektiv, gøres det næppe ved at anlægge en ideal lineær betragtning. Livet følger ikke linjens retning men går i cirkler, spiraler og følger ofte uforudsigelige impulser og komplekse forløb. Det udfolder sig i relationer til andre mennesker, præges af erfaringer, forventninger, praktiske arrangementer. Skal disse komplicerede forhold forstås, er det ikke nødvendigvis en lægelig analyse, der er mest velegnet, men psykologiske eller antropologiske analyser med fokus på forholdet mellem almindelige borgeres livsverden og sundhedsvæsenet. For disse »forsinkede« er endnu ikke patienter og tænker formentlig heller ikke på sig selv som sådanne.

Vi skal altså prøve at forestille os, hvordan en fremmed fornemmelse eller smerte i kroppen mærkes og tolkes og måske formes til noget, man handler i forhold til. Her er det afgørende, at man gør sig klart, at det lægelige perspektiv ikke er selvfølgeligt for alle men kun udgør et ud af mange mulige perspektiver på de fænomener, der kan gå hen og blive til en kræftdiagnose. Kræftsymptomer er således ikke noget, mennesker oplever - de oplever indimellem en fremmed fornemmelse eller smerte i kroppen - symptomer er noget, læger konstaterer. Den fremmede fornemmelse eller smerten bliver først til kræft, når lægen diagnosticerer det. Og kræftpatient er ikke noget, mennesker »er«, det er noget mennesker bliver i mødet med lægerne. Mennesker »er« ikke kræftpatienter fra det øjeblik, tumoren giver lyd fra sig - den fornemmelse, man har, kan ikke bestemmes som kræft, før den møder en diagnosticerende læge. Smerter eller fornemmelser er noget, der i visse tilfælde i retrospektiv formes som kræftsymptomer - og disse potentielle sygdomssignaler vil næsten altid være udsat for en konkurrence fra andre forhold i personens liv, børn, arbejdsopgaver, ferierejser etc. Fra dette perspektiv eksisterer en kræftrejse overhovedet ikke, og man har (endnu) ikke en oplevelse af sig selv som »forsinket«.

Brugen af metaforer som kræftrejse og forsinkelse lægger op til en forståelse af, at problemet allerede ligger derude og venter på en løsning. Det er, som om man ved, hvad der er det rette: Folk er forsinkede - og vi skal bare have dem til at komme i tide. Dermed har lægerne defineret spillets regler - og vi andre skal rette ind. Men ved at placere sig i patientens sted kan man få øjnene op for, at problemet ikke foreligger i fiks og færdig form. Så frem for at tænke i løsninger, som skal appliceres på veldefinerede problemer, skal vi måske først og fremmest undersøge, hvordan problemer opleves, og løsninger gribes i konkrete livssammenhænge blandt endnu ikkepatienter.

Teksten bygger på et inviteret oplæg givet ved workshop om forskning om årsager til og løsninger på forsinkelse i behandling af kræftpatienter, afholdt af Novo Nordisk Fonden og Kræftens Bekæmpelse i Nyborg den 8. september 2008.