De to skoler i almen praksis

Følger man med i debatten om almen praksis, kan man aflæse i hvert fald to skoler, med hver sine præmisser, og når debatten føres ud fra forskellige præmisser, og disse ikke lægges åbent frem, er det svært at få en meningsfuld samtale.

En udbredt holdning, der nærmest dominerer det politisk/ administrative system, er, at vi er sygdomsfindere. Tanken bagved er, at mennesker grundlæggende er sunde, så angribes de af en af mange mulige sygdomme og bliver syge. Den praktiserende læges opgave er at finde ud af, hvad det er for en sygdom, der har ramt den enkelte. Og her skelnes mellem de »fine« sygdomme, sådan noget som kræft og hjertesygdomme, som lægen hurtigst muligt skal sende til specialisterne. Derudover skal vi finde de mindre alvorlige ting som eksem, halsbetændelse og fodvorter, og dem skal vi behandle selv. Så skal vi overtage den opfølgende behandling af de »fine« sygdomme efter sygehusenes retningslinjer. Endelig skal vi finde og afvise de ikke »rigtigt« syge. Men vores hovedfunktion, som denne skole ser det, er altså at finde og behandle sygdomme.

En anden forståelse, som i hvert fald er udbredt blandt ældre praktiserende læger, tager udgangspunkt i, at alle mennesker hver dag står med uendeligt mange problemer, som de skal løse, lige fra hvad de skal have at spise, til hvordan deres familie skal fungere. De allerfleste af disse problemer løser den enkelte borger selv. En gang imellem står han imidlertid over for noget, han ikke kan løse, hans viden og kunnen slår ikke til. Det kan være bilen, der ikke kan starte, eller wc'et, der løber. Så henvender han sig til en fagperson og beder om hjælp. Og hvis problemet har noget med ens krop eller sind at gøre, vil det tit være lægen, man henvender sig til. Det behøver altså ikke være, fordi man tror, man har en sygdom, men fordi man har et problem, man ikke kan løse selv. Den praktiserende læges opgave er derfor at hjælpe personen med at analysere problemet og sammen med patienten lægge en plan for løsningen. Nogle gange har det med en egentlig sygdom at gøre, og så skal lægen kunne iværksætte en behandling eller trække på det specialiserede sundhedsvæsen.

Det bliver først meningsfuldt at diskutere kvalitet i almen praksis, når vi er enige om, hvad vi laver, og hvad vi skal lave, og de praktiserende læger PLO, DSAM og universitetsmiljøerne har en forbandet pligt til at afklare, om de vil være sygdomsfindere/behandlere eller primært være problemanalytikere. Hvis man ikke afklarer dette, kan vrøvlet fortsætte i det uendelige, mens politikere/embedsværk afgør skæbnen for almen praksis.