Skip to main content

De syges død

Eventyret om sundhedsvæsenet i Ennøddeskal, fortalt af Thomas Emil Christensen

Thomas Emil Christensen

16. feb. 2016
3 min.

Sundhedsvæsenet i Ennøddeskal havde et budget på 100 kr. og ti syge patienter. ”Så vi kan i gennemsnit bruge 10 kr. pr. patient”, sagde Realisten, der havde det praktiske ansvar. Men Idealisten blandede sig, for ”vi må tage udgangspunkt i hver patients behov!” mente han ”vi kan ikke være andet bekendt!”.

Det viste sig nu, at patienterne tilsammen havde brug for behandling for knap 500 kr. for at blive raske, og Idealisten sagde derfor til Realisten: ”Det er dit ansvar, at patienterne får behandling for 500 kr.”. Realisten ville hellere end gerne hjælpe, men han havde svært ved at se, hvordan 100 kr. i alt kunne forvandles til 50 kr. pr. patient. ”Effektiviser!” snerrede Idealisten, og så gik han.

I velfærdssamfundet svigter vi ingen!

Realisten var først rådvild, men så fik han en idé: Han så på patienternes behov. Patient 1 havde brug for 400 kr., men Patient 2-10 havde kun brug for 10 kr. hver. Lettet fik Realisten fat i Idealisten igen: ”Patient 2-10 kan blive raske … og Patient 1 kan få hjælp for 10 kr. Er det ikke en god løsning?”, spurgte Realisten.

”Det er skammeligt!” sagde Idealisten. ”I velfærdssamfundet svigter vi ingen! Du mener ikke, Patient 1 er syg, siden du vil snyde ham? Føj!”. Idealisten gik, og nu dukkede Politikeren op: ”Jeg har garanteret alle ti patienter behandling! Men jeg er jo ikke urimelig. Du skal selvfølgelig have flere ressourcer.”.

Nu var Realisten lettet … men så fortsatte Politikeren: ”Her er en værdighedscheck på 50 kr. ekstra. Giv så patienterne behandling for 500 kr.”. Og Politikeren gik. Så dukkede Patientforeningsmanden op, og han var gal i skralden. ”Det forlyder”, skreg han, ”at du vil nægte Patient 1 – som jeg repræsenterer – behandling! Din chef – Politikeren – er afhængig af min støtte, og vi vil have, du hjælper Patient 1! Du har ovenikøbet fået tilført ekstra ressourcer, men du er åbenlyst ligeglad med Patient 1!”. Han gjorde mine til at fortsætte, men blev afbrudt, for nu kom Idealisten og Politikeren tilbage, og de var fulgt af familier til alle de ti patienter. Alle var rasende og krævede, at deres patient fik behandling. De råbte og skreg, og der var et værre leben og virak! Men pludselig faldt alles blik på de ti patienter. De var nu døde hver og én. Alle havde haft så travlt med at råbe op, at ingen havde lagt mærke til det.

”Det er for galt!”, hvæsede Patientforeningsmanden. ”Skammeligt!”, skreg Idealisten. ”Min behandlingsgaranti”, hylede Politikeren. De var rasende over Realistens svigt og smed ham på hovedet i kachotten! Og de lovede hinanden, at næste gang skulle de nok sørge for, at 100 kr. fordelt på ti mennesker var 400 kr. til hver!