Skip to main content

DEBAT Livmodertransplantation eller rugemoderskab?

I år er det lykkedes for første gang at transplantere en livmoder. Livmodertransplantation kan med tiden være med til at forhindre at par søger rugemoderskab i tredjeverdens lande

Anja Pinborg, professor, gynækologi-obstetrik

20. nov. 2014
3 min.

Rugemoderskab tilhører en af de ældste former for fertilitetsbehandling og blev allerede beskrevet i Det Gamle Testamente i historien om Abraham og Sarah, hvor tjeneren Hagar bærer parrets barn. Ikke desto mindre er rugemoderskab pga. de vanskelige etiske aspekter forbudt i alle nordiske lande. Hvor Island barsler med lovliggørelse af rugemoderskab, er der ikke udsigt til, at dette er nært forestående i Danmark. Debatten om rugemoderskab blusser jævnligt op i medierne ikke mindst pga. Vestens tiltagende brug af rugemødre fra tredjeverdenslande.

Hvor vi med nutidens fertilitetsbehandling er i stand til at hjælpe de fleste infertile par, mangler vi fortsat en behandlingsmulighed til de kvinder, som enten er født uden en livmoder, (Rokitanskys syndrom) eller som er blevet hysterektomerede som unge enten pga. cancer eller komplicerede fødsler eller har meget intrauterint arvæv eksempelvis efter komplicerede udskrabninger.

I september 2014 lykkedes det efter mere end ti års arbejde professor Matts Brännstrom og hans forskergruppe fra Göteborg Universitet at transplantere en livmoder og efterfølgende opnå fødsel af et levende barn, og allerede i oktober kom så den næste succesfulde fødsel. På elegant vis har forskergruppen opbygget deres ekspertise trinvist ved først at operere på forskellige dyrespecies og herefter udføre proceduren hos ni kvinder, hvoraf de to nu har født. Den første kvinde med en ny livmoder er en 35-årig kvinde med Rokitanskys syndrom; hun fik en uterus fra en 61-årig kvinde (ven af familien). Donor havde selv født ukompliceret to gange tidligere.

Med muligheden for uterustransplantation kan vi nu for første gang hjælpe de kvinder, som er født uden en livmoder eller har svære uterine sygdomme

Hvor andre former for transplantation næsten er blevet rutine, er der med uterustransplantation åbnet en helt ny mulighed inden for reproduktionsmedicin, idet vi på længere sigt kan blive i stand til at behandle kvinder med total uterininfertilitet, som umuliggør graviditet og fødsel i kvindens egen livmoder. I modsætning til andre former for organtransplantation, skal en kvinde med transplanteret uterus kun være i immunsuppresiv behandling, indtil hun har født det antal børn, hun gerne vil have. Herefter kan livmoderen fjernes igen, og kvinden kan leve et normalt liv uden immunsuppresiv behandling. Perspektivet er, at vi nu får mulighed for at behandle de kvinder, vi ikke tidligere har kunnet hjælpe. Hvis uterustransplantation med tiden kan være med at til at forhindre, at par, som lige nu ikke ser anden udvej af deres barnløshed end at tage til tredjeverdenslande i deres søgen efter en rugemor, er vi nået et meget stort skridt. Til trods for at vi er meget langt fra en rutinebehandling tegner fremtiden lys.

Se hvem der er med i debatpanelet DE 6 og deres tidligere indlæg her