Skip to main content

Den, der giver mest, tager mest … ansvar

Modsat mine oplevelser her i det centraleuropæiske er I danske læger enormt villige og dygtige til at give os ansvar, skriver stud. med. Ida Lang Andersen.

Stud.med. Ida Lang Andersen.

30. jan. 2019
2 min.

På universitetet er vi i høj grad selv ansvarlige for vores uddannelse. »Det ville ikke være nødvendigt, hvis I bare tog noget ansvar!«, klinger de formanende ord ofte fra ældre generationer til os studerende, når vi brokker os over fremdriftsreform, uddannelsesloft og så videre.

For at vi kan tage ansvar, må I være parate til at give. Vi kan ikke stjæle ansvar. Det duer ikke. Med udgangspunkt i mine efterhånden mange klinikophold på omtrent samtlige sygehuse i Region Midtjylland og motiveret af min nuværende situation som studerende på pædiatrikurset på Charles University i Prag vil jeg derfor gerne sige tak.

Modsat mine oplevelser her i det centraleuropæiske er I danske læger enormt villige og dygtige til at give os ansvar. Vise os tillid. Tillid til, at vi godt kan undersøge en patient relevant. Tillid til, at vi gør, som vi har aftalt med jer. Og i særdeleshed tillid til, at vi siger fra, hvis der er noget, vi ikke evner. Netop denne tillid har i samtlige mine kliniske ophold været fuldstændig afgørende for, at jeg har turdet taget ansvar.

Selvom Løgstrup så fint argumenterede for det, er tilliden ikke altid primær i forhold til mistilliden. Eller i hvert fald er tilstedeværelsen af tilliden ikke altid primær i forhold til fraværet. For det er netop det, jeg oplever på mit nuværende ophold. Mangel på tillid til, at de studerende kan varetage mindre, men relevante arbejdsopgaver.

Eller måske er det mangel på vilje eller evne til at give ansvar videre? I hvert fald er resultatet, at de studerende ikke tager ansvar. For der er ikke noget ansvar at tage. De går ikke tilbage til en patient, hvis der er noget, som de glemte at undersøge eller spørge om. Klinikken består af ligegyldige undersøgelser af tilfældige patienter. Overser de studerende noget, har det absolut ingen konsekvenser.

Jeres villighed og evne til at vise os tillid og give os ansvar er afgørende for, at vi hurtigere bliver kompetente læger. Ved at give ansvar videre, tager I således samtidig ansvar for vores uddannelse og for kompetenceniveauet hos jeres fremtidige kolleger.

Så. Kære læger, der læser med: mange tak for tilliden!