Skip to main content

Det hedder altså ikke glandler!

Overlæge, ph.d. Ejvind U. Poulsen. Urologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, Skejby. E-mail: eup@dadlnet.dk

9. nov. 2012
1 min.

Interessekonflikter: ingen

Det er med græmmelse, at man læser en kasuistik i Ugeskrift for Læger (Ugeskr Læger 2012;174:2717-8) med titlen: Glandeltuberkulose som årsag til dysfagi. Ved nærlæsning ser man, at det handler om lymfeknuder, som i teksten fejlagtigt benævnes lymfeglandler. Det hedder altså ikke glandler - det har officielt heddet lymfeknuder siden Jena-nomenklaturen fra 1935. Det er jo ikke kirtler, vi omtaler.

Jeg mindes, at en tidligere redaktør for Ugeskriftet engang lovede, at man fremover ikke ville bringe indlæg, som benyttede forkert nomenklatur. Den aktuelle kasuistik er formentlig en enlig svale?

> Svar:

Tak for dit brev. Jeg beklager. Det er min opgave at fange og standse forkert nomenklatur.

Redaktionen vil - sammen med vore sprogfolk - søge at være mere opmærksomme herpå.

Jeg er dog ikke den eneste redaktør, der sover lidt i timen. Har du lyst til at græmmes yderligere, så gå ind på Ugeskriftets hjemmeside og skriv »glandel« i søgefeltet. Der er mange svaler!

Assisterende videnskabelig redaktør Bjarne Ørskov Lindhardt, Ugeskrift for Læger