Det præhospitale felt bør udvikles mere

Det præhospitale område har en stor kontaktflade med de danske patienter. Ikke blot sørger ambulancetjenesten for at køre ud til at akut syge og tilskadekomne, den sørger også for at transportere syge til, fra og mellem de danske sygehuse. Området har gennemgået en rivende udvikling i gennem de senere år, men det er ikke nok.

Uddannelsens mangler et løft

Uddannelsen som ambulanceredder opdeles i 3 trin. Assistent, behandler og paramediciner. Indtil videre falder uddannelserne dog mellem flere forskellige ministerier og styrelser, i stedet for at være samlet et sted. Grunduddannelsen som ambulanceassistent en erhvervsuddannelse med en varighed på lidt over 2 år. Med denne grunduddannelse må redderen dog, på papiret, ikke andet end at assistere sin behandler/paramediciner, køre bilen og skubbe en båre. Til sammenligning kan visse nødbehandlere, med et 2 ugers kursus, eksempelvis administrere ilt og adrenalin ved anafylaksi. En assistent må ikke engang sidde i bårerummet i en ambulance hos en fuldstændig stabil patient, som transporteres fra sygehus til eget hjem, men som kræver ilttilskud under transporten.

Uddannelsen mangler i den grad et løft og lovgivningen en revision. Det store fokus på udvikling af uddannelsen sker typisk på paramedicinerniveau, og ikke som et samlet kompetenceløft af hele området. Selvom man i august 2015 har revideret uddannelsen som ambulanceassistent, bliver redderne stadig uddannet i fag på et til tider meget lavt niveau, eksempelvis biologi på F niveau. Redderne vil gerne uddanne sig mere, især de unge af slagsen, så hvorfor ikke gøre noget, der kommer både patienter og reddere til gode.

Forskningen halter når det handler om ambulancerne

Flere forskningsprojekter finder vej til ambulancerne, men størstedelen af forskningen bliver stadig lavet på akutlægebilerne. Selvom det øgede fokus på forskning især kan ses i det præhospitale, så er det ærgerligt at langt størstedelen fokuseres på de enheder som der både er få af, men som også kun ser en brøkdel af patienterne. Kardiologiske problemstillinger har længe været et område, som bliver forsket bredt i når det gælder den præhospitale håndtering. Til sammenligning blev patienter med kronisk obstruktiv lungesygdom stadig behandlet med 100% ilt i ambulancerne ind til for få år siden. Behandlingen præhospital er meget begrænset undersøgt både nationalt og internationalt. Ambulancerne har et enormt patientgrundlag og et en kæmpe mulighed for at blive forsket i og derved forbedre behandlingsmulighederne.

Kompetencerne afhænger af området

Bliver du alvorligt syg i Region Sjælland vil du med stor sandsynlighed blive mødt af en paramediciner, som i svære tilfælde blandt andet kan anlægge en intra-osseøs kanyle til væske- og medicinindgift ved eksempelvis shock tilstande eller hjertestop. Disse kan også gøre brug af larynxmasker hos patienten med hjertestop. Møder du en paramediciner i Region Syddanmark, hvor der kun er et fåtal af dem, har de ikke den samme mulighed. Her kan du til gengæld blive mødt af en anæstesilæge, som har meget mere at byde på, hvis nødvendigt. I Region Midtjylland vil du nogle steder blive mødt af en anæstesisygeplejerske, andre steder af en læge og muligvis en paramediciner.

En paramediciner har den samme uddannelse, ligegyldigt den region de tilhører. Men kompetencer kan være meget forskellige.

Det giver et inkonsistent behandlingstilbud, som i den grad gør at behandlingskvaliteten kan svinge gevaldigt fra område til område. Noget patienterne absolut ikke er tjent med.

Der er sket meget, men der er lang vej endnu

Området har brug for fokus og udvikling. Der skal et enormt løft til og mange reddere råber allerede for døve øre i håb om at det sker. Området er vitalt og nogle af de mest syge og alvorligt kvæstede patienter skal behandles og stabiliseres i marken. Giv redderne den uddannelse og kompetence der kan gøre dem endnu bedre til det de laver og fokuser på at forske i området, så det kan udvikles endnu mere end i dag.