Det rette mål, men forkerte middel

I Ugeskriftet kunne vi den 29. juli læse, at redaktionen ønsker færre og bedre artikler i Ugeskriftet [1]. Det kan vi som faste læsere af Ugeskriftet kun bifalde. Det videnskabelige indhold i Ugeskriftet er til tider præget af et stort antal kasuistikker om diverse rariteter, som de fleste aldrig vil møde i deres karriere, eller studier med både lav nyhedsværdi og videnskabelig værdi, som formentlig har været forbi en større række af internationale tidsskrifter, inden de havnede hos Ugeskriftets redaktion.

Et af midlerne til at opnå det kvalitetsløft er vi dog ikke enige i. Det fremgår, at Lægeforeningens bestyrelse har besluttet, at mindst én af en artikels forfattere skal være medlem af Lægeforeningen. Baggrunden skulle bl.a. være at minimere det redaktionelle ressourceforbrug i forhold til artikler af tvivlsom kvalitet fra udenlandske forfattere. Tænk hvis tidsskrifter som NEJM og BMJ pludselig forlangte medlemskab af Massachusetts Medical Society eller British Medical Association for publicering. Det ville være tidsskrifternes visse død. Og hvad med forskning af eksempelvis sygeplejersker, sundhedsøkonomer, ikke lægeligt uddannede epidemiologer eller medicinstuderende. Der findes flere eksempler på glimrende artikler fra andre faggrupper, der i fremtiden ikke ville kunne publiceres [2, 3], medmindre forfattere uden medlemskab skal til at bruge medlemmer som honorary authors for at få adgang til Ugeskriftet som publikationsplatform – en praksis, redaktionen næppe kan være interesseret i at fremme.

Et krav om standsmedlemsskab blandt forfattere er fuldstændig i strid med ånden i fri forskning og hele Open Access-bevægelsen, der er vokset frem de seneste år [4]. Vi mener, at man i stedet burde benytte samme strategi som redaktør George Lundberg i sin tid gjorde for at øge JAMA’s impact factor [5], nemlig aktivt at opsøge dygtige international forskningsgrupper og få dem til at publicere i tidsskriftet. En anden strategi kunne være at lave en fælles videnskabelig platform for de nordiske tidsskrifter, hvor artiklerne blev indsendt på engelsk til en fælles nordisk redaktion og derefter blev publiceret samtidig i de nationale tidsskrifter. Alternativt kunna man gå skridtet videre og fusionere tidsskrifterne til Nordic Medical Journal med fælles videnskabeligt indhold, men separat organisatorisk indhold. På den måde ville man sikre sig et større udvalg af artikler af høj kvalitet og relevans fra de nordiske lande og en sidegevinst kunne være øget nordisk forskningssamarbejde.