Det sundhedsvæsen, de nyudklækkede læger møder

Så er de nyudklækkede læger snart klar til at trække i kitlen, ungdomsdrømmen om titlen »doktor« og en hverdag på hospitalet er snart en realitet. Men drømmen fra ungdomsårene er i dag blevet en hel anden virkelighed. Det danske sundhedsvæsen er ikke blot en dans på roser, det er et sted, hvor læger, sygeplejersker, sosuassistenter, portører og administrativt personale har sved på panden, hvor drømmen om at gøre det rigtige altid følges af en udfordring. Hvor de, der løber hurtigst, tager chancer, og de, der løber langsomt, ikke når alle deres patienter. Hvor fejl og svind kan ske, for hvem har styr på det?

I Danmark er friheden det kæreste vi ejer, friheden til at udtrykke os, friheden til at gøre præcis, hvad vi vil, og friheden til at bestemme og begrænse vor børns frihed. Denne frihed har også medfødt ansvarsfraskrivelse, for vi accepterer, at folk fravælger børnevaccinationsprogrammet, og at man dyrker ekstremsport med høj dødelighed eller høj risiko for invaliditet. Der er plads til, at vi alle kan leve uden at tænke på konsekvenserne på et andet tidspunkt i vores liv, uden at tænke på, at rygning kan give kræft, og at alkoholisme kan give skrumpelever. For hvor ville samfundet være, hvis vi alle skulle gå rundt og bekymre os om en potentiel sundhedsfare (og egen udgift) hele tiden.

Hvis der fortsat skal være plads til denne frihed, der indtil nu har været uden ansvar, må vi også gøre noget politisk for at stoppe de stigende udgifter til sundhedsvæsenet – og dette gøres ikke ved blot at skære i budgetter; der mangler løsninger og ideologi i det danske sundhedsvæsen. Der iværksættes projekter og regler, der blot indsnævrer kapaciteten og fagligheden i sundhedsvæsenet, eksempler herpå er 1813 og femårsreglen, der begge er politisk drevne ønsker, der ikke har fundament i hverken forskning eller et ønske om bedre lægefaglighed.

Ændringer i sundhedsvæsenets daglige gang og udformning er først og fremmest et produkt af embedsmændenes værk. Hvem er de, og hvornår kommer de på valg? Og hvornår tør politikkerne tage tyren ved hornene og tale om det reelle problem i dagens samfund: Patentreglerne, der snart underminere hele sundhedssystemets økonomi.

Måske en dag ungdomsårenes drømmeutopi bliver en realitet, en drøm, hvor vi ikke behøver diskutere idéen om livsforlængende medicinbehandling, hvor nedskæringer ikke betyder fyringer, men hvor vi tager fat i kernen af problemet: Medicin bliver bedre og dyrere i dag, det har vi ikke råd til med vores nuværende system på længere sigt.