Det syge sundhedsvæsen

Interessekonflikter: ingen

Under en sygemeldingsperiode pga. stress har jeg haft mulighed for at anskue sundhedsvæsenet med patientens briller. Derfra ser jeg vores sundhedsvæsen omdannet til en fortravlet virksomhed, hvor fokus er på fejlfinding, produktion og effektivitet. Vi sundhedsprofessionelle er vor tids samlebåndsarbejdere. Vi lader os styre af et system, som vi ikke har tid, overskud eller måske mod til at tage et opgør med. Det vil være ønskeligt med en debat om visioner og realistisk aflønnet tid til kvalitetsarbejde, som ikke alene betyder flere resurser, men også ændret strategi?

SYMPTOMERNE

Stress som følge af tidsnød. En del af travlheden skyldes et øget pres fra patienterne, fremover kaldet brugerne, som potentielt set er os alle. De efterlyser hurtigere diagnosticering og behandling af lidelser, hvoraf en del med tiden eller ved passende egenomsorg var gået i sig selv. Med andre ord en resursekrævende overdiagnosticering. Det opleves i særdeleshed inden for psykiatrien, hvor antallet af brugere stiger. Derfor forbløder psykiatrien først. Humoristisk set tilhører mennesker uden diagnoser på længere sigt et mindretal.

Brugerne styres på samme vis af tidspres fra deres arbejde og et familieliv, der skal fungere.

Angst: Sygdomsangst, som forstærkes bl.a. af medierne og af lægernes egen frygt for at overse en alvorlig lidelse, der kan føre til »hængning i den offentlige galge«.

Ansvarsforflygtigelse: Læger, politikere og brugerne, ja i grunden os alle, tør ikke tage den nødvendige prioriteringsdebat: Med denne sum penge til rådighed, hvad kan vi så tilbyde brugerne? Hvad vil vi ikke tilbyde?

Tab af fokus: Hvad er i grunden kvalitet? Har vi spurgt brugerne om det? Hvad ligger der bag den store placeboeffekt? Måske er nogle af lidelserne genereret af behov for anerkendelse, ro, omsorg?

»Patogenese«: Tendensen inden for lægevidenskaben er tiltagende specialisering inden for de enkelte specialer. En dykken ned i detaljen i en sådan grad, at helheden og overblikket let kan mistes.

Eksempel fra »det virkelige liv«: En kvinde henvender sig med smerter flere steder i kroppen. En problemstilling, der volder problemer hos de fleste læger, for hvem tager sig af mennesker, der ikke kun har ondt i ét organ, men i flere? Kvinden har allerede været undersøgt af forskellige speciallæger og er forståeligt nok frustreret og måske derfor også lidt vredladen i sin fremtræden. Der er behov for ekstra god, men tidskrævende kommunikation, for hun lider, uanset om vi læger har en »apparatfejlforklaring« til hende eller ej. En sygdomsforklaringsmodel, som vi selv i sin tid har introduceret, og som hun forståeligt nok søger. Lægen har begrænset tid til rådighed til at forholde sig til de mange symptomer og henviser kvinden til en smerteklinik. De har lang ventetid og ser måske isoleret på smerten og ikke på kvinden som en del af et større relationelt system bestående af arbejdsplads, familie, venner m.m., som alt sammen kan have indflydelse på hendes potentielle smertelindring. Hun vender tilbage til egen læge, som fortsat ikke har behandlingstilbud ud over smertestillende piller, som hun allerede har prøvet eller i værste fald er blevet mere syg af. Dernæst er der presset fra kommunen for at få hende i arbejde igen og for en diagnose, så de kan forsvare over for systemet at opretholde økonomisk understøttelse. Derfor sender kommunen statusattester til lægen, som skal svare på, om kvinden kan varetage et arbejde. Et spørgsmål, som hun selv er den nærmeste til at besvare. Måske skal vi bare lytte og have tillid til vores medmennesker?

Anerkendelse af patienten: Det er ikke let at være en person, der har kroniske smerter eller symptomer fra flere organsystemer, som lægevidenskaben ikke kan forklare med en enkelt eksakt diagnose. Vigtigst er det, at lægen anerkender symptomerne. Uden anerkendelse er det som at ignorere personens eksistens, og det er yderligere smertefuldt og ydmygende. Alle læger, uanset speciale, har oprindelig lært, at kroppen og psyken hænger sammen. Der er ikke nogle lidelser, der bør have større anerkendelse end andre, uanset hvor sygdommen oprindelig er opstået. Personen ved bedst selv, hvordan det opleves i hendes krop; det er hun i sagens natur nærmest til.

Naturvidenskaben contra den hermeneutiske videnskab: Vi er inden for naturvidenskaben skolet i at finde problemer (fejl) og derefter de begrænsninger, de medfører - en pessimistisk tankegang. Vi benytter os af en objektiv menneskeforståelse. Den tilgang til brugeren medvirker til at patientliggøre i stedet for at ansvarliggøre personen. Det, vi læger ikke har lært så meget om, er, hvordan vi udnytter det potentiale til at blive rask, der er i ethvert menneske. Mange kropslige symptomer har en bagvedliggende traumehistorie, f.eks. ulykker og tab. Nogle kan behandles med internationalt anerkendte terapeutiske metoder f.eks. mindfulness [1]. Ved at inddrage den hermeneutiske videnskab, som tager udgangspunkt i menneskets subjektive selvforståelse og potentialeudvikling, en positivistisk tankegang, bliver mennesket aktivt deltagende i heling af egen lidelse. I hermeneutikken ser man detaljen som en del af helheden, og for at forstå helheden, kræves en kendskab til detaljen.

Patientselvansvarlighed: De praktiserende læger er pålagt at sikre, at brugeren får svar på en undersøgelse. F.eks. et smearsvar til en rask kvinde. I stedet for at kommunikere i øjenhøjde og bede hende om selv at indhente svar, bruger vi tid på at sikre os, at hun har modtaget et svar, som primært er i hendes egen interesse at opsøge. Et kontrollerende og tidsslugende system. Hun må selv tage sin del af ansvaret for eget helbred, det kan ikke alene placeres i sundhedsvæsenet.

BEHANDLING

Samarbejde og tid: Desværre eksisterer der endnu ikke en optimal samarbejdsform mellem primær- og sekundærsektoren samt mellem lægevidenskaben og andre faggrupper som f.eks. psykologer og terapeuter. Måske i sandhed også mellem Socialministeriet og Sundhedsministeriet? Vi har fortsat brug for højtspecialiserede læger, så patienten får den bedst mulige behandling, når diagnosen er organspecifik. Den specialiserede læge må også se helheden bag et enkelt symptom og rejse spørgsmålet: Hvorfor får denne person dette symptom? Dernæst er det nødvendigt med direkte samarbejde med andre specialer og faggrupper. Vi almenmedicinerne, som i dag skal tage os af helheden, har afsat kortest tid til brugeren, for ellers kan vi ikke nå at se alle de mennesker, der har ondt i »helheden«. En ond spiral, der foruden utilfredshed også fører til udbrændte læger, fordi vi skal leve med et halvt udført arbejde.

Kvalitetssikring er nødvendig, men tager tid. Både til indsamling og bearbejdning af data og især til at sikre implementering af ny viden, ellers er det værdiløst.

KONKLUSION

Det er tid til at revurdere formålet med vores arbejde? Hvem skal vi betjene? Et system eller mennesket? Et system, som vi selv har været med til at skabe, som også har affødt øget forventninger hos brugeren. Lad os arbejde sammen på tværs af specialer og i samarbejde med andre ikkelægefaglige grupper med et fælles fokus på det hele menneske og for et ansvarligt, bæredygtigt su ndhedsvæsen. Lad os slippe fokus på fejl, mangler og regler, der kontrollerer os, og ikke omvendt. Ophøre med at anklage hinanden, når der fejles, for det gør vi jo alle indimellem, selvom vi helst vil undgå det. I stedet for indrapportering til et ansigtsløst system ønskes dialog mellem de involverede parter, når et forløb ikke har været optimalt. Den lærdom huskes og kan bruges. Så tror jeg, vi bliver bedre læger til glæde for brugeren og ikke mindst os selv.