Er 2% løsningen?

Kravet til sygehusene er 2% produktivitetsstigning pr. år. Politikere og økonomer er rørende enige om, at ny teknologi, nye arbejdsgange, innovation m.v. kan gøre sundhedsvæsenet 2% mere effektivt hvert eneste år. Og afdelingerne har i den grad leveret – ikke 2%, men mellem 3 og 4% pr. år. Politikere og økonomer burde med andre ord være glade.

2017 bragte nye vinde. De 2% får nu nærmest ansvaret for samtlige ulykker i sundhedsvæsenet. Milliarderne til psykiatrien, der forsvandt, de manglende varme hænder i plejen, patienterne på gangene og vinterens overbelægning. En ny forbrødring opstod. Bent Hansen fra Danske Regioner krævede 2%-kravet fjernet. Dansk Folkeparti fulgte op – ingen finanslov med 2% effektivisering. Fagforeningerne var de næste – væk med effektiviseringskravet. Vi sad tilbage med billedet af, at nirvana vil materialisere sig, hvis bare finansministeren dropper 2%-kravet. Men er det så nemt, eller er det regionsrådsvalget, der nærmer sig?

Selvfølgelig er 2%-kravet en stigende udfordring, men afdelingerne har leveret langt mere. Metoden har bl.a. været accelererede forløb, kortere indlæggelser, omlægning til ambulant behandling, dagkirurgi og distriktspsykiatri samt opgaveglidning – en udvikling, der vil fortsætte i de kommende år. Gevinsten er hentet gennem nedlæggelse af et stort antal senge ikke mindst inden for de medicinske specialer og psykiatrien.

Der er dog helt andre faktorer, der udfordrer sundhedsvæsenet og ikke mindst psykiatrien langt mere. Den demografiske udvikling gør, at antallet af ældre borgere med flere samtidige kroniske sygdomme vil stige kraftigt. Nye og bedre behandlingsmuligheder vil gøre, at flere kan tilbydes behandling, og at færre vil dø af deres sygdomme. Ofte er der dog tale om dyre behandlinger, som belaster sundhedsvæsenets økonomi, og samtidig vil konsekvensen være, at flere lever længere med følgerne af sygdommen og behandlingen, hvilket øger behovet for sundhedsydelser.

Vinteren 2016/2017 var præget af massiv overbelægning landet over. Det rejser spørgsmålene: Har effektivisering og rationalisering gjort os mere sårbare? Er nogle gevinster høstet for tidligt? Er vi robuste nok til at rumme fremtidens udfordringer? Kan vi løfte fremtidens nye opgaver? De 15-20% ekstra indlæggelser i vinteren 2016/2017 kunne jo ikke »effektiviseres« væk.

Bortfald af 2%-kravet ændrer ikke afgørende på dette. Fortsat effektivisering er forudsætningen for, at vi kan løse fremtidens opgaver. Spørgsmålet er snarere, om et bortfald af 2%-kravet giver den ro og det økonomiske råderum, der skal til for at løse fremtidens opgaver. Det er her, at jeg er bekymret. Derfor må de 2% ikke blive en hovedpude men et wake-up call om sundhedsvæsenets reelle udfordringer. À