Er patienten er bedst tjent med en doven kirurg?

Vi må som bekendt ikke gøre skade på vores patienter. At det sker med de bivirkninger og komplikationer, som vores behandlingstiltag indebærer, er desværre en kendsgerning og et element, som vi ikke kan eliminere, kun minimere.

Som ung læge lærer man hurtigt at informere forud for en behandling – specielt et kirurgisk indgreb kræver en grundig information – herunder om de potentielle komplikationer, der kan opstå. Det er jo i visse situationer farligt at modtage behandling! Men det skal helst være mindre farligt end ikke at modtage behandling.

Og nu skifter jeg lige kortvarigt spor: Der er for tiden et stigende fokus på uddannelse og oplæring af yngre læger, hvilket naturligvis er meget positivt og utroligt vigtigt. Det medfører også, at man skal være meget skarp på at dokumentere alt, således at man kan få godkendt diverse kompetencer.

Et af kompetenceevalueringsværktøjerne, som har været brugt i mange år, er tjeklisten. For mit eget vedkommende, som yngre læge i gynækologi/obstetrik, er det specielt de kirurgiske indgreb som sectioer, udskrabninger, cup-anlæggelse og laparoskopier, man skal notere på sin tjekliste. Og det er selvsagt vigtigt, for det siger meget om ens evne til at udføre diverse indgreb, hvor mange man har lavet. Men denne evalueringsform har en implicit svaghed: Når antallet af indgreb er vigtigt for en yngre læges uddannelse og ikke mindst dokumentationen herfor, vil det så spille ind, når en patient vurderes? Sat på spidsen: Vil en yngre kirurg være lidt hurtigere til at lave en diagnostisk laparoskopi? Vil en yngre obstetriker være ivrig efter at anlægge en cup? Vil en yngre ortopædkirurg operere et brud, der formentlig havde en lige så god prognose ved konservativ behandling?

Og kunne man forestille sig, at lignende tilfælde gør sig gældende for vores yngre medicinske kollegaer, at vores iver efter at lære, blive kompetente og kunne vise det gør, at vi overbehandler? Patienter vil altid repræsentere et uddannelsespotentiale, men det må ikke komme dem til skade! En sundhedsfaglig vurdering må aldrig påvirkes af en læges ønske om udvikling og læring.

Her er tale om tænkte situationer, der naturligvis ville være etisk aldeles uacceptable. Langt de fleste læger må også forventes at kunne tage afstand fra deres egen personlige tjekliste i mødet med patienten. Endelig bliver mange beslutninger heldigvis også truffet i samråd med en bagvagt, som givet kunne tænkes at eliminere en sådan uheldig tendens.

Man må bare holde sig for øje, at et vist tidspres i uddannelsen af yngre læger og et stort fokus på at præstere er et risikomoment. Og det behøver på ingen måde være så eksplicit som de ovenfor nævnte eksempler. Der kan være tale om et mere subtilt pres, der gør, at man generelt handler mere proaktivt, og så bliver det måske mere farligt at modtage behandling end ikke. Er der en sandhed i det mundheld, der spørger: Er det sikrest for patienten at blive tilset af en doven kirurg?