Er systematiske reviews og metaanalyser en døende forskningsdisciplin?

I dag findes mere end 28.000 tidsskrifter inden for den videnskabelige litteratur, og de udgiver tilsammen mere end 1,8 millioner publikationer årligt [1]. Der publiceres 75 studier (trials) og 11 systematiske reviews dagligt [2], og i 2010 nåede det videnskabelige bibliotek 50 millioner publikationer. Dette overvældende tal er vanskeligt at begribe, da mængden af information må betragtes som uendelig stor. Hertil føjes, at den videnskabelige produktion vokser med en hastighed på ca. 3% årligt, og det totale antal af publikationer fordobles ca. hvert 24. år [3].

De første systematiske reviews og metaanalyser (SRMA) blev publiceret i 1970’erne som svar på det voksende antal kliniske studier [2], og behandlede fra start meget forskellige problemstillinger fra postoperativ strålebehandling efter brystkræftkirurgi til vitamin C’s rolle i forebyggelsen af forkølelse. Antallet af SRMA steg – som den øvrige litteratur – hvilket medførte et behov for at definere og vedligeholde kvaliteten af SRMA. Bl.a. derfor blev The International Cochrane Collaboration i 1993 etableret, hvis mission det stadig er at indsamle og sammenfatte den bedste evidens fra litteraturen.

Undertegnede har deltaget i søgning og dataekstraktion ifm. udarbejdelsen af SRMA, hvor der blot blev identificeret nogle tusinde artikler [4, 5]. SRMA betragtes som del af den højeste medicinske evidens, men må forventes at blive udfordret, når der skal behandles 20-30.000 artikler for at gennemgå blot et mindre område. Der kan være flere løsningsmuligheder, f.eks. kan man forestille sig, at SRMA fremover kun vil omfatte studier publiceret inden for de seneste fem år eller at inkludere et begrænset antal artikler, f.eks. 5.000. Begge modeller har sine oplagte ulemper. Der kan også være mening i at begrænse antal af kliniske studier; f.eks. har Videnskabsetisk Komité foreslået, at kliniske studier først bør initieres, når et SRMA har anbefalet dette, for at undgå unødvendig produktion og unødige bivirkninger/komplikationer for forsøgsdeltagere.

Mange tidsskrifter efterspørger ikke længere udtømmende SRMA, men i højere grad afgrænsede og specifikke gennemgange af litteraturen, som kortfattet behandler en konkret problemstilling. Denne publiceringsmodel synes tiltalende for at gøre indhold og budskab mere tilgængeligt for læseren, der slipper for at gennemlæse uddybende metodiske overvejelser.

For 50 år siden var det overskueligt at gennemgå litteraturen inden for selv et bredt emne, men forskningsdiciplinen SRMA må forventes enten at lide den stille død eller undergå en modifikation, som tilllader, at projekter kan gennemføres inden for rimelig tid og resurser. Det bliver interessant, at se om vi om ti år fortsat kan forvente 11 SRMA publiceret dagligt, og ikke mindst under hvilken form.