Er vi alle syge?

Både i trykte og i elektroniske medier hører man tit om en eller anden sygdom og om, hvor mange personer der lider af den pågældende tilstand.

Oplysninger af denne type indgår som regel også i diverse kampagner og indsamlinger. Ofte er antallet af berørte personer ret så stort, men tallet går tit hen over hovedet på én, i hvert tilfælde på mig. Men hvad ville der egentlig ske, hvis man nu lagde tallene sammen i stedet for at glemme dem? Hvilket resultat ville man så nå frem til?

Tabel 1 viser nogle eksempler på overvejende somatiske sygdomme, og selvom eksemplerne er forholdsvis få, når man alligevel op på sammenlagt ca. 6 millioner tilfælde. Er det så et troværdigt tal? I første omgang må man jo være opmærksom på, at nogle af patienterne kan have mere end én diagnose. I et forsøg på at reducere antallet af personer med flere diagnoser har jeg helt udeladt antallet af overvægtige og svært overvægtige i tabellen. I farten kan jeg dog nævne, at selvom der nu ses en vis stagnation i fedmeforekomsten i Danmark, skulle mere end halvdelen af den voksne befolkning være overvægtige eller lide af egentlig adipositas (Medicinsk Kompendium); adipositas alene skulle tegne sig for knap 800.000 personer (pro.medicin.dk). Rygproblemer lider mange af, men disse tal er heller ikke talt med, da jeg antager, at de til dels er inkluderet i bl.a. ”Gigt” og ”Osteoporose”. Men det kan da nævnes, at i løbet af en 12 måneders periode får så mange som ca. 50 % af befolkningen ondt i ryggen, og på et hvilket som helst tidspunkt angiver 8-15 % af befolkningen (450.000-840.000 personer), at de har rygsmerter (Brochure fra Hospitalsenhed Midt). Også andre forhold taler for, at ovennævnte tal kunne være endnu større. Udover kræft omfatter tabellen for eksempel kun KOL og ikke andre lungesygdomme, og udover kræft og alkoholisme ikke andre leversygdomme. Endvidere mangler oversigten også nyre- og tarmsygdomme, medfødte lidelser og andre sygdomme.

Tallene i Tabel 1 angiver kun antallet af kendte tilfælde. Der findes dog utvivlsomt mange personer, som lever med en udiagnostiseret sygdom. Således mener Diabetesforeningen, at der er 200.000 danskere, som endnu ikke ved, at de har type 2-diabetes – og 750.000 har prædiabetes. Danmarks Lungeforening skriver på deres hjemmeside, at ca. 215.000 lever med KOL uden at vide, at de har sygdommen. Så alene disse to sygdomme menes at tegne sig for 415.000 ukendte tilfælde.

Tabel 2 viser nogle eksempler på overvejende psykiatriske lidelser. Tabellen bygger i vid udstrækning på en tabel, som Psykiatrifonden har publiceret. Selvom tabellen ikke omfatter alle psykiatriske lidelser, bliver det sammenlagte antal tilfælde alligevel så meget som 2,9-3,9 millioner. Som det er tilfældet med somatiske lidelser, kan det vel tænkes, at psykiatriske patienter kan have mere end én diagnose, eventuelt både en somatisk og en psykiatrisk. For ikke at overdrive har jeg for eksempel ikke talt vinterdepressioner med, selvom mere end hver 10. dansker vil opleve symptomer på dette (TV2’s hjemmeside, 28. oktober 2014). Jeg formoder nemlig, at vinterdepressioner til dels er inkluderet i ”Depression”. Endvidere har jeg kun medtaget det antal personer, der menes at være decideret syge af stress og ikke dem, der dagligt har alvorlige symptomer på stress (430.000 danskere). Til sidst skal jeg gøre opmærksom på, at de fleste af tallene i tabellen kun vedrører den voksne del af befolkningen og ikke hele befolkningen.

Undren

Så selv en forsigtig og simpel opgørelse som den nærværende resulterer i, at der skulle findes ca. 10 millioner sygdomstilfælde i Danmark. Hvis opgørelsen i stedet for baseres på maksimumtal, vil det samlede antal selvfølgelig blive meget større. Jeg er godt klar over, at der er mange syge i Danmark, og jeg påstår heller ikke, at alle tallene er forkerte, men jeg synes alligevel, at det samlede billede giver anledning til en vis undren. Hvad er baggrunden for disse høje tal? Er det lægerne, der stiller mange diagnoser for at være på den sikre side? Er det forskere, der overdriver lidt for at komme til orde og øge chancen for bevillinger? Er det journalister, der puster tallene lidt op, for at få en lidt mere interessant historie? Er det interesseorganisationer, der runder opad for at øge deres gennemslagskraft? Jeg ved godt, at overdrivelse fremmer forståelsen, men vi skal jo også være troværdige.