Skip to main content

Et sygt sundhedsvæsen!

♠ M.D., ph.d. Mette Marklund, Roskilde Sygehus, Billeddiagnostisk Afdeling Medlem af Yngre Lægers repræsentantskab i Region Hovedstaden, E-mail: mettemarklund@hotmail.com

3. sep. 2010
3 min.

I det foreløbige budgetforslag for sundhedssektoren indhentes de manglende millioner ved at opdele aktiviteterne i - svært forståelige - områder. Besparelserne inddeles i flere kategorier, hvor f.eks. rationalisering og øgning af aktivitetsniveauet er opført som to separate målsætninger. Måske skyldes det min begrænsede forståelse for storfinanser, men hvis man ønsker at øge aktiviteten med basis i de nuværende resurser, er der kun én vej at gå: rationalisering. Derfor bliver opdelingen mildest talt noget syntetisk.

Der er mindst tre væsentlige ulemper ved dette lands beslutningstagere: De er ofte for gamle til at have børn i daginstitution, de er for velhavende til at have behov for en kommunal lejebolig, og ingen læge tør riste dem i otte timer i modtagelsen efterfulgt af en gangplads uden skærm. Endnu. Om nævnte, verdensfjerne levned er baggrunden for, at beslutninger om kommunale forhold herunder i relation til sundhedsvæsenet ofte fremstår særdeles uigennemtænkte, skal lades usagt.

Det gælder nok for arbejdspladser såvel som for ægteskaber, at »når krybben er tom, bides hestene«. Underskud på kontoen sammenholdt med krav om rationalisering medfører letbegribelige konsekvenser som længere ventetider, dårligere patientbehandling, forringede vilkår for undervisning, uigennemtænkte opgaveflytninger og åbenbare trusler på patientsikkerheden. Men en anden, særdeles alvorlig konsekvens, som desværre ikke adresseres i samme grad, er den brede, mørke skygge, besparelserne kaster over arbejdsmiljøet rundtomkring på landets sygehuse. Det forlyder endda, at en sundhedsfaglig arbejdsplads for nylig opnåede en arbejdsmiljøpris for ganske enkelt at overholde overenskomsten og reglerne i arbejdsmiljølovgivningen!? Skal man le eller græde?

For de yngre læger betyder det mange steder reduktion eller sammenlægning af vagtlagene i uoverskuelige fællesvagter, oprykning i mellem- eller bagvagtslag uden tilhørende lønkompensation foruden intensivering af arbejdsbyrden med overtagelse af funktioner fra andre besparelsesramte personalegrupper eller fra afskedigede kolleger.

De fleste af vore ældre kolleger, såvel medicinere som kirurger, har gennem mange års træning opnået et stadie af faglig ekvilibrisme, der gør, at de færdes hjemmevant mellem de akutte patienter, uanset om der er arytmi, abdominalsmerter, åbent benbrud, universelt udslæt, dyspnø eller ketonstoffer på spil. Men for en yngre, måske KBU-læge, kan fællesvagter virke endog særdeles stressende, da det omfattende pensum kombineret med et stadigt stigende arbejdspres og frygt for klagesager ofte er en ganske betydelig belastning.

Med forringelse af arbejdsmiljøet er der ikke langt til de kendte konsekvenser: sygemeldinger og stress. Det betyder i sidste ende, at vagt- og arbejdsbyrden skal løftes af endnu færre hænder, og så er den onde spiral sluttet.

Også interkollegialiteten kan let bringes i fare, når sparekniven hugger vildt omkring sig. En bekendt, hvis afdeling fik varslet fyringsrunde, oplevede, hvordan der spredte sig en stemning af junglelov, hvor folk fremhævede sig selv på andres bekostning og i krogene italesatte, hvem der burde fyres før hvem ...

Kære kolleger! Yngre såvel som ældre! Kære afdelingsledere!

  1. Tag hånd om hinanden i de kommende svære år. Jo færre penge, der er i kassen, jo mere fristes vi til at skære ned på en måde, der ødelægger arbejdsmiljøet. Det kan vi ikke leve med!

  2. Lad os for patienternes og for vor egen skyld stå sammen i proklamationen af, at smertegrænsen ikke blot er nået, men for længst overskredet!

Kære politikere. Når næste besparelsesrunde kommer så husk at løse Danmarks læger kollektivt fra lægeløftet, så vi i det mindste kan passe vores arbejde uden at fremstå utroværdige. I hvert fald, hvis vi stadig har et job til den tid.

I Danmark har vi sundhedspersonale i verdensklasse! Men at drive et sundhedsvæsen i verdensklasse kræver politikere i verdensklasse!

Dem venter vi stadig på ...