Etiske overvejelser for og imod eutanasi

At forkorte livet må forudsætte en seriøs overvejelse, uanset om vi drøfter abort, dødsstraf, organtransplantation eller assisteret dødshjælp. I alle tilfælde er ikke blot et konkret menneskes død i spil. Også en række grænser mellem det ene og det andet menneskes rettigheder: Grænselandet mellem rettigheder hos den, der skal dø; den, der skal assistere dette dødsfald (dvs. rent fysisk begå drab); beslutningstagerne, som pålægger ét menneske at dø og et andet menneske at begå drabet; og endelig de pårørende, hvis overvejelser kan spænde fra egoisme til selvopofrelse.

Jeg forstår argumenterne for eutanasi. Som præst har jeg overværet liv, der var så dårlige, at døden utvivlsomt ville opleves som en befrielse. Jeg kender til en læges velovervejede selvmord, da han nåede til sidste station før de udsigtsløse, uudholdelige smerter. Og jeg har været vidne til dødsfald, hvor behovet for smertelindring med morfin oversteg ulempen ved at afkorte livet.

Nej til lov om assisteret dødshjælp

Selv om nogle borgere er klemt, mener jeg, at vi skal fastholde grænsen for eutanasi dér, hvor den går nu: ved smertelindring med døden til følge. Mine overvejelser, som har ført til, at jeg er imod en lovgivning om assisteret dødshjælp, er følgende:

1. I straffeloven tages der allerede højde for særlige omstændigheder, der kan føre til medlidenhedsdrab. Det ses ved en række milde domme fra betinget til få års fængsel i sager, hvor den dræbte var »et dårligt liv«. Disse domme er principielle og kan bruges af andre dommere. Domstolene har altså allerede en praksis ved siden af den eksisterende lovgivning.

2. Personligheden hos patienten, de pårørende og fagpersonen, der træffer afgørelsen, er tre usikkerhedsfaktorer, som er svære at lovgive om. Jeg ser flere scenarier:

a) Det lykkelige trekantsforhold mellem en beslutsom og afklaret patient, empatiske pårørende og en fagperson, som bakker familiens enige beslutning om assisteret dødshjælp op.

b) Det ensidige forhold mellem en dominerende og en føjelig personlighed, f.eks. en læge eller pårørende, som presser en usikker eller dependent patient til at sige ja til »dødshjælp«. Jeg frygter især psykopati i den sammenhæng, da jeg som præst har set personer komme så langt ud i et underordnelsesforhold til en karakterafviger, at ofrene frivilligt og viljeløst har ladet sig grænseoverskride. Jeg er overbevist om, at voldsramte personer vil være viljeløse, også hvis den psykopatiske slægtning eller økonomisk betrængte arving eller insisterende læge mener, at døden er »bedst for dem«. Man kunne også frygte – den anden vej rundt – at en impulsstyret og utålmodig, og derfor insisterende patient (f.eks. en smertepatient med ADHD eller borderline), kunne presse et dødsønske igennem, foranlediget af impulsivitet, hvor en fagperson falder til føje, selv om patienten med den rette hjælp kunne få et værdigt liv.

c) Scenariet hvor den, der skal dø, ikke har sprog eller er usammenhængende. Hvem sikrer, at de pårørende eller fagpersonen forstår, hvad én, der er hæmmet i sin udtryksform, reelt ønsker sig?

d) Selv om patienten ønsker at dø, kan der sidde pårørende, som ønsker at holde den lidende i hånden så længe som muligt, men føler sig presset af patienten. Det kan også misbruges den modsatte vej, så en pårørende kan forlænge en døendes smerter ved at nægte vedkommende eutanasi.

Utopisk samfund

Jeg synes, at vi i Danmark, i stedet for at træffe en måske forhastet beslutning om eutanasi, skal drøfte borgernes og det offentliges syn på menneskerettigheder samt ældres rettigheder og værdighed og afsætte flere resurser til forskning, smertelindring og livsforlængende behandling. Kun i et utopisk samfund, hvor enhver fagperson er ubestikkelig og kun drives af sunde menneskelige værdier, og hvor ethvert menneske frit og uden psykisk pres kan råde ud fra egen overbevisning, tør jeg argumentere for assisteret dødshjælp.