Skip to main content

Falliterklæring fra Region Midtjylland

Beslutningen om at lukke Fertilitetsklinikken på Aarhus Universitetshospital er ugennemtænkt og kan ende med at blive dyr.

(Foto: colourbox.com)

Elisabeth Carlsen, Formand for Dansk Fertilitetsselskab
E-mail: Elisabeth.Carlsen@regionh.dk
Interessekonflikter: ingen

8. jul. 2015
2 min.

Endnu en gang er fertilitetsbehandling i Danmark nedprioriteret i en sparerunde. Med lukningen af Fertilitetsklinikken på Aarhus Universitetshospital har man vist, at lokalpolitiske hensyn vejer højere end vores nationale behov.

Region Midtjylland forventer, man kan lukke en fertilitetsklinik og samtidig fastholde en uændret adgang til høj kvalitet i fertilitetsbehandling inden for de resterende rammer. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Hvordan kan man dog forestille sig, at man kan fjerne 75% af resurserne, uden at det går ud over kvaliteten? Den slags kan kun lade sig gøre i regneark.

Region Midtjyllands besparelser på reproduktionsområdet vil uvægerligt føre til kvalitetsforringelser, øget ventetid til behandling, længere transporttid for patienterne og for nogle behandlingers vedkommende, at patienter i Region Midtjylland kun kan tilbydes behandlingerne i København.

Dette er måske kun en indikation på, hvad fremtiden kan bringe. Hvor bliver der skåret næste gang? Vil det i Danmark fremover være muligt at få sikker, effektiv og tilstrækkelig god offentlig fertilitetsbehandling? Med de besparelser, der i den seneste tid har ramt alle de offentlige fertilitetsklinikker, er kvaliteten af behandlingerne efterhånden ved at være udhulet – det er bare svært at se for patienterne og politikere.

Og vil det være muligt fortsat at uddanne et tilstrækkeligt kvalificeret sundhedspersonale til at varetage behandlingen?

I Dansk Fertilitetsselskab mener vi, at det er uigennemtænkt at lukke Fertilitetsklinikken på Aarhus Universitetshospital. Det kan vise sig at blive en dyr løsning. Man kommer ikke til at opnå den ønskede besparelse, tværtimod kan det vise sig at give merudgifter.

Og det værste er, at man nu vælger at spare på en behandling, der er med til at sikre fremtidens generationer. Man er nødt til at stoppe den form for kassetænkning og se mere helhedsorienteret på problemet.

Med vedtagelse af denne besparelse, hvor man mener, at der fortsat kan laves det samme, men for kun 25% af resurserne, og samtidig giver køb på højt specialiseret behandling, har Region Midtjylland valgt en så defensiv position, at regionen nu har mistet troværdigheden, når det drejer sig om at sikre kvalitetsbehandling til patienter med reproduktionssygdomme.

Region Midtjylland har set indlægget og vil svare senere. Red.