Hvorfor al denne tågesnak om, at sundhedsvæsnet skal ekspandere sine ydelser – og facilitere et tryghedsrum for patienterne? Der er allerede rigeligt med pseudoaltruistiske intellektuelle, der vil stoppe frelse ned i halsen på de sagesløse. Lægerne behøver ikke også at byde ind på opgaven.
En afbureaukratiseringsvind blæser over sundhedsvæsnet i disse tider. Enhver, som ikke er politisk tonedøv, taler om ”overdreven DJØF’icering”, ”dokumentationsdiktatur” og ”fokus på kerneydelsen”.
Tendensen vækker glæde hos de ”varme hænder”, men vigtige opgaver vil næppe komme i fokus af den grund. McKinseyfili og handelsskolelærdom har bidt sig fast og lader sig ikke sådan verfe af. Desuden forhindrer nationalt kulturbærende faktorer − Uvilje mod Begunstigelse og Illusionen om Tryghed – foreløbigt enhver reform.
Danske Regioner er progressive, og har forstået, at ”varme hænder” ikke har behov for støtte for at kunne løse deres opgaver. Hvorfor bortødsle resurser på sekretærer, portører, it-medarbejdere, rengøring og fleksjobbere, når læger og sygeplejersker sagtens kan varetage deres arbejde? For nylig mødte jeg en kollega, der − som en af kun få læger her i landet − kan udføre en kompliceret invasiv procedure. Han hentede tøj i uniformsdepotet, og klarede det udmærket! Ud fra nøgtern produktionsoptimering er denne anvendelse af personale på pågældende løn- og kvalifikationsniveau helt i overensstemmelse med Lean Manufacturing, som er fuldt implementeret i den offentlige sektor. Overflødiggørelse af den del af befolkningen, som ikke har en videregående uddannelse, og suboptimal udnyttelse af den resterende del er kernen i vores samfundskonstruktion – lighedssamfundet i daglig tale – som vi med rette er grænseløst stolte af.
Overflødigt bureaukrati findes ikke! Alt er væsentligt: dato på opslagstavlens sedler, stillingtagen og skriftlig begrundelse for producentvalg − ”Bluefish” eller ”2care4”? − ved medicinordination, uniformsbekendtgørelsens retningslinjer for personalets kropslugt. En række læger og sygeplejersker – forfremmet langt væk fra klinikken på grund af uduelighed − har fundet deres rette hylde som skemagenererende regelautomater. Konkurrencen om at have den største … journal altså … er hård mellem læger og sygeplejersker! Mange tror – helt udokumenteret! − at pleje og behandling foregår andetsteds end foran computeren. Desværre er vor tid er præget af en spirende laissez faire-attitude, hvor handling erstatter papirgenerering, og hvor dokumentations- og screeningsbehov – aldeles usystematisk – lades op til den enkeltes faglige vurdering. Det er essentielt at få dokumenteret danskkundskaber hos danskere, decubitusrisiko hos mobile etc. At summen af registreringer kompromitterer løsningen af andre, vigtigere arbejdsopgaver, giver jeg ikke meget for. Hvis ikke personalet genererer papir vil et stort antal konsulenter, kvalitetsudviklere og risk managers stå uden beskæftigelse. Er dét måske ligegyldigt? Fordi patienter udsættes for hundreder af procedurer under et behandlingsforløb, hævdes det, at der − selv med tjekskemaer − er næsten 100% sandsynlighed for mindst én fejl undervejs. Denne påstand er usympatisk. Enhver har ret til tryghed, så fejl kan ikke accepteres. Alene bevidstheden om sundhedsvæsnets fejlbarlighed er nok til, at tryghedsfølelsen lider uoprettelig skade. Tryghed er et værdigrundlagsbegreb – og hospitalsgangenes vægudsmykning ”TRYGHED m. ledsagende billede” var i øvrigt dyre – så det påhviler sygehuspersonalet at omforme regionernes kaotiske, dysfunktionelle, søndersparede morads til fejlfri, omsorgsfuld, struktureret pleje og behandling. Det har sundhedsvæsenets politikere og – de ganske uprætentiøst benævnte – koncernchefer lovet, og dette alene åbner jo Utopias døre.
Det danske sundhedsvæsen er – på trods af alt – relativt godt, men er også et system i stigende vanskeligheder. Og i takt hermed er et fremmanet billede af en velfungerende organisation stadigt vigtigere. Forargelse uden samtidig konstruktiv kritik er useriøs, og ansvaret for at løse sundhedsvæsnet problemer er et fælles samfundsanliggende.
Det vil være fornuftigt at udstyre sundhedsvæsenets mere værdifulde medarbejdere – læs: højtuddannede − med privilegier. Ikke fordi højtuddannede er for fine til at varetage visse opgaver, men fordi friholdelse for opgaver af mere praktisk karakter maksimerer nytteværdien af deres arbejdskraft. Læger og sygeplejersker må dog samtidig acceptere, at besparelser på ”varme hænder” kan være det mindste af to onder, hvor alternativet er at kompromittere det støtteapparat, der danner selve grundlaget for disse faggruppers indsats for patienterne.
Læger kan behandle sygdomme, dvs. løse afgrænsede og veldefinerede problemer. Det humanistiske aspekt er et meget vigtigt − men tidskrævende − led i behandlingen. Men hvorfor al denne tågesnak om, at sundhedsvæsnet skal ekspandere sine ydelser – ”vi behandler mennesker, ikke kun sygdomme” – og facilitere et tryghedsrum for patienterne? Der er allerede rigeligt med pseudoaltruistiske intellektuelle der – som en anden arabisk larmdrossel – vil stoppe frelse ned i halsen på de sagesløse. Lægerne behøver ikke også at byde ind på opgaven.
Vore teknologiske muligheder overstiger det praktisk gennemførlige. Derfor er de også en forbandelse, da et behovs legitimitet og tilstedevær er ikke ensbetydende med, at det kan dækkes. Et psykologisk trick til løsning af vanskelige spørgsmål er – helt ubevidst – at omformulere dem: ”Er det muligt for at imødekomme behovet for hjælp?” bliver til ”Er det rart, at nødlidende må nægtes hjælp?”. Første spørgsmål er uhyre komplekst, mens andet kan besvares efter kortvarig konference med mavefornemmelsen. Alle, der har en rolle i sundhedsvæsnet, må forholde sig til det første spørgsmål. Men dagsordnen sættes af også dem, der tager stilling til det sidste: De politikere, der – pga. Dunning-Kruger bias' høje underholdningsværdi − trækkes frem, hver gang enkeltsagspornografiske skandalehistorier eksponeres i tabloidmedier som Ekstrabladet og DR TV.
Bureaukratisering er en alvorlig trussel med mange årsager. Magt og indflydelse skal spredes ud for at undgå, at kun en snæver kreds af interessenter tilgodeses. Sundhedsvæsnets nuværende kerneydelse er væsenforskelligt fra patientbehandling, som Churchill har formuleret det: “When I call for statistics about the rate of infant mortality, what I want is proof that fewer babies died when I was Prime Minister than when anyone else was Prime Minister”.
Fordi vi primært forholder os til, hvad vi gerne vil have − ikke hvad vi kan få – er det ikke comme il faut at tale om prioritering. Alle problemer skal løses. Der er 0-tolerance over for fejl, suboptimale forhold og uafvendeligt negativt udkomme. Læger og sygeplejersker forventes at udvise grundighed, omhu og samvittighedsfuldhed, men i øvrigt under kaotiske forhold. Sundhedspersonalet er − meget bekvemt − skudt ind mellem organisationen og patienten og er derfor i høj risiko for at ende som syndebukke ved systemfejl. Dette fører naturligt til defensive modforholdsregler, som lægger yderligere pres på systemet. Et stadigt mere forskruet og urealistisk forventningspres skaber et defensivt system, som må dokumentere alt, undersøge alt og ansvarsfraskrive sig alt, indtil systemet til sidst bryder sammen.
Vælgerne raser over ”løftebrudspolitikerne” men samtidig er realisme − paradoksalt nok − politisk selvmord. Sandheden er stadig ilde hørt. Sundhedsvæsenet er også vores – lægernes – ansvar. Vi behøver ikke at frygte for vores genvalg og kan derfor arbejde for, at magtfordelingen i sundhedsvæsenet ændres, at befolkningens forventninger justeres ned på et realistisk niveau, og at bureaukraternes beskæftigelsesterapi forflyttes til andre organisationer. Jeg medvirker gerne til at flå de vildfarne ud af idéhimlen.
