Flere penge og fyringer, er der sammenhæng?

Den offentlige sektor er i øjeblikket udsat for store rystelser. Fra en situation sidste år, hvor vi manglede personale stort set overalt, er vi nu i en situation, hvor man overalt må afskedige personale. Dette skete nærmest over night. Regeringen siger, at der aldrig har været tilført så mange penge til sundhedssektoren som nu, mens vi på hospitalerne har mere end almindeligt svært ved at få budgetterne til at hænge sammen. Hvem har ret?

Problemet er, at begge parter har ret. Der er tilført mange penge til sundhedssektoren, men kravene til behandlinger er blevet endnu større. Der er sket stigning i forbruget af dyr medicin, og der er et ønske om hurtige forløb. Dette er dyrt og koster flere penge, end regeringen har tilført. Derfor står vi med problemerne. Hvad betyder det?

Det betyder desværre, at vi skal afskedige rigtig mange medarbejdere, som har udført et godt stykke arbejde. Som noget helt nyt afskediger vi speciallæger for at få pengene til at slå til. Det sender naturligvis store rystelser gennem hospitalerne. Specielt er der et højt stressniveau hos medarbejderne, men også lederne har en meget vanskelig opgave. Det er ikke rart at skulle afskedige personale, som man har arbejdet sammen med i lang tid. Min personlige opfattelse er, at vores ledere har gjort et kæmpearbejde under meget vanskelige forhold, og det skal de have stor ros for.

Er det så overstået? Jeg tror ikke på, at situationen ændrer sig inden for en overskuelig årrække. Der vil være et vedvarende pres på økonomien såvel i sundhedssektoren som i den øvrige offentlige sektor. Dilemmaet mellem ønsker og villigheden til at betale vil bestå i meget lang tid. Skal vi så lægge os ned og græde eller søge andre steder hen? Jeg har ikke tænkt mig nogen af delene, for jeg mener, at vi har potentiale til at løse problemerne. I sundhedssektoren har vi gennem de seneste mange år øget produktiviteten ganske betydeligt, fordi vi er blevet dygtigere. Jeg skal blot nævne, at indførelsen af kikkertkirurgi har medført, at antallet af dage, man er indlagt efter en operation, er reduceret til nærmest nul mod tidligere op til en uge. Den fantastiske indsats, der er gjort inden for hjerteområdet, bevirker, at liggetiden for patienter, der i dag kommer ind med en akut blodprop, er ganske kort, efter at patienterne oven i købet har fået en endelig behandling i form af stent. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at da jeg som medicinstuderende passede hjertepatienter, var indlæggelsestiden 2-3 uger for patienter med blodprop i hjerter. Og sådan kan man blive ved. Og sådan skal det blive ved. Vi skal hele tiden forbedre vores behandlinger med effektive behandlingsforløb og ved at overlade så meget som muligt af behandlingerne og plejen til patienterne selv. Vi ved, at patienter, der aktivt styrer deres sygdom, ofte har bedre resultater, end når sundhedspersonalet styrer. Det gælder for diabetesbehandling og antikoagulationsbehandling, men formentlig vil det kunne gælde for rigtig mange andre sygdomsgrupper. Så vi skal bruge al vores faglighed på at effektivisere vores behandlinger. Alternativet er skræmmende. Vi vil få et todelt sundhedsvæsen, der, som vi allerede har set begyndelsen på, vil udvikle sig endnu mere til stor skade for den mindre velstillede del af befolkningen. Danmark har et af de bedste sundhedsvæsener i verden, fordi vi i det offentlige sundhedssystem ikke (bevidst) forskelsbehandler patienterne efter pengepungen. Vi kan sagtens blive bedre på mange områder, og det er der vi skal sætte vores faglighed ind.