Skip to main content

Flyrelateret hovedpine og lægemidler

Det beskrives, at de eneste lægemidler, der har været forsøgt, er triptaner samt antiinflammatoriske lægemidler. Dette er ikke korrekt.

Cheflæge Mikael Fotopoulos, SOS International
E-mail: mfo.gr@hotmail.com
Interessekonflikter: ingen

22. jan. 2018
4 min.

Tak til Sebastian Bao Dinh Bui & Parisa Gazerani for en interessant statusartikel om flyrejser og hovedpine i Ugeskrift for Læger [1]. Artiklen beskriver helt korrekt, at viden om flyrelateret hovedpine (airplane headache) ikke er tilstrækkeligt videnskabeligt belyst. Det bør her nævnes, at dette ikke gælder hovedpine i forbindelse med akut øvre luftvejs-infektion, der er en anden, og patofysiologisk afklaret sygdomsenhed.

Faktaboks

Fakta

Den formodede patofysiologi belyses korrekt. Det antages, at der muligvis er tale om et sinus-squeeze (ikke et sinusbarotraume) i sinus frontalis (muligvis i sinus ethmoidalis) som følge af, at visse personer har små ostier til ovennævnte sinus og som følge heraf kan trykudligne (modsat patienten med akut infektion, som ikke kan trykudligne), men med betydelig forsinkelse.

Endelig beskrives det, at de eneste lægemidler, der har været forsøgt, er triptaner samt antiinflammatoriske lægemidler. Dette er ikke korrekt. I flere studier er detumescerende lægemidler (såsom xylometazolin) forsøgt med god effekt. Effekten synes endnu bedre ved kombination med NSAID. Dette giver da også patofysiologisk mening, idet det må antages, at øge passagen gennem sinusostierne. Anbefalingen til denne gruppe af patienter må p.t. være at tage NSAID inden boarding, evt. gentaget ved lang flyvetid, samt at tage detumescerende næsesparay inden takeoff, samt når indflyvning påbegyndes.

Referencer

LITTERATUR

  1. Bui SBD, Gazerani P. Flyrejser kan give hovedpine. Ugeskr Læger 2017;179:V03170222.