Forreste linje og dem, der samler op

Vi er dem, som man kommer til, når det første symptom viser sig. Men vi er også dem, som man henvender sig til i frustration over ventetider på sygehusene. Eller der, hvor man går hen, når speciallægen har nået sin knækgrænse og arbejder på nedsat blus resten af året. Vi er bufferen. Vi får løbende nye vejledninger, som i detaljer beskriver, hvordan patienten skal følges. Vi ser bl.a. de kronisk syge (en tredjedel af befolkningen) og de gamle (om 14 år er der ca. 32% flere 65-79-årige og 47% flere 80+-årige).

»Den gode henvisning« var tidligere en meget præcis beskrivelse af den aktuelle problemstilling, som vi ønskede belyst. Den er nu over de sidste ti år vokset til en hel journal, hvor der kræves flere forundersøgelser forud for henvisningen - f.eks. hjertepakker - smart! Men ekstra arbejde til os. De kæmpestore ambulatorier med kronikere, som man havde indtil for få år siden, er nu lukkede, og patienterne er sendt tilbage til os. Man har sparet alle disse udgifter væk i sygehussektoren. Samtidig spammes vi dagligt med masser af information, som vi bruger megen tid på. Rå journalnotater bliver sendt til os, og vi forventes at læse og agere på det hele. Denne opgaveglidning gennem ti år har medført en stigende arbejdsbyrde, og vi er ved at drukne i nye opgaver og nye krav, og i en nær fremtid bliver der endnu flere kronikere og gamle.

Når vi nu ikke må producere mere, hvad gør vi så, Astrid? Hvilke patienter skal vi fremover afvise? Hvem skal ikke ses, trøstes, beroliges, informeres eller kontrolleres? Man sætter befolkningens tryghed over styr. Hos os har døren altid været åben.

Man misbruger en undersøgelse, hvor de praktiserende læger svarede, at de kunne tage flere patienter. Spørgsmålet bør lyde: »I en situation, hvor du ikke kan investere i nye lokaler og ansætte nyt personale, hvor mange nye patienter kan du så tage?«

Jeg er kommet til den konklusion, at der slet ikke føres nogen proaktiv sundhedspolitik i Danmark i dag. Vi risikerer at vende tilbage til en tid med et rigidt sundhedsvæsen med lange ventetider, som vi havde det i 1990'erne. Blot ønsker man nu også lange ventetider, når man skal til sin egen praktiserende læge.

Hvis vi kun må øge med 2%, skal vi fravælge nogle patienter. Hvis Astrid ikke kan, må vi gøre det, for vi ved godt, hvem der skal prioriteres, og vi er vant til at visitere og prioritere hele tiden. Det er vores job. Vi skal tage os af de akut syge og de gamle, men desværre må vi så takke nej til kronikerne, som må tilbage i ambulatorierne.