Skip to main content

»At fortrænge virkeligheden«

♠ Læge Laurits Espensen, Hovedgård. E-mail: lke@dadlnet.dk

3. sep. 2008
2 min.

Ugeskrift for Læger (2008;170:2048) indeholder to kommentarer til Annette Schmidts anmeldelse af Ayaan Hirsi Alis bog »Opbrud og oprør«. Da Ayaan sidste år gæstede Århus, havde jeg mulighed for at møde dette dannede, stoiske og reflekterende menneske. Ayaan og hendes personlige historie gjorde et stort indtryk på mig. Det er et helt andet indtryk af mangel på dannelse og evne til føre en sober debat, som de to grove kommentarer til Schmidts boganmeldelse efterlader. I de 30 år, jeg har læst Ugeskriftet, har jeg ikke i bladet set noget så underlødigt som det, to vordende læger præsterer, formentlig har ingen af dem læst bogen.

Lad os tage nogle eksempler: Schmidts anmeldelse bliver kaldt »stærkt højreorienteret«, »islamofobisk« og »stærkt tendentiøs«, uden at afsenderen af disse beskyldninger føler sig forpligtet til at forklare, hvad han egentlig mener hermed. Der bliver dermed blot tale om indforståede skældsord, hvis formål det er at diffamere og lukke munden på folk med andre opfattelser - nu og fremover.

Underlødigheden finder et uhørt lavpunkt hos Jesper Fontain, som tillader sig at ytre sig om Schmidts manglende brud med sin »opvæksts indoktrinerede sandheder«. Hvilken viden har Fontain om Schmidts opvækst, som berettiger, at et sådant udsagn bør tages alvorligt?

Helt galt går det for Fontain, da han påstår, at anmeldelsen er udtryk for »den sædvanlige højrefløjsagitation«, hvorefter han formår med plat historiebrug at drage en parallel til jødeforfølgelser! Og hold nu fast! Fontain ved nemlig, at højrefløjsagitationens formål »er at skabe et fjendebillede, der kan legitimere en senere magtanvendelse«! Hvor ved han det fra? Argumentation for udsagnet er udeladt. Der er således tydeligvis tale om en fordom, som netop indeholder et grusomt fjendebillede samt frygt og had.

Sammenfattende er der tale om skældsord af værste skuffe uden substans af argumentation.