Content area

|

Frede Olesen om HPV-tragedien: J'accuse...!

Lægestanden bærer en del af skylden for den faldende opbakning til HPV-vaccinen, skriver Frede Olesen i en kronik i Politiken i dag. Kronikken gengives her med forfatterens og Politikens tilladelse.

20061211 KB. Frede Olesen
Forfatter(e)
Dr. med, professor Frede Olesen, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet.

Formidlingen omkring HPV-virus, HPV-vaccine og bivirkninger er gået skævt. Vaccinationsprogrammet ligger i ruiner. Det må rigtig mange kvinder bøde for i fremtiden, og det er en endnu kun svagt erkendt medicinsk tragedie.

Fra tid til anden kører den offentlige formidling af medicinske emner af sporet. Det værste tilfælde, jeg har oplevet i mine over 40 år som læge, er debatten om HPV-vaccinen mod kræft i livmoderhalsen og dens mulige bivirkninger.

Hvorfor gik det så galt, hvorfor styrtdykker brugen af vaccinen? Effekten vil være, at vi om 10-15 år og i årene derefter må forvente, at Danmark optræder som Europas dårligst placerede land, når man ser på antal forstadier og fuldt udviklede tilfælde af livmoderhalskræft, og vi vil formentlig også være det dårligst placerede land for andre HPV-relaterede kræftformer som for eksempel kræft i endetarm og hals.

  • Det store og vigtige problem for os i lægestanden er, at vi ofte mangler kundskaber og evne til på en sagligt overbevisende, forståelig og indfølende måde at forklare om disse alvorlige sygdomme. Alt for ofte beretter patienter, at vi på en af dem oplevet arrogant måde afviser patientens og patientens symptomer.

Der er mindst tre simple forklaringer – og en fjerde måske mere alvorlig og mere overset forklaring. Først de tre simple forklaringer.

For det første fik vi ikke formidlet, hvor alvorligt et sygdomsproblem vi kan forebygge med vaccinen. Da vi havde flest tilfælde af livmoderhalskræft, havde vi knap 1.000 tilfælde per år.

WHO har skønnet, at antallet i dag uden screening ville være væsentligt højere – måske op til 3 gange så højt – på grund af, at mindst 3 ud af 4 kvinder nu smittes med HPV-virus i ungdomsårene, og en vis andel af dem vil have livslang risiko for at udvikle en HPV-relateret cancer. Sygdommen er dybt alvorlig. Dødeligheden er fortsat meget høj, hvis kræften får lov til at udvikle sig, indtil den giver symptomer. Før screening mod kræft i livmoderhalsen blev indført, var dødeligheden tæt på 50 procent, og sygdommen ramte mest yngre kvinder med familieansvar, og de, der overlevede, havde oftest meget alvorlige senfølger.

For det andet fik vi ikke formidlet nuancer om fordele og ulemper ved screeningen, der forebygger de mange tilfælde, vi ellers ville have. Screeningsundersøgelserne identificerer forstadier til kræft. Vi har nu kun 3-400 tilfælde af livmoderhalskræft per år, og kun ca. 100 døde.

De fleste, der rammes alvorligt, er nu ældre kvinder, som har fravalgt at deltage i screeningen. Screeningen har været en succes! Men en succes, der har haft en alvorlig pris for de involverede kvinder.

Vi kegleopererer hvert år mellem 5.000 og 6.000 kvinder for sygdomsforstadier. De har ofte før kegleoperationen gået til en del kontrolundersøgelser, og de skal i efterforløbet også følges længe med kontrol. En belastning for både kvinder og system. Hertil kommer forskellige bivirkninger af kegleoperationen, hvor den alvorligste er, og især var, risikoen for at føde før termin med tilhørende dårlig start for det nyfødte barn.

Det er den sygdomsbyrde, vi ved vaccination kan reducere med 70-80 procent og i fremtiden endnu mere på grund af endnu bedre vacciner. Hertil kommer, at vi formentlig reducerer risikoen for de andre HPV-relaterede, men sjældnere kræftformer, og vi ved, at vi med den bedste vaccine også kan fjerne risikoen for kønsvorter – en harmløs, men ofte stigmatiserende lidelse, som har givet usikkerhed og gjort livet svært for mange mennesker i en usikker ungdomstid.

Medieræset forenkler

Over for dette står bivirkningsrisikoen ved at vaccinere. Alle vacciner kan i sjældne tilfælde give bivirkninger. Debatten om bivirkninger ved at vaccinere er tilbagevendende. De historisk interesserede kan tænke på debatter om kighostevaccine og mæslingevaccine, men den debat er faldet til ro, bl.a. fordi god forskning har tilbagevist en presseformidlet angst for en sammenhæng mellem vaccine og alvorlige bivirkninger. Men forskning tæller mindre og mindre, når medicinsk stof formidles.

Her kommer så den tredje af de simple forklaringer, som måske snarere er et spørgsmål. Har konkurrencen om bedste ’sensation’ og tempoet i moderne journalistik betinget, at man ikke mere finder plads til at opsøge god baggrundsinformation og en balanceret formidling af god forskning?

Har man kun interesse i at finde den eller de læger og andre i ind- og udland, der altid kan findes, som på kyndigt og sommetider ukyndigt grundlag er Rasmus Modsat, og som evt. også er lidt optaget af at få 5 minutters berømmelse i avis eller på tv?

Har man journalistisk mistet ambitionen om og tiden og muligheden for at søge dyb indsigt og viden? Er man blevet fanget af ønsket om at skabe seere og læsere via sensationsskriverier med vinklede, ofte svagt belyste enkelthistorier og sygdomshistorier fra sociale medier? Fuld diskussion af dette punkt kræver en større afhandling, så lad det ligge, og lad mig vende blikket mod en fjerde og også dybt kompleks problemstilling, som vi overser, og som HPV-sagen tydeligt illustrerer.

Lægestandens medansvar

Denne fjerde og sidste forklaring er et stigende og alvorligt problem for lægestanden. De bivirkninger, vi ser, tilhører altovervejende gruppen af funktionelle lidelser.

Det er yderst velkendte og for den ramte meget alvorlige lidelser, som i disse år i rigtig mange manifestationsformer er årsagen til mange sygedage og megen invaliditet, foruden at de i høj grad belaster sundhedsvæsnet.

Lidelserne rammer ofte i ungdomsårene – altså i den aldersgruppe, som vi især vaccinerede med det såkaldte HPV-opfølgningsprogram, der gjaldt indtil udgangen af 2015 for 16-22-årige, mens vi ikke har set så mange ’bivirkninger’ hos de 12-årige, som er den primære målgruppe for vaccinen.

Når (funktionelle) symptomer opstår, er det for alle mennesker naturligt at ville knytte symptomer årsagsmæssigt sammen med en nylig begivenhed, for eksempel HPV-vaccination – især hvis mange andre også gør det. (Vi kender mange, mange andre funktionelle lidelser, som knyttes sammen med eksterne påvirkninger, for eksempel whiplash- læsioner, indtagelse af særlig kost, lugteksponering, diverse infektioner etc.).

Det store og vigtige problem for os i lægestanden er, at vi ofte mangler kundskaber og evne til på en sagligt overbevisende, forståelig og indfølende måde at forklare om disse alvorlige sygdomme. Alt for ofte beretter patienter, at vi på en af dem oplevet arrogant måde afviser patienten og patientens symptomer.

Her må vi i lægestanden – og det gælder mange af de læger, der møder patienterne og ikke bare læger i vor sundhedsstyrelse – tage en alvorlig del af skylden for, at denne medicinske skandale er opstået og fortsat ruller. For ofte har vi ikke kunnet forklare patienterne om lidelsen, og hvorfor vi ikke finder en årsagssammenhæng med vaccinen. Den dybere forklaring herpå er, at mange læger ikke selv forstår de funktionelle lidelsers natur, og at megen ny viden om funktionelle sygdomme endnu ikke er bredt kendt i alle lægelige specialer.

Placeboeffekten er ikke ligegyldig

Skal man forstå funktionelle lidelser, skal man først vende sig mod en ganske epokegørende ny forskning om det såkaldte placebofænomen. Placebo omtales ofte som den indbildte virkning af for eksempel kalktabletter på smerter og andre sygdomssymptomer, og universiteters formidling af viden om emnet stopper ofte ved, at ’det er den uvirksomme kalktableteffekt, som vi kan eliminere ved lodtrækningsforsøg, hvor en gruppe behandles, og en anden får uvirksom kalk’.

Det er en dybt forældet forenkling. Ny forskning om placebo (dvs. noget, der gavner) og dets modsætning, nocebo (dvs. noget, der skader), har i de sidste 10-15 år vist noget ganske bemærkelsesværdigt: Hjernens måde at bearbejde symptomer på er dybt og ofte varigt påvirket af den samlede situation omkring en behandling.

Konteksten og hele ritualet omkring mødet mellem en læge og en patient udøver en positiv eller negativ biologisk påviselig effekt på hjernens arbejdsmåde, og dette kan påvises både ved skanningsforsøg og ved måling af biologisk aktive stoffer i hjernen. Med andre ord påvirker selve trygheden, troen og ritualet omkring en behandling den oplevede alvorlighed af et symptom på sygdom (men de påvirker ikke selve fejlfunktionen ved sygdomme, for eksempel en kræftknudes vækst).

Symptomers styrke påvirker igen for eksempel tarmfunktion, træthed og muskelstyrke m.m. via det såkaldt autonome eller automatiske nervesystem (vi kender i øvrigt alle til, hvordan situationen kan ændre en smertes styrke, vi kender alle til nervøs diarre, muskelspændinger ved eksamensnervøsitet, og vi kender oplevelsen af et sug i maven, når vi oplever noget særligt).

Glem ikke konteksten

Behandlingskonteksten er et ’medikament’, som biologisk aktivt påvirker og modulerer hjernens bearbejdning af symptomer! Heraf følger også, at vi nu har en forståelse af, hvordan selve konteksten og ritualet ved alternativ behandling kan påvirke hjernens måde at bearbejde symptomer på, og der er mange forsøg, der viser, at denne positive eller negative justering af hjernens funktion kan være langvarig og måske varig.

Denne viden rummer nøglen til forståelse af funktionelle lidelser – herunder de HPV-vaccinationsrelaterede. Det drejer sig ikke om en psykisk lidelse, men om en dybtgående forstyrrelse i hjernens måde at bearbejde symptomer på – altså en lidelse i hjernen på linje med andre neurologiske sygdomme.

Af endnu delvist ukendte årsager opstår ved funktionel sygdomsudvikling en alvorlig, men potentielt reversibel dysfunktion i hjernens måde at bearbejde symptomer på, og patienterne bliver i værste fald alvorligt syge med svære symptomer og med tilhørende svære forstyrrelser i det autonome nervesystem.

Det siger i lyset af den viden sig selv, at særligt disponerede patienter med symptomer og angst for bivirkninger, som oplever sig afvist og evt. arrogant behandlet af sundhedsvæsnet, let kommer ind i en ond cirkel med alvorligere og alvorligere symptomer, som ofte forværres af bekymrede pårørende, der heller ikke forstår lidelsernes natur.

Altså ses de samme fænomener, som man kan påvise i forsøg med placeboens modsætning, nocebo. Skuffelsen, fremtidsangsten, utrygheden og manglen på at forstå og at møde forståelse er et stærkt nocebo-lægemiddel, og den invaliderende sygdomsforværring er en realitet.

Ofte lykkes det for en god praktiserende læge eller ved forskellige specialiserede behandlingstilbud i truende eller fuldt udviklede sygdomssituationer at få patienten til at genvinde den samlede fremtidstryghed, som er forudsætningen for, at hjernen kan genetablere den normale balance og symptombearbejdning.

Sådanne patienter bliver efter forbigående sygdom raske, og dem ser vi ikke meget til i den offentlige debat. I andre – og det er de mere tragiske – tilfælde går det videre møde med sundhedsvæsnet helt skævt. Patienten sendes fra sted til sted, ventetid øger utryghed og angst, ofte får patienter uforståelig og evt. modstridende information, og de oplever lægens afmagt og mangelfulde kommunikation om emnet som arrogance.

Den onde spiral invaliderer, og vi har en typisk ’case’, som de vises på tv. Det er i den situation logisk og forventeligt, at man, hvis patienten udviser passende tillid og håb, kan se massive, varige, positive placeboeffekter af diverse alternative behandlinger. Med andre ord bliver de ’mirakuløse’ gode effekter af alle hånde kure, som vi for eksempel ser på tv, forståelige og forventelige. Det gælder, uanset om kuren er c-vitaminer, healing, massage eller alt muligt andet.

"Vi må finde bedre veje"

Sagen kan derfor i korthed resumeres således: Formidlingen omkring HPV-virus, HPV-vaccine og bivirkninger er gået skævt. Vaccinationsprogrammet ligger i ruiner. Det må rigtig mange kvinder bøde for i fremtiden, og det er en endnu kun svagt erkendt medicinsk tragedie.

Vi må finde bedre veje til formidling af svært stof end det, der i disse år opnås med dramatisk og stærkt vinklet journalistik baseret på enkelttilfælde og uden dyb forståelse af forskning og dokumentation. Men lægestanden må også se indad mod sig selv, og vi må tage en alvorlig del af ansvaret, fordi vi ikke har fundet metoder til på en god måde at have dialog med offentligheden, pårørende og de enkelte ramte patienter om de funktionelle lidelsers natur, alvorlighed, forklaring og behandling.

En del af denne brist i lægelig formidling har sin rod i en svag dansk tradition for at give studerende og læger bred indsigt i viden om og forskning i placebofænomenets virkning og virkningsmekanisme. Det er ikke blot viden om virkningen af kalktabletten, men viden om den positive og negative biologiske virkning i hjernen af hele konteksten omkring mødet mellem læge og patient.

Den meget svage formidling af den nyeste viden om dette stærke ’kontekst-medikament’, som kan have så store positive og negative effekter, er forudsætningen for at forstå naturen, alvoren, udviklingsmekanismerne og de forskellige behandlinger af funktionelle lidelser. Det er ikke ’bare noget psykisk’ eller ’noget, der sidder mellem ørerne’, for nu at citere ofte brugte stigmatiserende udtryk om disse sygdomme. Det er en neurologisk funktionsforstyrrelse i hjernen på linje med andre neurologiske lidelser.

Man kan i et videre perspektiv også kritisk spørge, om vi i denne meget højteknologiske og ofte teknologifikserede moderne tidsalder har glemt den symptomdæmpende styrke af tryghed og ’lægen som medikament’.

Det er ikke uden grund, når patienter og pårørende igen og igen klager over at se mange læger i et forløb, for de mange læger fremmer ikke muligheden for at give bedst mulig og forståelig information og ej heller muligheden for at skabe et tillidsfuldt læge-patient-forhold. På dette område kan de alternative behandlere ofte noget, som vi for ofte glemmer i moderne medicin, og det er værd at huske, når vi med fuld berettigelse ryster på hovedet over deres forsimplede forklaringer med vitaminmangel, meridianer, udtømninger, udrensninger og andet vrøvl.

Kunne vi I slipstrømmen af den triste HPV-skandale få større forståelse og respekt omkring funktionelle lidelser og en mere professionel håndtering af dem i sundhedsvæsnet, ville meget være nået for rigtig mange patienter, hvad enten de har HPV-bivirkninger, whiplash, fibromyalgi, duftoverfølsomhed eller en anden af de snesevis af funktionelle lidelser, som giver anledning til megen (unødig) sygdom, lidelse, behandling og invaliditet.

Læs også: Livmoderhalskræft eller alvorlige bivirkninger?

Læs også: Sundhedsstyrelsen: Vaccine-fald bekymrer

Læs også: HPV-forsker opfordrer til samarbejde

💬 11 Kommentarer



Det er overordentlig trist at nogle få (læger) fx Mehlsen og tidligere Daneskjold Samsøe kan skade et af de største og vanskeligst håndterbare medicinske fagområder (funktionelle lidelser) ved at udstille og propagandere for private opfattelser af virkeligheden.
Som praktiserende læge, hvor man år ud år ind præsenteres for denne type problemstilling, næsten altid hos en bestemt type patient, er det underligt at iagttage at visse subsubspecialicerede læger finder hver deres spekulative forklaring på een sygdom fx POTS. Det svarer til at når een - fx praktiserende læge - i kritiske overenskomstforhandlinger ytrer at vilkårene er super gode, honorarerne rigeligt høje el. lignende udtalelser, så vil modparten bruge det imod dig. Med en meget høj troværdighed!. Det er forresten derfor almen praksis er på sammenbruddets rand.
Det er en af hovedforklaringerne på HPV vaccinationsskandalen. Det er vel et relevant spørgsmål om ikke man fra Sundhedsstyrelsen/ Patientombuddet kunne gøre noget fx. på lægeautorisationsområdet mod denne voldsomt skadelige propaganderen, som få læger gør sig skyldige i.

Nok meget i forlængelse af tidligere kommentar fra kollega Christian Schlütter så er det helt essentielt at vi ikke kan forventes at gå helhjertet ind i en vaccinationsplan/model, når der findes så støjfyldte signaler som tilfældet har været med HPV-miseren. Man kan jo altid være bagklog, men den kloge og praktiske løsning havde nok været at sætte HPV-programmet på hold og så tage den på et meget højt fagligt niveau og få talt tvivl og uoverensstemmelser ud af verden.
Derefter komme med en klar udmelding, det som jeg fornemmer man er klar til nu. Eller er man stadig låst fast på hver sine positioner i de to lejre?
For at fortsætte, hvor Christian Schlütter slap, skal man, når man vil fremme en faglig sag, det gælder også i overenskomstspørgsmål, og det kan kronikøren så tage som en lille reminder, at man skal tale med én stemme, og der gør man klogt i at det er den stemme som sidder med mandatet. Andet bliver noget rod.
Tek til Frede for en aldeles alsidig tour de force af HPV. mysteriet.

Jeg giver forfatteren ret i , at et af de allervigtigste elementer for at en så stor forebyggende befolknings indsats som HPV. vacc. skal lykkes , indebærer
en forudgående informations periode, der bygger på forståelige elementer af
formål med projektet, hvad vi forventer af sygdoms gevinst og nedsat risiko for død. Men samtidig bør man informere om den relativ ringe bivirknings risiko,
og informere om villigheden til at tage sig af dette i vort sundhedssystem.

Jeg tror, det er særdeles vigtigt at være ærlige og åbne i dialogen mellem det etablerede sundhedsvæsen og befolkningen ( medierne).

Der er sket noget med befolkningens krav til relevant informativ oplysning siden
debatterne om kighoste og MFR vacc. i fordums tid.

Det er vigtigt at formulere sig uden at være skråsikker.
Der er meget vi forventer vi ved, noget vi ved vi ved, men endel vi ikke ved.

Det fyldige afsnit om de såkaldte funktionelle lidelser er meget spændende. Der beskrives nye observationer via ny teknik . Det giver os et indblik i de fysiologiske mekanismer , der kan observeres i nervesystemet såvel centralt som perifert.
Men det åbenbarer ikke årsagerne , patofysiologien til at kaskaderne udløses.
Vi er på vej , men der mangler meget inden, vi ved, at vi ved.
Der foregår endel forskning desangående. Mulighed for autoimmune processer ?
En rigtig god og informativ artikel. Dejligt at nogen tager fat om nældens rod på en så konstruktiv måde. Modsat hvad nogen har postuleret er der ingen grund til at tvivle på vaccinens effekt. Selvom om effekten mod invasiv cancer primært er vurderet ud fra surrogatmarkører, så viser alle studier, såvel som faldet i kønsvorter klart, at HPV infektion forebygges ved vaccination. Da sammenhængen mellem HPV infektion og cancerudvikling er klar - HPV er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig forudsætning - er der ingen grund til at tvivle. Altså, vaccinen redder liv, spørgsmålet er bivirkningerne. Jeg tror Frede Olesen har fat i noget meget vigtigt omkring de funktionelle lidelser opståen i sin analyse. Her ser det ud til at man fra officiel side har undervurderet kompleksiteten omkring indførelsen af en ny vaccine, her under mediernes betydning for informationsspredning i nutidens samfund. Nu skal man ind og rette op på en god vaccines ry, hvor en bedre og tidligere damagekontrol måske kunne have forhindret faldet i vaccinationstilslutningen og dermed sikret effektiv forebyggelse af bl.a. cervixcancer og associerede sygdomme.
Kære Frede Olesen

Ja, tak for din kronik, hvor du klart gør rede for alle fordelene ved vaccinationen.

Mht de mulige bivirkninger, mener jeg stadig ikke man kan udelukke sjældne, idiosynkratiske reaktioner hos særligt følsomme individer, evt medieret via autoimmunprocesser, eller forårsaget af indholdsstoffer i vaccinen, indholdstoffer, som også kan optræde i andre vacciner, og som evt kan have en direkte cellulær virkning. Der er fx eksempler på yngre, velfungerende kvinder, som efter en serie vaccinationer med HPV-vaccine mm., pludseligt udvikler symptomer.

Jeg synes, man skal være meget forsigtig med generelt at henføre disse symptombilleder til de såkaldte funktionelle lidelser, med mindre man erkender, at disse lidelser (også) omfatter somatiske lidelser, hvis ætiologier og patogeneser, vi med vores nuværende viden ikke har kendskab til. Dette være sagt, kan der naturligvis blandt de symptomatiske være tilfælde, som kan forklares "kontekstuelt" og konstitutionelt, som du er inde på.

De forskelligartede symptomer og symptomkomplekser, herunder fx symptomer, der ligner virusinfektioner, taler ingenlunde imod, at der skulle være en direkte fysisk årsag, ikke mindst hvis denne årsag udspiller sig på det cellulære plan.

Bortset fra hele diskussion om HPV og årsagen til de forskellige symptomer, som slet ikke er min ekspertise, provokerede det mig lidt som professor i psykiatri, at du ligestillede funktionelle lidelser med neurologiske lidelser på grund af de "dybtgående forstyrrelser i hjernens måde at bearbejde symptomer (information) på", fordi du netop satte dette i kontrast til de psykiske lidelser. Ved psykiske lidelser, i det mindste de sværere af slagsen er der bestemt også dybtgående forandringer i hjernens funktion, selvom disse er meget komplekse og langt fra fuldt forståede.

I øvrigt synes jeg ikke, at det er fair at skrive, at universiteternes formidling af viden omkring placebo og randomiserede undersøgelser er "dybt forældet". Det, du nævner i din kronik vedrørende effekten af uspecifikke, konteksttuelle faktorer, herunder forventningseffekt, er faktisk velkendt. Og faktisk kan disse faktorer i visse tilfælde føre til helbredelse, gennem de samme hjerneprocesser, som man ser ved såkaldt aktiv behandling.

Endelig var jeg ked af den måde, du omtalte alternativ behandling på. At afvise fx al traditionel kinesisk medicin mm (med din henvisning til meridianer) som "vrøvl", synes jeg er meget uheldigt, og jeg er bange for at sådanne statements kan afspore debatten. Hvis vi gerne vil i dialog med vores patienter, er dette ikke måden, mener jeg.

Venlig hilsen
Rasmus Licht



Mange tak til Rasmus Licht for dette indlæg, som yderligere perspektiverer debatten. Jeg har som kliniker (psykiater) og i anden sammenhæng også mødt familier til disse ulykkelige unge - især piger. Og det er svært face to face at bagatelisere velbegavede, veloplyste og veluddannede menneskers tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre for den enkelte (deres unge barn) og for samfundet. Der er så meget, vi ikke ved nok om som fx autoimmune sygdommes opståen og forløb. Skråsikre nedladende udtalelser overfor anderledes tænkende har intet formål. Som situationen aktuelt har udviklet sig i forhold til HPV vaccinen er det nok "en ommer" : Information på bedst mulige grundlag OG oplysning om løbende evaluering. Det handler nu også om, som på andre områder, at genvinde tillid til centrale beslutninger.
Kære Rasmus Licht
Tak for gode kommentarer. Lad os være enige om, at pt. med funkt. lidelser er alvorligt syge, som andre syge, og de skal behandles professionelt. Se sidste afsnit i min kronik.
Når vi kan påvise biologiske forandringer og atypiske biologiske reaktionsmønstre i hjernen er der tale om fysiske fænomener, og det er meningsløst, at tale om, at noget har en direkte fysisk forklaring og andet ikke. Derfor flyder det neurologiske speciale på mange måder sammen med forskning i psykopatologien i disse år. Der er fysiske fænomener i CNS associeret med begge sygdomsgrupper, som du også pointerer. Alligevel mener jeg, at vi ville stå os ved at fastholde, at funkt. lidelser er neurologiske sygdomme uanset at dele af behandlingen er med psykologiske interventioner. Der er to årsager til at jeg påpeger dette: Psykiske sygdomme er karakteriseret ved overvejende at dreje sig om forstyrrelser i det kognitive og emotionelle system. Neurologiske sygdomme giver funktionsforstyrrelser og sensoriske symptomer, og det er netop det typiske ved funkt. lidelser. Men som sagt sondringen kan være akademisk. Problemet med den psyk. label er dernæst , at mange ved brug af den forbinder FL med noget selvforskyldt. Det er forkert, og det ødelægger dialogen med pt. og deres foreninger og vanskeliggør behandling. Der er som beskrevet ovenfor i et andet indlæg rigtig meget i patogenesen og i samspil mellem personlighed og ydre påvirkninger, vi endnu ikke forstår, og som kæver forskning.
Jo, alle vacciner kan have sjældne bivirkninger. Og årsager til dette skal udforskes. Det skriver jeg også, og det gives der også erstatning for både ved denne og andre vacciner. Men den isoleret danske 'bivirkningepidemi' er noget ganske særligt - men som skrevet velkendt inden for området FL.
Jeg brugte meget bevidst ordvalget 'andet vrøvl..', men læs hele sætningen. Jeg redegør for, at vi nu forstår og anerkender effekten af alternativ medicin (herunder kinesisk med.), men så må det også være på sin plads klart at tage afstand fra de dybt fejlagtige forklaringsmodeller, som pt. igen og igen præsenteres for af diverse alt. behandlere. For eksempel 'forstyrrelser i syre-base balance', 'leverurenheder','piller der driver affaldsstoffer ud' etc. Med hensyn til akupunktur er det også veldokumenteret, at det virker symptomdæmpende, men der er samme effekt af akupunktur givet i meridianer, givet mere tilfældigt og såkaldt 'sham akupunktur'. Men det skal givet af en, der opleves professionel. Min erfaring har da også været, at patienter respekterer, at vi lægger denne afstand til fejlagtige forklaringer, når blot vi anerkender, det de oplever.
[…….ikke man kan udelukke sjældne, idiosynkratiske reaktioner hos særligt følsomme individer, evt medieret via autoimmunprocesser…..]

Det kan man naturligvis ikke. Der findes sjældne tilfælde af Guillain-Barré syndrom, som med stor sandsynlighed er udløst af vaccination. Men lige som man skal være tilbageholdende med at udnævne alt det man ikke ved hvad er som hysteri skal man også lade være med at udnævne alt det man ikke ved hvad er som en autoimmun reaktion.

[…..forårsaget af indholdsstoffer i vaccinen]

Hvilke indholdsstoffer tænker du på? Det er antivaxxer-classic at give indholdsstoffer skylden for alt muligt. Da man brugte thimerosal var det kviksølv som fik skyld for påståede bivirkninger. Og da man holdt op med at bruge dette rettede man skytset mod formaldehyd og/eller aluminium. Aluminiumforskrækkelsen er ret udbredt i diskussionen om HPV-vaccination, men er ganske ubegrundet.

[Der er fx eksempler på yngre, velfungerende kvinder, som efter en serie vaccinationer med HPV-vaccine mm., pludseligt udvikler symptomer.]

Der er også mange eksempler på, at solen står op efter en hane har galet. Men vi er alle enige om, at det ikke er haner, som får solen til at stå op.

Hvis det symptomkompleks der tales om også optræder blandt ikke-vaccinerede piger i samme aldersgruppe, så er der god grund til kraftigt at overveje om, der nu også er en kausal sammenhæng. Det er værd at huske på, at hukommelsen ikke fungerer som en slags videoafspiller. Vi kan altså ikke være sikre på, at udsagn om tidsmæssige sammenhænge er korrekte – og da slet ikke hvis pigerne rapporterer det flere år efter vaccinationen.

Situationen minder om noget vi har set før. I 1990’ernes Frankrig så vi en stigning i antallet af tilfælde, hvor vaccine mod Hepatitis B fik skyld for at forårsage dissemineret sclerose. Og i 2000’erne så vi især i USA og England en stigning af autismetilfælde hvor MFR vaccine fik skylden. Og nu har vi så en situation hvor HPV-vaccination i Danmark og Japan får skyld for de symptomkomplekser vi diskuterer i øjeblikket.

Nu vi er ved historien, så er det værd at huske på, at der er fortilfælde hvor vaccineskader faktisk er blevet anerkendt på basis af ordentlig evidens. Jeg tænker her på Pandemrix mod H1N1, som forårsagede narkolepsi. Det er en sag, som dagbladet BT i en lang periode havde for vane at trække frem, når antivaxxerbevægelsen kom ”for meget” i modvind.

[I øvrigt synes jeg ikke, at det er fair at skrive, at universiteternes formidling af viden omkring placebo og randomiserede undersøgelser er "dybt forældet".]

Hvis folk fortsat opfatter et placeborespons som ren indbildning uden fysiologisk indhold, så har formidlingen været utilstrækkelig. Der findes udøvere af akupunktur, som mener, at man ikke kan placeboteste akupunktur. Begrundelsen herfor er, at "placeboakupunktur" (Indstik udenfor akupunkturpunkter eller brug af ikke-penetrerende nåle) ligesom ægte akupunktur stimulerer det endo-opioide system. Jeg er ikke overbevist om, at det er almen viden, at også pilleplacebo kan aktivere det.

[Og faktisk kan disse faktorer i visse tilfælde føre til helbredelse………]

Her skal man passe på med ikke at drage for vidtrækkende konklusioner. For eksempel lavede man for nogle år siden et forsøg hvor man randomiserede astmapatienter til ingen behandling, behandling med placebo(akupunktur) eller behandling med astmamedicin. Placebo og medicingruppen rapporterede samme grad af symptomlindring (signifikant bedre end ingen behandling). Men der kunne kun måles forbedring i lungefunktionen hos patienterne i medicingruppen. Hvis målet med astmabehandling er forbedring af lungefunktionen, så er placebobehandling helt utilstrækkeligt.

Tænker du på bestemte tilstande, hvor placebo har helbredende virkning?

[…afvise fx al traditionel kinesisk medicin mm (med din henvisning til meridianer) som "vrøvl", synes jeg er meget uheldigt,…]

Men han har jo ret. Snak om meridianer mm. er lige så meningsløst som når en psykotisk patient snakker om tanketyveri og andre vrangforestillinger.

Jeg synes godt vi som læger kan tillade os at være mere skarpe i debatten, når det handler om pseudovidenskab. Men det er klart, at der er forskel på den måde man taler med sine patienter om den slags ting og den måde udtaler vi udtaler os på i en offentlig debat.

Man kan godt være ærlig, og sige til en patient, at der ikke er videnskabelige holdepunkter for at den alternative behandling de sat sig for at prøve vil have en specifik virkning, men at man gerne vil se patienten igen og høre hvordan det går. Det er den fremgangsmåde Niels Kroman anvender på Rigshospitalet i forhold til patienter med brystkræft, og jeg har indtryk af, at hans patienter er helt med på den.


Professor Frede Olsen, Institut for Almen Medicin i Aarhus, har den 14/7-2016 skrevet en kronik i Politiken, som er refereret i Ugeskrift for Læger den 18/7 og 25/7-16. Denne kronik giver anledning til en kommentar.
Professor Frede Olsen skriver under overskriften ”J´accuse..! ” – vel med reference til Emil Zolas skrift om Dreyfus for 100 år siden. Det er stærke sager til sammenligning!
Professoren opruller sagen/skandalen omkring den manglende tilslutning til HPV vaccination i Danmark og giver 4 årsager. De første 3 kan jeg som praktiserende læge igennem 31 år ikke være meget uenig i. Den 4. imidlertid, og vigtigste ifølge professoren, er jeg ikke. De praktiserende læger skulle ikke have informeret patienterne godt nok og evt kun med arrogance. Nu er det 12 årige børn, som vaccineres, og det er vel snarere deres forældre, der er målgruppen.
Det er dog ikke svært i vore dage at opnå et højt informationsniveau, på nettet og lignende steder, med næsten alt, der rører sig indenfor sundhed. At tage ansvar – jeg kan næsten ikke få denne slidte frase i min pen – skulle således næppe være umuligt for disse forældre. Eller også er det på tide, at de gør det!
Professor Olsen forsøger at forklare tingene med såkaldte funktionelle lidelser. Det er et begreb, som i mit yderområde overskygges i hverdagen af psykoser, misbrug og kontanthjælp. De funktionelle lidelser, set gennem mange år i praksis, fortoner sig ofte eller får andre navne. Den gældende politiske holdning i samfundet har stor indflydelse på dem. De praktiserende lægers indflydelse og viden, indrømmet, er til at overse. Jeg mener også, at disse lidelser kan behandles mere professionelt af psykologer.
Professor Olsens indlæg i en af landets største aviser, midt i en ferieperiode, afspejler altruisme og alfaderlighed. Jeg synes ikke, at det er en skildring af min ( arrogante?) praksisverden.
Øjvind Michael Jensen
Nørre Alslev
Tak til Frede Olesen for en veldisponeret og velargumenterende kronik. Jeg er bare bange for at den med alle sine gode intentioner går hen over hovedet på en stor del af målgruppen. Noget af det for læger og andre fagfolk vanskeligste i formidling drejer sig om den rent sproglige formulering. Alt for ofte anvender vi ord, som vi anvender så tit, at vi tager det for givet, at eksempelvis en bistandsklient med syv års skolegang og hvis eneste åndelige føde er BT, Ekstra Bladet og TV, forstår hvad vi mener.
Ord og vendinger som "funktionelle lidelser", "neurologisk", "kontekst" og "reversibel dysfunktion" tror jeg desværre er uforståelige (uden nærmere forklaring) for mange af de mennesker, man vi nå i en avis-artikel. Og når man anvender sådanne ord og folk må stå af, opleves budskabets afsender formentlig meget let som - arrogant.
I sidste måned var jeg på ferie i USA og besøgte J F Kennedy Memorial Library and Museum i Boston. Her præsenteredes man for en video-optagelse af hans berømte tiltrædelsestale i januar 1961. Hvad gør denne til et oratorisk mesterstykke? To ting:
1. den omhyggelige, logiske opbygning af teksten, og
2. især ordvalget. Helt enkle ord (helst med så få stavelser som muligt), og alt fuldstændig begribeligt for enhver selv med ret elementære kundskaber i engelsk. Og vel at mærke uden at forsimple indholdet!
Det er noget, som også eksempelvis de to senere præsidenter, Clinton og Obama, mestrer til fuldkommenhed.
Der er en vandrehistorie om Edward Gibbons´ "The Decline and Fall of the Roman Empire", hvor han angiveligt læste den højt for sin husholderske; først da hun forstod hvert ord, blev kapitlet godkendt.
Det er derfor lidt synd, at den ellers prisværdige kronik risikerer at forfejle sit mål. Men overfor nutidens Folkedomstol (sensationshungrende journalister og sociale medier) er jeg bange for at sagligheden under alle omstændigheder har tabt, i hvert fald for en længere årrække. Hvis (eller vel snarere når) frekvensen af livmoderhalskræft stiger markant igen som følge af den manglende opslutning til HPV-vaccinationen, er der gået så mange år at ingen længere husker, hvad striden drejede sig om, og formentlig er en del af debattørerne døde da. Så der er en risiko for at indlæringseffekten af denne sag bliver ringe!
Super kronik. Vel talt

Tilføj kommentar

Flemming Nørregaard

Right side

af Niels Krintel Petersen | 09/12
2 kommentarer
af Julius Vindbjerg Nissen | 09/12
1 Kommentar
af Inger Struckmann | 09/12
1 Kommentar
af Brian Jørn Lerche | 09/12
3 kommentarer
af Birgitte Brandstrup | 09/12
1 Kommentar
af Frede Simonsen | 09/12
2 kommentarer
af Henning Kaspersen Nielsen | 08/12
2 kommentarer
af Lars Bjørn | 08/12
3 kommentarer
af Per E. Holstein | 08/12
2 kommentarer
af Vagn Nørskov | 07/12
1 Kommentar