Generalisten er døende, subspecialisten lever

Hvordan bliver en speciallæge subspecialiseret inden for sit område? Er det en simpel sammentælling af antallet af gennemførte procedurer? Er det kompleksitetsgraden af arbejdet? Eller er det blot at følge Gladwells tese om, at man efter 10.000 timers øvelse inden for et felt er ekspert? Sandheden er, at ingen ved det!

Langt de fleste af landets speciallæger har et nicheområde inden for deres speciale, som de mestrer i særlig grad. Det gælder ikke mindst inden for de brede specialer som f.eks. mit eget: gynækologi og obstetrik. Her vil de større afdelinger typisk have obstetrikere, føtalmedicinere, reproduktionsmedicinere, benigngynækologer, urogynækologer og onkogynækologer. Men hvornår er en urogynækolog så en urogynækolog? Kræver det blot en ansættelse i urogynækologisk team?

I en tid, hvor Sundhedsstyrelsen via Specialeplanen definerer landets hospitalsafdelinger og inddeler i hovedfunktioner, regionsfunktioner og højtspecialiserede funktioner, er debatten om, hvad man egentlig måler på, mere aktuel end nogensinde! Og i den mindst lige så aktuelle debat om en lægelig recertificering hvert tredje eller femte år kunne det måske være hensigtsmæssigt først at definere, hvad man vil certificere, inden man vil recertificere?

I min optik er der en hel essentiel tretrinsmodel, vi må følge:

1) Speciallægerne selv skal definere disse subspecialer i deres respektive specialeselskaber, gerne med skelen til europæiske og internationale standarder, der er her tale om en betragtelig arbejdsindsats, hvor slutresultatet bliver et gennemarbejdet, formelt uddannelsesprogram, som de kommende subspecialister skal gennemgå.

2) Regionerne skal – som arbejdsgivere – erkende deres ansvar som for lægelig videreuddannelse og sikre, at deres speciallæger er under fortsat faglig udvikling og lever op til kravene for speciallæger og subspecialister inden for deres felt, de nødvendige økonomiske ressourcer skal afsættes, og rotationsstillinger til subspecialisering skal oprettes.

3) Sundhedsstyrelsen skal gennemgå og i sidste ende godkende specialeselskabernes subspecialiseringsprogrammer – helt parallelt med vores nuværende arbejdsfordeling med hoveduddannelserne. Den formelle certificering skal og bør ligge hos den nationale sundhedsmyndighed – kun her sikrer vi den ensartede høje standard, som patienterne fortjener.

Der er mange udfordringer på vejen, ikke mindst de historisk ringe økonomiske rammer og en overenskomst, der spænder ben for tidsbegrænsede rotationsstillinger. Der er kun én ting at gøre: at trække i arbejdstøjet og komme i gang!