Genoplivning - nej tak til rigide retningslinjer

Den senere tid, har det været en heftig debat omkring genoplivning og lægers angivelse og holdning til dette emne. Det er en komplekst emne, som inddrager såvel lægefaglige, etiske og juridiske problemstillinger.

Enhver person, der dør pludseligt skal som udgangspunkt forsøges genoplives. Dette gælder såvel ude i samfundet, på plejehjem og institutioner og på sygehuse. Det er en pligt for en hver borger, herunder specielt læger, i Danmark at hjælpe i sådanne situationer. Når så genoplivningen er iværksat og patienten ikke responderer på denne, så kommer problemstillingen: hvor længe og hvor aggressivt, skal man fortsætte med genoplivningen? Det er en lægelig beslutning, at træffe denne afgørelse. Der er således som oftest ikke en lægelig opgave at tage stilling til, om en patient skal genoplives eller ej. Det er til gengæld en lægelig beslutning om at stoppe med genoplivning. Så naturligvis har en hver patient "ret til" at få den nødvendige hjælp fra sine medborgere, herunder også genoplivning.

 

Når det så er sagt, så kan en læge i en aktuel situation, dette kan være en svag ældre borger på et plejehjem, eller er patient indlagt på et sygehus, vurdere, at en patient er døende, eller at en forværring af patientens tilstand vil være uforeneligt med et fortsat liv. Her kan lægen angive, at der ikke skal påbegyndes genoplivning i tilfælde af hjertestop. Men man kan som læge dog ikke angive, at dette gælder i al tid fremover, heller ikke hvis patienten indlægges på et senere tidspunkt på samme afdeling.

 

Hvad siger patienten?

Det samme gælder for hvad en patient måtte ytre sig omkring egen indstilling til livets afslutning. En patient kan ikke "frasige sig" at blive genoplivet i al tid fremover, men kun i et aktuelt sygdomsforløb, hvor genoplivning så ikke skal foretages.

 

Genoplivning er jo i bund og grund en akut situation, hvor hurtig og effektiv behandling er påkrævet. Man kan således på ingen måder argumentere for, at hvis man ser en person falde død om, så skal man først ringe til en læge, og lægen, så lige skal slå op i journalen, for at se, hvilke angivelser den pågældende person måtte have angivet, for først derefter at påbegynde genoplivning. Det hænger ikke sammen.

I tilfælde, hvor en borger dør på bopælen, plejecentret eller lignende, og dødens indtræden vurderes som forventet af lægefaglige grunde på baggrund af borgerens aktuelle situation før dødens indtræden, så kan sygeplejefagligt personale også afstå fra genoplivning og konstatere at vedkommende er død.

Til problematikken hører også problemstillingen omkring "livsforlængende behandling". Dette blander mange sammen med genoplivning. Dette er jo netop tilfældet i nogle af de sager, som har været oppe at vende i medierne for nyligt. Stillingtagen til livsforlængende behandling er en lægelig beslutning. En patient har ikke ret til og kan ikke forvente eller kræve en fortsat livsforlængende behandling, men har derimod mulighed for at frasige en livsforlængende behandling. En patient har også mulighed for at oprette et livstestamente, hvor vedkommende kan frasige sig livsforlængende behandling. Dette livstestamente træder i kraft i forbindelse med, at vedkommende kommer i en situation, hvor ved kommende vurderes ufravigeligt døende og ikke er i stand til at varetage egne interesser. Genoplivning og livsforlængende er to forskellige problemstillinger, der skal håndteres på hver sin måde.

 

Ikke A- og B-patienter

Vi mener ikke, at læger kan dele patienter op i A- og B-grupper alt afhængig af, hvem vi måtte synes skal genoplives eller ej. Vi kan og bør heller ikke dømme vores patienter eller presse egne værdier ned over hovederne på dem omkring livskvalitet efter en genoplivning, hvor vedkommende måtte kunne pådrage sig handikaps af kognitiv karakter eller fysiske mén. Vi mener, at man bør afstå fra at følge rigide retningslinjer om, at samtlige patienter skal spørges om genoplivning, hvor dette ikke vurderes aktuelt, f.eks. ved almindelig indlæggelse på sygehus eller i forbindelse med indflytning på plejehjem. Til gengæld vil en drøftelse i en aktuel situation, hvor genoplivning måtte blive relevant være på sin plads. Dette gælder både i primærsektoren og på sygehuse.

 

Der foreligger en fin vejledning fra Sundhedsstyrelsen om genoplivning og livsforlængende behandling, og Etisk Råd har nyligt også udgivet deres vurderinger, som absolut er værd at læse.