Skip to main content

Gerontologi Livet som gammel 2. udg.

♠ Professor, ledende overlæge Else Marie Skjøde Damsgaard E-mail: emd@dadlnet.dk

3. sep. 2008
2 min.


Bogen omhandler den normale aldring, hvad der holder os sunde længst muligt og afgrænsningen til sygdom. Emnet belyses fra mange vinkler: Økonomisk, socialt, funktionsmæssigt, fysisk og psykologisk. Der fokuseres både på, hvad aldring betyder og konsekvenserne set i et samfundsperspektiv. Der er gode råd til, hvad vi som behandlere kan gøre for at støtte ældre i at holde sig sunde længst muligt. Alle områder belyses gennem resultater af udførte undersøgelser suppleret med en grundig litteraturgennemgang.

Gerontologi er et stort og meget multifacetteret speciale, hvilket bogen afspejler. Den består af 26 kapitler, skrevet af 27 forfattere, der alle selv har bidraget aktivt til den evidens, der ligger bag. Forfatterpanelet afspejler den tværfaglige tilgang, som ældre borgere har behov for.

Bogen er letlæselig. Kapitlerne er på gennemsnitlig ti sider og indledes med en kort oversigt over indholdet. Kapitlerne kan umiddelbart læses hver for sig, og bogen, derved bruges som en kort oversigt over et konkret emne. Alle, der beskæftiger sig med ældre mennesker, kan have glæde af at læse i denne bog, især i starten hvor man ikke har så megen erfaring endnu. Nogle emner vil forekomme mere relevante for nogle faggrupper end andre. Eksempelvis burde alle læger, der beskæftiger sig med ældre, læse kapitlet om ældre og seksualitet. Pleje- og terapeutgupper på hospitaler og i primærsektoren burde læse kapitlerne om sundhed, velvære, funktionstab og aktivitet. Vi skulle alle være opmærksomme på vigtigheden af aktiv lytning til gamle menneskers livshistorier. Bogen giver meget mere end dette.

Omkostningerne ved et værk med så mange forfattere er mange gentagelser. Læser man bogen i sin helhed forekommer det læseren, at nogle af kapitlerne med fordel kunne have været slået sammen. Enkelte kapitler kunne have været koncentreret og afkortet. Det er prisen for, at bogen også kan bruges som opslagsværk.

Sammenfattende anbefales bogen til alle institutioner/afdelinger, der beskæftiger sig med ældre.