Gratis arbejde - overarbejde bliver håndteret meget forskelligt

Lige nu har vi som arbejdstagere i et historisk fællesskab varslet strejke. Der er som bekendt flere dele i konflikten, der har ført til dette ”det ultimative skridt”, vi lønmodtagere kan tage i brug overfor arbejdsgiverne.

En helt central del af konflikten er retten til den betalte frokostpause. Arbejdsgiverne vil gerne have muligheden for at sløjfe denne og dermed få os til at arbejde 2,5 time mere om ugen uden at få ekstra betaling for det. Det er, set fra et lønmodtagersynspunkt, helt absurd at man skulle gå med til det, hvilket jo også afspejles så udmærket af den fastlåste situation. Derudover har vi kravet om en reallønsstigning. Begge sager bygger på det underliggende argument, at vi gerne vil have løn for vores arbejde.

Som ung læge, med en enkelt uklassificeret stilling og et lægevikariat i rygsækken, på vej ind i KBU er der noget der undrer mig. Et sted hvor solidariteten, der er udvist på hele arbejdsmarkedet, slår revner i vores fag.

Skoleret

Det handler om overarbejde. Personligt har jeg ikke oplevet noget problem med det, men når jeg taler med kollegaer er der mange syn på det rundt på afdelingerne. Forskellige afdelinger håndterer det forskelligt. Der er modeller fra, at man skal have lov af sin bagvagt, eller ligefrem få det beordret af sin bagvagt inden det er ”lovligt” overarbejde, i den tungere ende er der modellen, hvor man skal stå skoleret på den ledende overlæges kontor den følgende dag og forsvare, hvorfor man har arbejdet over.

Jeg er helt med på at det er dyrt for afdelingerne, og det er selvfølgelig bedst for alle parter, hvis man kan organisere sit arbejde, så man kan gå til tiden – ikke mindst for den yngre læge. Derfor er det også en del af det vi skal lære i løbet af vores KBU-forløb, nemlig at organisere vores arbejde så vi kan se en patient, undersøge denne, diagnosticere og igangsætte relevant behandling, alt sammen gerne superviseret, så vi ved at patienten har fået den rigtige behandling. Det kan godt være svært at overskue, lige nøjagtigt hvor lang tid det tager, de første gange man gør det. Vi skal også lige huske at dokumentere det hele, hvis altså vi vil undgå en politianmeldelse for grov eller gentagen forsømmelighed. Så er der som bekendt også fornøjelserne med et nyt IT-system i den østlige del af landet, der vanskeliggør og forsinker produktionen for stort set alle læger, som vi også lige skal lære at kende.

Sundhedsplatformen

Netop en ting som sundhedsplatformen, og det at hele produktionen er gået nedad for alle læger, viser, at det er vanskeligt at organisere arbejdet, så man er færdig til tiden. Det berører dermed sandsynligvis også mere erfarne læger, og sikkert også af andre årsager end sundhedsplatformen, f.eks. at man dagen inden forbereder sig på et ambulatorieprogram.

Hvordan vi som forsinkede læger så håndterer det, er også forskellig; nogle skriver det først på, hvis det er over en vis tid, nogle skriver det ikke på i håbet om at kunne gå tidligere en anden dag, og nogle arbejder bare gratis. Så er der en stor del af os, der dropper frokosten, røntgenkonferencen, den planlagte undervisning med mere. Det er jo netop denne frokostpause, vi kæmper for, så hvorfor har vi allerede i mange tilfælde givet køb på den? Frokosten skal selvfølgelig være forenelig med arbejdet på afdelingen, men hvis man sidder i ambulatorie eller går stuegang, og det igen og igen ikke kan lade sig gøre at spise frokost, fordi programmet er for stramt, så har vi de facto allerede givet køb på frokostpausen.

Det har ikke været muligt for mig at finde nogle kolde fakta på, hvor meget vi som læger arbejder over, eller hvor meget vi arbejder gratis. Mit indtryk er dog, at det over hele landet er udbredt, at vi har travlt, og ikke kan nå at udføre alt vores arbejde på 37 timer – hvor meget det giver sig udtryk på lønsedlen er uvist.

Svær opgave for ledelsen

De, der står for ledelsen på den enkelte afdeling, har i mine øjne en meget svær opgave. De får stillet nogle meget skrappe rammer fra hospitalsdirektionen, der får disse fra regionerne. Det kan indimellem virke, som om de, der sidder i regionerne og bestemmer, er meget langt fra en almindelig hospitalsafdeling. På den anden side skal afdelingsledelserne dagligt møde de ansatte, der også stiller krav. Selvom vores afdelingsledere ofte selv er læger, så er det meget sjældent, at de har tid til at være lige så meget i klinikken, som de øvrige ansatte – og det skal de selvfølgelig heller ikke være. Derfor bliver vi nødt til at hjælpe dem ved at fortælle dem, hvor meget tid arbejdet kræver. Den bedste måde at gøre det på er at skrive, når vi bliver nødt til at arbejde over. Alt kan ikke løses ved at blive dygtig til at planlægge arbejdet. Der opstår akutte situationer, det kan være svært at få fat i en, der skal supervisere den yngre læges beslutninger, IT-systemet kan drille, eller man kan have behov for at forberede sig.

Alt det til trods, skal vi have løn for vores arbejde.