Skip to main content

Handler tilsynsmyndigheden bedre i dag end i 2014?

"Hvis Styrelsen for Patientsikkerhed ønsker at genvinde den i øjeblikket tabte tillid fra den danske lægestand, må den sørge for, at et sådant forløb som Marcela Carlsson har været ude for, aldrig gentages", skriver pens. overlæge Poul Erik Rørbæk. I et svar skriver styrelsen bl.a., at den er i gang med at se nærmere på kommunikationen, bl.a når den opretter sager.
Poul Erik Rørbæk, pens. medicinsk overlæge på Svendborg Sygehus. Privatfoto.
Poul Erik Rørbæk, pens. medicinsk overlæge på Svendborg Sygehus. Privatfoto.

Pensioneret overlæge Poul Erik Rørbæk
poul.erik.rorbak@gmail.com

18. mar. 2019
15 min.

Styrelsen for Patientsikkerhed har øjensynlig ret til at sætte sundshedspersonale under tilsyn og udstede inappellable disciplinære straffe, nærmest efter forgodtbefindende. Hvorfor blev Marcela Carlsson [1] sat under tilsyn efter en utilsigtet hændelse (UTH) med ulykkelig udgang, når Anne-Karina Abel Torkov ikke blev det, efter et for mig at se fuldstændig parallelt forløb, i begge tilfælde en kendt komplikation til et ikke ufarligt indgreb på vital indikation. Vi ved det ikke, for sagsbehandlingen i Styrelsen foregår bag lukkede døre. Var Anne-Karina Abel Torkovs sagsbehandler i Styrelsen hende mere venlig stemt end Marcela Carlssons? Eller hvad er forklaringen?

Når man udsteder en »dom« i patientsikkerhedens hellige navn i form af en tilsynssag, inkriminerer man den person, der skal underkastes tilsynet. Derfor bør præmisserne være i orden, tilgængelige og gennemskuelige, og der bør være mulighed for kontradiktion og ekstern appelinstans. Det er grundlæggende juridiske principper, der bør være gældende i en moderne retsstat. Sådanne principper findes imidlertid ikke i Styrelsen for Patientsikkerheds sagsbehandling.

Som vinden blæser

Sagsbehandlingen synes at være, som vinden blæser.

Det går jo ikke, hvis man skal have nogen som helst tillid til dette system.

Styrelsen for patientsikkerhed rejser en tilsynssag, når Styrelsen finder, at »sundhedspersonen har handlet fagligt kritisabelt og er til fare for sine patienter« (STSP’s hjemmeside/Sundhedspersoner der ikke følger de faglige normer). I Marcela Carlssons tilfælde blev sagen rejst fire måneder efter UTH med kopi til afdelingsledelsen, om at hun måtte anses for farlig for patienterne. Sagen blev henlagt efter yderligere tre måneder – uden nærmere begrundelse.

At få rejst en tilsynssag, uanset om det er fagligt tilsyn eller skærpet tilsyn, hvor man ydermere bliver hængt offentlig ud i autorisationsregisteret, vil sædvanligvis ramme modtageren hårdt, og derfor bør indvendinger mod den vilkårlighed, der øjensynligt er i systemet, tages dybt alvorligt, jf. [2].

Tilsynssagen vil ofte medføre en personlig krise hos den inkriminerede jf. [3].

Derfor er det vigtigt, at de sagsbehandlere, der sidder i Styrelsen, har så meget sundhedsfaglig indsigt, at de ikke rejser tilsynssager på så åbenlyst urimeligt grundlag, som det er sket i Marcela Carlssons tilfælde.

Det er særdeles betænkeligt, at de medarbejdere i Styrelsen, der behandler disse sager, ofte kun har beskeden lægefaglig indsigt og meget kort klinisk erfaring. Derfor har de mulighed for at få faglig støtte og sparring i deres vurdering fra et stort korps af såkaldt lægefagligt sagkyndige. Mere end 600! Den endelige afgørelse i vurderingerne ligger dog stadig hos Styrelsens egne sagsbehandlere. Vi har desværre før set, at Styrelsen tilsidesætter de sagkyndiges vurderinger for at trumfe deres egen vurdering igennem, når Styrelsen finder det politisk opportunt, jf. [4] Jane Kirkeby Gregersen – meningitissagerne – hvor der var et stærkt politisk ønske om, at de involverede læger partout skulle politianmeldes og straffes i henhold til lægelovens paragraf 75 omhandlende »grovere eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed«. De lægeligt sagkyndige fandt ikke dette rimeligt, og de blev derfor en efter en sat fra bestillingen. En efter en, ialt tre.

Det går jo ikke.

Papirvirkelighed

De fleste sagsbehandlere i Styrelsen har ikke prøvet at udføre potentielt farlige indgreb, og formentlig har ingen af dem prøvet at anlægge et centralt venekateter på en i forvejen dødssyg patient. De kender derfor kun forløbene fra den papirvirkelighed, der ligger på deres hæve-sænke-borde i de trygge kontorlokaler på Islands Brygge. Alligevel rejser de på løst grundlag tilsynssager og udsteder inappellable »domme« i form af disciplinærstraffe og autorisationsinddragelser over for de kolleger, der arbejder i den virkelige lægelige verden. I hvor høj grad det er de lægefagligt sagkyndiges vurdering, der slår igennem i afgørelserne, ved vi ikke, for sagsbehandlingen i Styrelsen er lukket. Der bliver ikke oplyst om, hvem der har deltaget i sagsbehandlingen. Ikke om bevæggrunde og motiver for beslutningerne. Der er ikke mulighed for at protestere og ingen mulighed for at appellere afgørelsen til anden instans, hvis man føler sig uretfærdigt behandlet.

Det går jo ikke.

Sådanne retsløse forhold bør de danske læger ikke finde sig i, og det kan Styrelsen for Patientsikkerhed iøvrigt ikke selv holde til i det lange løb.

Styrelsen kan ikke drive deres virksomhed uden tillid fra læger og sygeplejersker, og den tillid har denne nye styrelse på rekordtid sat over styr ved den aggressive, sanktionerende måde, de agerer på.

Ingen aktive handlinger

Styrelseschefen Anna-Marie Vangsted har faktisk været på døgnvagt på intensivafdelingen på OUH. Det gjorde angiveligt et stort indtryk på hende, men ikke desto mindre bliver hun ved med at udtrykke sig uklart i forblommede vendinger, såkaldt orwelliansk »newspeak«, når hun forsøger at genvinde den tabte tillid ved at forklare, »hvor vigtigt det er, at vi har tillid til hinanden, at vi taler med hinanden, og ikke om hinanden, at både patienter og medarbejdere har krav på at være trygge, etc., etc.«.

Realiteten er, at det bare er tomme floskler, idet ingen aktive handlinger understøtter de smukke ord. Styrelsen lægger aldrig kortene på bordet, når den modtager kritik, dækker den sig ind under tavshedspligten eller undlader simpelthen at svare. Styrelsen anerkender eller vedgår aldrig egne fejl og siger derfor aldrig undskyld.

Ikke tillidsskabende

Sådan adfærd er på ingen måde tillidsskabende.

Tilliden eksisterer ikke, og det med god grund. Tilliden kommer ikke ved snak om behovet for tillid og ved at hastenedsætte langsomtarbejdende arbejdsgrupper.

Tlliden kommer ikke ved snak om behovet for tillid og ved at hastenedsætte langsomtarbejdende arbejdsgrupper.

Tilliden kommer, når man fortjener det ved handling, og ved, at man i praksis viser de ansatte i sundhedsvæsenet respekt.

Den såkaldte »tillidspakke« bestående af otte konkrete punkter, som var ministeriets svar på den overvældende skriftlige mistillidserklæring fra næsten 10.000 danske læger, har efter godt og vel et år ført til et lovforslag, som Sundhedsministeriet nu har sendt i høring. Lovforslaget indeholder ikke det første punkt i tillidspakken, etablering af en appelinstans for disciplinærstraffe.

Sundhedsministeren har dog lovet, at der følger et lovforslag om dette senere. Så må man håbe, at hun sidder på posten længe nok til, at det kan blive gennemført.

Desuden har Styrelsen haft nogle eksterne jurister fra Kammeradvokatens kontor til at vurdere de juridiske forhold bag den voldsomme stigning af politianmeldelser af læger, efter at den nye Styrelse var etableret. De eksterne jurister har – ikke helt uventet – frikendt Styrelsen for formelle juridiske fejl i sagsbehandlingen. Lægelige synspunkter vedrørende rimeligheden af de mange politianmeldelser blev trods udtrykkelige ønsker herom fra Lægeforeningen ikke medinddraget i den eksterne vurdering.

Det er ikke tillidsskabende.

Politianmeldelser

Samtidig er antallet af politianmeldelser, som Styrelsen har foranlediget fra 2017 til 2018, dog faldet markant (fra 32 læger meldt til politiet i 2017 til otte lægelige anmeldelser i de førte tre kvartaler af 2018). Man kunne håbe, at dette fald trods alt var udtryk for en ny linje, men Styrelseschefen afviser, at dette fald skyldes bevidst ændret strategi i Styrelsen. Der er ifølge AMV blot tale om »tilfældige fluktuationer« [5]. Det kan ifølge AMV jo ikke skyldes, at Styrelsen har ændret kurs, for Styrelsen har jo altid været på rette kurs, »I må huske på, at vi ikke anmelder læger til politiet uden grund. De læger, der skal dømmes, bliver dømt, vi gør det, der er nødvendigt i forhold til loven, hverken mere eller mindre«, dette ifølge styrelseschefen, jf. de eksterne juristers vurdering.

Styrelseschefen viser ingen slinger i valsen eller ydmyghed efter den massive kritik i form af et regulært mistillidsvotum, der er rejst fra en bred kreds af læger mod Styrelsen for Patientsikkerhed. Og hvis de lægefagligt sagkyndige har en anden opfattelse af skyldsspørgsmål end Styrelsen, kan Styrelsen ignorere dem.

Artige forhold. Tillidsskabende er det ikke.

Ud i virkeligheden

Hvis Styrelsen for Patientsikkerhed ønsker at genvinde den i øjeblikket tabte tillid fra den danske lægestand, må den sørge for, at et sådant forløb, som Marcela Carlsson har været ude for, aldrig gentages.

Det vil betyde, at det personale, der træffer afgørelserne i Styrelsen for Patientsikkerhed, må ud af deres kontorlokaler, ud på hospitalerne, tale med medarbejderne der og undlade at træffe afgørelser, der som nu udelukkende beror på den papirvirkelighed, der serveres for dem bag lukkede døre på Islands Brygge. De bør afstå fra at motivere afgørelser ved anvendelse af upassende standardjournalklicheer som »suboptimal behandling ikke i overensstemmelse med erfaren specialiststandard« – en noget bizar udtalelse, når sagen som her vedrører en særdeles erfaren specialist, der lege artis har udført et indgreb, og har været ude for en sjælden, men kendt, komplikation i forbindelse med indgrebet. Derudover bør sagsbehandlingen være transparent, kontradiktionsprincippet overholdes, dvs. at den anklagede får retten til at se og udtale sig om alt det materiale, der foreligger i Styrelsen om sagen, og endelig, at der bliver mulighed for at bringe sagen op for en ekstern appelinstans.

Hvis dette gennemføres er der håb.

LITTERATUR

1. Ugeskrift for Læger, 8.3. 2019. »Vi passer de allersygeste, men systemet passer ikke på os«.

2. Ugeskrift for Læger, 25.1. 2019. »Efter et år under skærpet tilsyn. Jeg har genvundet troen på lægelige beslutninger«.

3. Ugeskrift for Læger, 29.1. 2018. »Styrelsen for patientsikkkerhed set indefra: Kursen er blevet alt for skrap«.

4. Dagens Medicin, 6.4. 2018. »Styrelsen underkender udtalelse fra tre sagkyndige i klagesag. Jane Kirkeby Gregersen«.

5. Ugeskrift for Læger, 2.11. 2018. »Styrelsen anmelder langt færre læger til politiet«.

Faktaboks

Fakta