Hvad skal der nu ske med patienterne fra Sct. Hans Hospital?

Region Hovedstaden har besluttet at halvere Afdeling M for mennesker med dobbeltdiagnoser på Sct. Hans Hospital i Roskilde. Den 4. oktober blev sundhedsminister Bertel Haarder her i Ugeskrift for læger spurgt, om dette var en fejl. Han svarede, at han følger debatten med interesse, samt at bevillingerne til psykiatrien er steget kraftigt de seneste år. Sidstnævnte er en sandhed med modifikationer. Og ikke mindst i Region Hovedstaden har politikerne længe givet udtryk for det modsatte; nemlig at psykiatrien her har været underfinansieret med omkring 400 mio. kr.

Jeg er meget bekymret over situationen og interesseret i at få at vide, hvad der nu skal ske med de mennesker, som ikke længere kan få glæde af tilbuddet på Sct. Hans? Efter sigende er det en af de allerdårligste patientgrupper i hele hovedstadsområdet. Før de blev henvist til Sct. Hans, var mange af dem i årevis svingdørspatienter mellem almenpsykiatrien og misbrugsbehandlingssystemet, og mange af dem har været i den ambulante psykiatri med mangelfuld hjælp og forkerte diagnoser til følge. Nedlæggelsen af sengepladserne vil med stor sandsynlighed betyde, at de igen ender som svingdørspatienter.

På samme tid at have et misbrug og en psykisk sygdom kræver en højt specialiseret og stabiliserende behandlingsindsats. En behandling, som netop findes på Sct. Hans, der betegnes som landets førende behandlingssted for mennesker med dobbeltdiagnoser. Denne højt specialiserede behandling spreder man nu for alle vinde, både hvad angår patienter og personale. Hvad vil det ikke betyde for den kapacitet i form af viden om psykisk sygdom i kombination med et misbrug, som man har opbygget på Sct. Hans?

Jeg tror, at nedlæggelserne vil være som at tisse i bukserne; det varmer i starten, men så bliver det koldt og ubehageligt. Der er måske lidt at spare umiddelbart, men i det lange løb vil det næppe føre til besparelser. Der er en stor risiko for, at disse mennesker igen ender som svingdørspatienter, kriminelle eller noget helt tredje.

Når nu sundhedsministeren ikke gør andet end at »følge« debatten, ville det være rart, om der var en ansvarlig regionspolitiker, som ville »bidrage« til debatten ved at forklare, hvad der nu skal ske med patienterne. Hvad tilbyder man dem i stedet? Så vidt jeg forstår, er svaret ambulant og opsøgende behandling. Men kan denne patientgruppe virkelig profitere af dette? Og hvorfor skal man i det hele taget til at opsøge disse mennesker, når man allerede kender dem?

Sundhedsstyrelsen har tidligere frarådet nedlæggelse af sengepladser, før det er dokumenteret, at der ikke længere er behov for dem - et budskab som den daværende sundhedsminister gentog i november 2009. På Afdeling M har man efter sigende konstant omkring 100 mennesker på venteliste. Hvori består det manglende behov?