Hvis du får en klage

INTERESSEKONFLIKTER: ingen

D enne sentens - Hvis du får en klage - står på Lægeforeningens hjemmeside. Den er vigtig, hvis der er nogen, der kommer efter dig, uanset om det er relevant eller ej, er det vitalt for såvel dig som din familie at bruge Lægeforeningen. Set i mit bakspejl har det været barskt, indimellem meget barskt, og årsagen til, at jeg skriver dette, er naturligvis, at du, hvis du er uheldig også kan komme i mediernes søgelys, mærke kollegers foragt og reserverede venlighed over for dig, som var du en hund, der havde rullet sig i noget ubehageligt. Du skal også have tålmodighed til frem og tilbage i fem år, sigtelse rejst næsten med det samme, politiafhøring og venten. Efter et år kommer der så brev fra statsadvokaten, at man er under langvarig sigtelse, men anklagematerialet er ikke fremkommet. Dette gentager sig fire gange til med et års interval. Den sidste gang meddeles det, at man ikke ser anden udvej end at henlægge sagen! Ordet undskyld indgår ikke i det offentliges vokabularium over for borgerne i dette land.

»MIDLERTIDIGT« ER FEM ÅR

Så skriver Sundhedsstyrelsen og Patientklagenævnet til hinanden. Man udbeder sig yderligere oplysninger, og herefter samles der igen støv. Lyspunktet kommer, da Sundhedsstyrelsens afdeling for tilsyn opdager, at jeg har solgt ydernummer, for så kan man henlægge sagen. Man havde truet med at inddrage autorisationen, anklaget mig for at være til fare for patienternes ve og vel, og Sundhedsstyrelsen har optrådt som både anklagende og dømmende magt, og dens afgørelse, hvor lemfældig den end måtte være, er inappellabel. Dette bliver herefter fastlagt i gabestokken på Sundhed.dk, hvor enhver kan se det. Her laver man det som en midlertidig ordning.

Man kan af min sag forstå, at »midlertidigt« for Sundhedsstyrelsen er mindst fem år. Dette fordi man formentlig ikke ønskede en retssag, som man meget vel kunne risikere at tabe, da »beviserne« var temmelig flygtige, bortset fra meget hård kritik af journaltekstens mangler. I de år, der derefter gik, så jeg talrige journaler fra såvel praktiserende kolleger som hospitalsafdelinger, som kunne give tonsvis af klagemuligheder for manglende tekst. Her ligger der givet en besparelse, for skal du skrive så omhyggeligt, som de forlanger, får du ikke tid til at behandle det antal patienter, som du gør i dag. Et eksempel »patient NN informeres om virkninger og bivirkninger af behandlingen«. Kritikken lyder: Det fremgår ikke af den mangelfulde journal, hvilke virkninger og bivirkninger patienten er oplyst om, og det fremgår heller ikke, hvad patienten sagde til at modtage disse informationer«. Så kan de lære det, kan de. Det er vigtigere at bestige kommaer end at behandle patienter.

FOR STORE DOSER MORFIKA

Stupiditeten har naturligvis politisk opbakning, hvad der ikke kan undre ret mange. Det essentielle i kritikpunkterne var, at jeg havde givet for store doser morfika og kombineret kort- og langtidsvirkende, hvilket var farligt for patienterne (man får en anden opfattelse, hvis man læser litteraturen). Så havde jeg givet tricykliske antidepressiva til smertepatienter uden at undersøge først, om de reelt havde en depression (litteraturen siger, at det kan man godt, hvis det er smertebehandlingen, man går efter). Så havde jeg lagt for mange blokader efter Sundhedsstyrelsens/Patientombuddets opfattelse selv om samme havde lavet de rekommandationsvejledninger om moderniseringen inden for specialet, hvor der ikke står en lyd om antal behandlinger/tidsenhed. Nu får de kritiserende læger heller ikke honorarer for at lægge blokader, og der ligger måske årsagen til kritikken.

Efter at det havde stået på Sundhed.dk i et godt stykke tid, kom der en journalist forbi i agurketiden, og man kunne så se sit portræt på forsiden af boulevardpressen som en af Danmarks farligste og dårligste læger. Jeg skrev til journalisten, at mig bekendt havde jeg ikke slået nogen patienter ihjel, men jeg havde da læst flere dødsannoncer med stort velbehag, og hans ville ikke være nogen undtagelse, hvis han kom før mig. Tænk det blev vedkommende meget fornærmet over.

LIVET ER EJENDOMMELIGT

Jeg havde lange diskussioner med et par amerikanere, som jeg mødte på PGA-kongressen i New York i december. Deres synspunkter divergerede væsentligt fra Sundhedsstyrelsens såkaldte eksperters, idet de blandt andet mente, at det var optimalt at kombinere korttids- og langtidsvirkende midler i smertebehandling, ligesom det var klart, at hvis patienterne havde gevinst af blokaderne, så var antallet/år ikke det afgørende, men restriktioner over for depotsteroid, var vi meget enige om. Forskellen er nok, at de to kolleger fra USA er meget kendte globalt for at være de kapaciteter, som de vitterligt er. Det samme er næppe tilfældet med ret mange i Sundhedsstyrelse/Patientombuddet.

Skriv aldrig selv

Det vigtigste var imidlertid, at Lægeforeningen fandt nogle advokater, der var eksperter i forvaltningsret, og som virkelig kunne deres lektie. Derfor hvis du får en klage, skriv aldrig, aldrig noget selv, for modtageren har kun et ønske, nemlig at »nakke dig«. I det selskab vil du aldrig, uanset hvor velargumenterende du måtte være, og uanset hvor velunderbyggede dine argumenter måtte være, have nogen chance overhovedet for at få ørenlyd uden den nødvendige juridiske formulering. Det vås med, at det skal forbedre patientbehandlingen, glem det.

Husk på, at i strid med såvel etablerede retsprincipper og bagateller som grundlovsprincipperne, er de to institutioner typeeksempler på, at kombineres uvidenhed og grundighed, opstår styrelser og bureaukrati. De optræder i modsætning til i det almindelige retssystem som både anklagende, dømmende og udøvende magt. Er der tvivl om noget set ud fra et lægevidenskabeligt synspunkt, så hør trygt på disse institutioner, der er aldrig tvivl om deres kompetence, uanset at man i international litteratur mener noget andet. At evt. tvivl burde komme den anklagede til gode gælder ikke her: Alting er her helt hvidt eller helt sort. Du er retsløs, og jeg kan da se, at alle argumenter, uanset hvor velunderbyggede de er, bliver fejet af bordet, så systemet kan fremstå fejlfrit klar i sine afgørelser. Nogle af skrivelserne er fuldkommen som det gamle børneopdragelsesprincip: »Det skal være sådan fordi jeg siger det!«

Hjælp fra lægeforeningen

Lægeforeningen har været til uvurderlig hjælp i denne situation. Hen ad vejen kom jeg af samme årsag i kontakt med flere klinikere, der havde fået ørerne i maskinen af den ene eller anden årsag. Tilsyneladende sidder der læger i Sundhedsstyrelsen, som ikke fremtræder objektive, men har et intenst ønske om at manifestere deres eget lille ego på bekostning af klinikeren i marken. De er bakket op af politikere, hvis faglige indsigt gør dem til manipulerbare ofre. Derfor har man indført de ejendommelige formuleringer om journalføringskrav, som i det daglige er dels umulige dels irrelevante at opfylde, og som overtrædes af så mange kolleger, der hjælper patienter og ikke tilbringer deres funktionstid mere elle r mindre vegetativt bag et skrivebord, at de journalføringskrav enten skal moderniseres, så de er tilpasset en travl lægegerning og ikke omvendt, som det er i dag. Ellers må man kunne dokumentere, at lige netop den formulering, der er lavet, har vist sig at forbedre patientbehandlingen. Ellers er det vanskeligt at bevise relevansen af den formulering. Måske kunne det være et overenskomstkrav generelt for Lægeforeningens medlemmer, at systemet tilpasser sig virkeligheden ikke omvendt?