Hvor er bufferen?

Det er en del af vores hverdag - vi oplever det via venner, familie, som patient og ikke mindst som læge. Den manglende buffer.

Patienter hober sig op i venteværelset. Undersøgelsesrum mangler, så journaloptagelsen må foregå på gangen, og et svært tilgængeligt gynækologisk leje umuliggør en ordentlig klinisk undersøgelse. Patienter ligger i timevis uden journal med mangelfulde observationer, og konsekvensen bliver, at undersøgelser ikke bliver foretaget, og eventuel behandling forsinkes.

Den populære yngre læge er den læge, der hurtigst får ekspederet patienterne igennem uden hensyntagen til, om det nødvendigvis er med den bedste diagnostik og behandling.

Det bliver nogle gange vigtigere, at den akutte patient får et specialemærkat, så snart denne er inden for døren frem for at få lagt den bedste plan - og dette på trods af de nye akutmodtagelser.

Er det en patient med flere konkurrerende lidelser, kan det medføre en kamp om patienten, hvor målet er at undgå, at patienten havner i ens speciale. For hvem er ikke blevet skældt ud (!) af afdelingens »nurser« for at indlægge endnu en patient.

Stuegangen skal færdiggøres på rekordtid, og ofte inden dagens blodprøvesvar foreligger, hvorefter man må løbe på operationsgangen eller i ambulatoriet for at starte med at være bagud. Pårørendesamtalen må blive senere - men hvornår?

Tilsyn der afventes, tilsyn der skal udføres og det midt imellem alt det andet. Dette sjældent med et smil, for ofte er det besværligt langt væk, man tvivler på berettigelsen, og man vil i al fald ikke overtage patienten.

Akutte operationer der skal prioriteres. Hvilken patient og hvilket speciale er det mest akutte, når der ikke kan opereres på flere stuer? Indgreb der skubbes. Hvor mange dage kan patienter egentlig tåle at faste? Og så kan traumer eller patienttransporter få operationsgangen til at lukke næsten helt ned.

Fødende holdes hen af jordemødrene i den anden ende af telefonen, fordi der mangler fødestuer, så nogle ender med ufrivilligt at føde hjemme, og andre må omdirigeres til en anden fødeafdeling end den planlagte.

Det går heldigvis godt - for det meste.

Men tænk hvis vi havde faciliteterne, så patienterne altid blev undersøgt under ordentlige forhold og blev opereret inden for rimelig tid, og vi havde overskuddet, så tilsyn blev gået med et smil, og patienterne ikke blev kastebold imellem os, men at vi sammen lagde den bedste plan.

Hvor er bufferen?