Skip to main content

Hvor går vi hen, når vi går?

Som videnskabsfolk kan vi godt anerkende, at visse stærke oplevelser er hævet over rationaler, skriver klummeskribent Camilla Fjord Thomsen på baggrund af personlige oplevelser.

Camilla Fjord Thomsen, læge, ph.d.-studerende i kardiologi
E-mail: allimac_fjord@hotmail.com

18. jun. 2018
3 min.

”... nogle siger op til Gud, andre siger livet bare går ud”, lyder det i Lars Lilholts tekst.

Da jeg bevidnede min fars sidste åndedrag kl. 6.45 en morgen i januar, fyldte hans fravær i rummet mere end hans tilstedeværelse øjeblikket forinden. I det øjeblik sænkede realismen sig som et tungt tæppe over stumperne og ruinerne af min gamle verden.

100 km derfra i Nordjylland stoppede køkkenuret samme januar morgen kl. 6.45 hos et nært familiemedlem. Der var intet strømsvigt, lynnedslag eller udløbne batterier. Uret stoppede bare. Vi tænkte, at det var et tilfælde – om end et mere pudsigt af slagsen – og det jungianske synchronicity-begreb blev taget til overvejelse. Jeg tror umiddelbart hverken på Himmeriget, paralleluniverser eller metafysik.

Lignende fænomener, hvor uret stopper [1], besøg i drømme osv. omkring dødstidspunkter har fået tilnavnet end-of-life-experiences som en underkategori til near-death-experiences (NDE).

Den hollandske kardiolog Pim van Lommel publicerede i 2001 i The Lancet et studie omhandlende NDE med patienter fra kardiologisk laboratorium. 18% af patienterne oplevede NDE [2]. Ved gennemgang af andre studier af patienter med verificeret cerebral anoksi, cirkulationsstop, respirationsstop med NDE rapporteres om samtidige oplevelser af positive emotioner, møde med afdøde, panorama af livet, ud af kroppen-oplevelser samt ”lyset”. Dette på tværs af kultur, religion, medicin/sedation før og efter hjertestop samt graden af anoksi [3]. Der foreligger mange forsøg på videnskabelige forklaringer på ovenstående fra ketamin-, glutamat- og NDMA-receptorer til en døende anoksisk hjernes sidste fæstningsværk mod døden. En urokkelig tro på en videnskabelig forklaring er aflejret i den vestlige verdens syn på disse oplevelser.

Der var intet strømsvigt, lynnedslag eller udløbne batterier. Uret stoppede bare.

Med videnskaben i den ene hånd og evolutionsbiologen Eske Willerslevs ord: ”Vi skal som videnskabsfolk lade være med at sige, at der er ikke nogen Gud, og der er ikke noget, der er større, og det hele er overtro – for vi ved det ikke! Sandheden er, at vi ikke ved det!”, i den anden hånd træder jeg frem og opfordrer til, at vi som videnskabsfolk forholder os lyttende og nysgerrige til beretningerne om NDE, da vi med nutidens forståelse af hjernen, bevidstheden og sjælen endnu ikke har mål eller vægte, der kan løfte bevisbyrden for den farveskala af livet, som NDE-patienterne beretter om.

Følelser som sorg, frygt og død kan, ligesom urokkelig tro på eksistensen af en endegyldig sandhed, være en byrde, men udgør også et anker. Du vænner dig til vægten, men den holder dig også på plads. Jeg har siden min fars død hverken haft besøg af ildfluer, guldsmede eller mystisk tåge. Uret begyndte at tikke igen efter et par timer, og seks måneder efter virker det stadig upåklageligt.

Vi kan som videnskabsfolk dog godt anerkende, at visse stærke oplevelser er hævet over rationaler og måske kan rive sindets fortøjninger løs – og husk: Vi ved endnu ikke, når den tilsyneladende sidste dør er lukket, hvor går vi så hen, når vi går.

Referencer

LITTERATUR

  1. https://www.dr.dk/nyheder/indland/dr-journalist-undrer-sig-da-min-far-doede-gik-uret-amok.

  2. van Lommel P, van Wees R, Meyers V et al. Near-death experience in survivors of cardiac arrest: a prospective study in the Netherlands. Lancet 2001;358:2039-45.

  3. van Lommel P. Near-death experiences: the experience of the self as real and not as an illusion. Ann N Y Acad Sci 2011;1234:19-28.