Skip to main content

Hvorfor forstår læger og politikere hinanden så dårligt?

Et enigt Folketing har truffet beslutning om håndtering af kronisk træthedssyndrom. Det vil være at sætte kikkerten for det blinde øje, hvis vi bare ryster på hovedet ad det uden at forholde os til kernen i problemet.
Hans Christian Kjeldsen.
Hans Christian Kjeldsen.

Hans Chr. Kjeldsen, chefredaktør, Læge- og Patienthåndbogen E-mail: hck@ph.au.dk

19. mar. 2019
3 min.

Et enigt Folketinget besluttede torsdag den 14. marts 2019, at håndtering af kronisk træthedssyndrom/myalgisk encefalopati (CFS/ME) skal forstås i en anden kontekst, end de officielle danske vejledninger hidtil har anbefalet, herunder en helt ny fra Sundhedsstyrelsen, udkommet i 2018.

Fra at være en funktionel lidelse, der skal forstås i en bio-psyko-social kontekst, er det nu besluttet, at lidelsen skal forankres i somatikken, herunder at ICD-10-kodningen (G93.3) skal anvendes, og endelig, at alle relevante vejledninger, herunder Sundhedsstyrelsens, skal ændres.

Dette kunne så være historien om Folketinget, der har overskredet en grænse og underkendt Sundhedsstyrelsens anbefalinger, og som trumfer viden med holdninger – og dette er også en meget væsentlig historie, men det er ikke det primære formål med dette indlæg. Og det er heller ikke mit formål at forholde mig til, hvad den endelige og finitte sandhed i forståelsen af CFS/ME er.

Folketingets tidligere beslutning om at tillade medicinsk canabis ligner på mange måder historien om CFS/ME. Jeg tænker, at vi som stand bliver nødt til at reflektere over, hvorfor det, som for os er åbenlyst, forstås så dårligt i resten af befolkningen, ikke mindst medier og politikere. Det vil være belejligt at forstå ovenstående i en kontekst af populisme og mistro til eksperter. Men med et enigt Folketinget – som i helt enigt – vil det være at sætte kikkerten for det blinde øje, hvis vi bare ryster på hovedet ad det uden at forholde os til kernen i problemet.

Der er ikke nogen grund til at tro, at disse dilemmaer vil blive færre – tværtimod tror jeg. Der findes ikke nogen nemme løsninger, og vi vil altid kunne udfordres på vores ønske om stringent vidensbaseret tilgang, når vi står over for en patient, som helt åbenbart lider, og som vi ikke formår at få til at få det bedre.

Jeg tænker, at vi som stand bliver nødt til at reflektere over, hvorfor det, som for os er åbenlyst, forstås så dårligt i resten af befolkningen, ikke mindst medier og politikere.

Vi skal ikke blive vrede, og vi skal ikke gå i infight med folk med et andet verdensbillede end os, uanset at vi kan føle os gået for nært – også på det personlige plan. HPV-vaccinehistorien er et godt eksempel på, hvorledes vi som læger først for alvor begyndte at nå store dele af befolkningen, da kommunikationen ændrede sig fra at være forsvar/ angreb til at være mere sagligt orienterende.

Vi skal blive ved med at vise vores empati over for de ofte meget ramte patientgrupper, som disse sager typisk omhandler, og understrege, at vi har et fælles mål, der gælder om at hjælpe, uanset at vi kan have forskelle i forståelsen af, hvad der udløser sygdommen – oprettelsen af HPV-centrene er efter min mening et godt eksempel på en organisatorisk understøttelse af dette.

Vi må som læger ikke forsømme at vedblive med at informere med ovenstående udgangspunkt – i alle sammenhænge – det være sig privat, professionelt og som debattører i det offentlige rum. Som chefredaktør på Læge- og Patienthåndbogen har jeg selv et stort ansvar for dette, og vi skal lade os inspirere af andre, der bruger andre formidlingskanaler og måder. "Læger formidler" (https://www.laegerformidler.dk/) er et godt eksempel på dette.

Vi skal tale med vores politikere og blive ved med at tro på, at samtalen og saglig information er den vigtigste vej at gå en for en fælles forståelse.