Hvorfor så snævre grænser for omfang i Ugeskriftet?

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

Ugeskrift for Læger har ret snævre grænser for omfang, og publikationstiden er ofte så lang, at mange vælger at publicere andetsteds, især hvis det drejer sig om aktuelle emner. Jeg giver her nogle eksempler og forslag til ændringer i Ugeskriftets praksis.

I Politiken publicerede jeg en kronik om medicinudgifternes himmelflugt [1], den var næsten dobbelt så lang, som en kronik må være i Ugeskriftet.

En anden kronik om medicinalindustrien og lægerne var også alt for lang for Ugeskriftet, 17.523 tegn med 55 referencer, så den endte i Videnskab.dk [2]. Da Ugeskriftet ikke tillader så mange referencer i en kronik, ville den eneste mulighed have været et debatindlæg på 2.800 tegn med fem referencer.

En kritik af lovforslaget om kliniske forsøg [3] kaldte jeg en statusartikel, da den ville være meningsløs uden referencer. Jeg fik at vide, at det ikke var en statusartikel, men en kronik. Javel. Under stort besvær barberede jeg artiklen ned fra 12.903 tegn og 18 referencer til 7.808 tegn, dvs. otte tegn for meget, med henvisning til, at referencerne findes i netudgaven af kronikken. Sjovt nok kom mit indlæg til at hedde »Debat/Kronik«, hvilket er en nyskabelse, der ikke omtales i manuskriptvejledningen.

En artikel, der forklarer, hvorfor vi er moralsk forpligtet til at dele anonymiserede rådata med hinanden [4] blev publiceret i Trials, som er et open source elektronisk tidsskrift. Artiklen fylder 45.853 tegn plus et appendiks på 10.620 tegn og 141 referencer. Den blev på meget kort tid den mest populære artikel i tidsskriftet. Formentlig fordi den samler meget viden på ét sted og indeholder overbevisende argumenter for, at vi skal dele vore data, også for industrisponsorerede forsøg. Det ville ikke være muligt at publicere noget i denne retning, selv i en stærkt reduceret form, i Ugeskriftet.

DE MANGE OMFANGSGRÆNSER

I Ugeskriftet er der ikke færre end 12 artikeltyper at vælge imellem, med 12 forskellige grænser for omfang, som i mange tilfælde ligger tæt på hinanden, f.eks. 4.000, 4.300 og 4.500 tegn. En så stor præcision forekommer overdrevet, antallet af tegn er arbitrært og lavt sat, og det gør det svært at vide, hvad det er for en type »værk«, man har begået.

En kronik må fylde 7.800 tegn (ca. 1.160 ord). Det er ofte for lidt, hvis man ønsker at præsentere en sammenhængende argumentation og samtidig forklare, hvorfor de traditionelle modargumenter ikke holder, hvilket er ekstra svært, når der ikke må være referencer. Så nødsages man til at erstatte lange ord med korte, forkorte sætninger, lave prosa om til opremsninger og indføre forkortelser, hvorefter den lettere skamferede artikel publiceres.

Jeg synes ikke, at en sådan nidkærhed er hensigtsmæssig. Det er ligegyldigt, om en artikel fylder 2,0 eller 2,3 sider, hvis den er værd at læse. Hvis man efterspørger bidrag til en billedkunstudstilling, inddeler man jo heller ikke kunsten i 12 kategorier med 12 forskellige krav til størrelsen på maleriet. Man fortæller heller ikke en komponist, at antallet af noder må reduceres med 547, hvis symfonien skal spilles.

FORSLAG

Lav færre kategorier og færre omfangsgrænser. Øg grænserne for de vigtigste kategorier, vær fleksibel og kald kriterierne vejledende. Vi publicerede et vigtigt research letter i Lancet i 2001 med syv referencer, selv om kun fem var tilladt [5]. Da chefredaktøren blev kritiseret for dette, svarede han: Regler er til for at brydes.

Når Ugeskriftet i nær fremtid kun udkommer elektronisk, kan redaktørerne tillade sig at være mere storsindede, og hvis de også lægger mindre vægt på, om det enkelte nummer er tykt eller tyndt, kan artiklerne også publiceres hurtigere. Det ville fremme, at det fortrinsvis var i Ugeskriftet, at medlemmerne debatterede med hinanden.

Denne artikel var oprindelig på 5.088 tegn. Men jeg fik at vide, at det ikke var en kronik, men en replik, og måtte derfor have beskærersaksen frem. Det gjorde nu ikke noget denne gang.

> Svar:

Ansvarshavende redaktør Torben Kitaj

Videnskabelig redaktør Jacob Rosenberg, Ugeskrift for Læger. E-mail: jacob.rosenberg@dadlnet.dk

INTERESSEKONFLIKTER: ingen

Tak for de grundige kommentarer til vores aktuelle praksis vedrørende grænser for omfang, artikeltyper m.m. i Ugeskrift for Læger. Grundlæggende er vi nok ikke så uenige, som det måske kunne se ud. En hovedårsag til, at vi sætter grænser for længden af debatindlæggene, er at kunne få plads til så mange indlæg som muligt. Desuden forbeholder vi os retten til både at redigere i længder og indhold. Det mener vi, at læserne er bedst tjent med.

Derudover er det en udbredt misforståelse, at publicering kun på nettet ikke koster noget. Der er udgifter til alle de sædvanlige faser af redaktionsprocessen såsom sekretariatsfunktion, redaktører, grafikere, sprogbehandling osv. Det eneste man sparer er udgifter til tryk og distribution, dvs. papir og porto. En måde at lave netpublikation med negligeable omkostninger på er at lade forfatteren uploade direkte uden nogen form for redaktionel bearbejdning. Dette gør vi for vores netdebat, hvor man kan publicere, så meget man har lyst til, og det er stort set gratis for os. I øjeblikket kan denne mulighed kun anvendes til indlæg, som er relateret til allerede publiceret materiale, men vi overvejer fremdadrettet at give plads til en mere fri netdebat. Dette er dog ikke afklaret p.t.