Skip to main content

Hvornår er inhabilitet "varig"?

Ledelsen på Hammel Neurocenter har gjort sig en del overvejelser efter et indlæg i sidste nummer af Ugeskriftet om "Lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile".

På vegne af Centerledelsen på Regionshospitalet Hammel Neurocenter, AC-fuldmægtig Ole Krogh Pedersen
E-mail: olpeer@rm.dk

10. okt. 2017
1 min.

I forbindelse med en replik i Ugeskrift for Læger [1] har Centerledelsen på Regionshospitalet Hammel Neurocenter følgende betragtninger, som vi gerne deler med Lægeforeningen.

Ved begrebet "varigt inhabil" er der et behov for en definition af, hvilken tidsperiode dette kan dække over. Ved langvarig inhabilitet, som ikke vurderes varig, er der samme behov for at kunne sikre nødvendig behandling til personer, som ikke selv er i stand til på et oplyst grundlag at sige ja eller nej til behandling.

Det kunne derfor være givtigt, hvis der kunne defineres en tidsgrænse for, hvornår langvarig inhabilitet kan sidestilles med "varigt inhabil". Dette kunne være, at der foretages en vurdering af, om inhabiliteten forventes at vare længere end tre uger.

Vi håber, at Lægeforeningen vil tage ovenstående betragtning med i deres overvejelser.

Centerledelsen v. Merete Stubkjær Christensen er villig til at svare på spørgsmål til ovenstående på anførte e-mailadresse.