Samarbejdet mellem kommune og almen praksis foregår mere smidigt i de kommuner, hvor parterne faktisk kender hinanden, skriver to debattører.
Afdelingslæge Anders Erreboe spørger i kronikken den 16.4.2018, om samarbejdet mellem kommune og almen praksis kan reddes. Vort svar er: "Ja, og det er også nødvendigt".
Han nævner den frustration, der opstår, når den praktiserende læge oplever kommunale sagsbehandleres utidige indblanding i lægefaglige forhold og manglende lydhørhed for den lægelige vurdering. Og den tilsvarende ærgrelse i jobcenteret, hvor attesten opleves som ufyldestgørende og som lægens advokeren uden kendskab til gældende regler.
Anders Erreboe har selv nogle forslag og peger på rundbordssamtalen og mere systematiske møder mellem de praktiserende læger og jobcenterets medarbejdere. Han nævner, at "det direkte møde mellem mennesker er det bedste udgangspunkt for en samlet forståelse af problemstillingen og en fælles strategi for indsatserne".
Vi har begge rådgivet kommuner og kolleger om det socialt-lægelige samarbejde og kan kun være enige heri. Al erfaring viser, at samarbejdet foregår mere smidigt og rationelt i de kommuner, hvor parterne faktisk kender hinanden fra møder. Hvor det er tilfældet, er det meget lettere at stille et supplerende spørgsmål, at give et supplerende svar og at drøfte, om tiden er inde til en ny attest nu, eller om det kan vente. Parterne, der kender hinanden, kommer heller ikke så let til at tænke eller tale ilde om den anden, hvilket kan forpeste samarbejdet.
De regelmæssige møder er og bliver det bedste redskab. Der er mange variationer over dette tema, men nyheder er en god anledning: ny lovgivning eller nye undersøgelses- eller behandlingsrutiner af relevans for den anden part. Nogle jobcentre tager en årlig rundtur til kommunens praksis, andre inviterer lægerne ind 1-2 gange om året, og tolvmandsforeninger inviterer jobcentermedarbejdere til at holde et oplæg. Det virker alt sammen, men igen siger erfaringen, at der skal være mindst én ildsjæl på hver side; selv det gode samarbejde skal vedligeholdes, ellers glider det ud pga. udskiftningen på begge sider. De kommunale praksiskonsulenter bør spille en aktiv rolle i samarbejdet, og det samme gælder de regionale socialmedicinske enheder.
Erreboes forslag om, at helbredsdokumentationen vedrørende borgere, der er sjældne gæster i almen praksis, i stedet skal hentes i de regionale socialmedicinske enheder, er vi skeptiske over for. I forvejen kan jobcentrene hente helbredsoplysninger fra de ambulatorier og speciallægeklinikker, hvor borgerne behandles, men hvis helbredsforholdene ikke samtidig vurderes under familielægens synsvinkel, går vi simpelt hen glip af væsentlig information, især om helbredets betydning for funktionsevnen. Noget andet er, at der hurtigt kan opstå uoverstigelige kapacitetsproblemer: Der går måske omkring 350.000 LÆ-attester årligt fra praktiserende læger til jobcentrene. Skulle blot en procent af disse komme fra socialmedicinerne, ville de skulle mere end fordoble deres undersøgelseskapacitet. Det er hverken en mulig eller ønskelig vej.
