Skip to main content

Kammeradvokatens undersøgelse har begrænset anvendelse i #detkuhaværetmig-debatten

En ny rapport fra Kammeradvokaten formår på ingen måde at reetablere tillidsforholdet mellem klinisk arbejdende læger og Styrelsen for Patientsikkerhed.
Svendborgsagen udløste kampagnen #DetKuHaVæretMig © clausboesen.dk
Svendborgsagen udløste kampagnen #DetKuHaVæretMig © clausboesen.dk

Martine Aabye, Mikel Alberdi-Saugstrup, Tobias Ramm Eberlein, og Lotte Møller Smedegaard, medlemmer af Pressegruppen bag Facebookgruppen »Læger for et bedre sundhedsvæsen« og #detkuhaværetmig

11. okt. 2018
5 min.

Kammeradvokaten vurderer i en nyligt offentliggjort rapport, at Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS)'s praksis for politianmeldelser i 2017 ud fra et juridisk perspektiv ikke kan kritiseres. Kommissoriet for rapporten vedrørte ikke Svendborgsagen, og selvom rapporten understreger dette, indeholder den alligevel i betydeligt omfang en stillingtagen til sagen og den affødte debat.

Det var åbenlyst helt relevant at undersøge baggrunden for den store stigning i politianmeldte sager fra STPS sidste år. En sådan undersøgelse har vi også tidligere bifaldet, da stigningen kunne indikere et systematisk problem. Imidlertid mener vi ikke, at man, blot fordi der i juridisk forstand ikke fandtes et sådant systematisk problem, kan konkludere, at forløbet i Svendborgsagen var, som det skulle være, eller at stigningen i anmeldelser har været berettiget og hensigtsmæssig. Man kan nærmere konkludere, at årsagen nok ikke skal findes snævert i den juridiske del af sagsbehandlingen.

Ydermere er vi enige i, at politianmeldelsen af dødsfaldet i første omgang var helt korrekt. Den blev i øvrigt slet ikke foretaget af STPS. I rapporten insinueres det ellers, at debatten fejlagtigt skulle have taget udgangspunkt i netop dette. Men det var ikke politianmeldelsen i sig selv, som blev kritiseret i Svendborgsagen. Kritikken tog udgangspunkt i efterforløbet med STPS’s anbefaling af, at byrettens frifindelse skulle ankes. Dette skete på trods af, at det i byretten blev tydeliggjort, at der var tale om en dysfunktionel afdeling, og det fremgik, at forvagtens forventning om basal blodsukkermonitorering på baggrund af hendes ordinationer og journalføring var berettiget, hvilket også senere blev afgørende for frifindelsen i Højesteret.

Et andet forhold, som rapporten fremhæver, er spørgsmålet om journalføring, der beskrives som et hovedtema i debatten. Det beskrives som »løsrevet fra sagens faktum« begrundet med, at manglende journalføring ikke var en del af anklageskriftet. STPS har også gentagne gange understreget, at den manglende journalføring ikke var udslagsgivende for dens hårde kurs i sagen.

Debatten har fremført mange pointer, herunder journalføringsreglerne og konsekvenserne af en for rigid tolkning af disse. Kritikken har imidlertid primært taget udgangspunkt i, at vi finder det usandsynligt, at forvagten var blevet dømt i Landsretten, hvis hun havde anført sine forventninger til blodsukkermålinger i journalen. I Landsrettens grundlag for dommen over forvagten blev den manglende journalføring af den mundtligt ordinerede blodsukkermåling samt forventning om opfølgning ved forværring et medvirkende argument for forsømmelsens grove karakter. Dette på trods af, at denne praksis er almindelig i det danske sundhedsvæsen. Det er altså ikke nødvendigvis et krav, at journalføringsreglerne skal ændres, men at den juridiske fortolkning af disse harmonerer med den kliniske virkelighed, vi arbejder i.

Samlet set omhandler rapporten altså kun spørgsmålet om, hvorvidt loven er blevet fulgt ud fra det tildelte bevismateriale. Rapporten tager (i overensstemmelse med sit formål) slet ikke fat om en central problematik i forløbet, nemlig den store afstand mellem STPS’s linje og de klinisk arbejdende lægers opfattelse af forsømmelsers grovhed rent lægefagligt.

Det lægefaglige perspektiv repræsenteres i retssystemet ved den lægelige rådgivning (Retslægerådet og sagkyndige). Denne er helt afgørende, da det er dette bevismateriale, som skal sikre, at den kliniske virkelighed bringes ind i retslokalet. Når denne rådgivning står i så stor kontrast til den brede lægestands opfattelse, som det sås i Svendborgsagen, tyder det på, at rådgivningssystemet ikke fungerer efter hensigten. Dette emne berører rapporten slet ikke.

Kammeradvokatens rapport er i sin essens en juridisk instans, som bedømmer en anden juridisk instans’ arbejde ud fra nøjagtigt samme grundlag; Kammeradvokatens undersøgelse af sagerne baseres således på det grundlag, som STPS stillede til rådighed for politimyndighederne og de retslige instanser. Rapportens konklusion overrasker derfor ikke. I modstrid mod både vores og Lægeforeningens anbefalinger, da sundhedsminister Ellen Trane Nørby præsenterede sin tillidspakke i januar 2018, har man valgt ikke at inkludere en uafhængig lægefaglig bedømmelse af de anmeldte sager. Af samme grund vil rapporten næppe genskabe tilliden til STPS blandt landets læger, hvilket vi netop advarede om.

Rapporten inddrager heller ikke (i tråd med sit formål) de omkostninger, som en for lav barre for retsforfølgelse af sundhedspersoner risikerer at have, herunder især udbredelsen af defensiv medicin.

Den centrale pointe i kritikken af STPS handlede således ikke om, hvorvidt der var handlet juridisk acceptabelt, men om, at der var handlet kritisabelt ift. at sikre den fremadrettede patientsikkerhed. Denne kritik står ved magt, uagtet »frifindelsen« i kammeradvokatens rapport. Der er derfor fortsat al mulig grund til at granske tilsynsmyndighedens ageren og lovgivningen i et patientsikkerhedsperspektiv.

Sidst, men ikke mindst, må man huske, at man i rapporten end ikke finder én sag, som er sammenlignelig med Svendborgsagen. Alene det gør, at man ikke ud fra rapporten kan drage konklusioner om, hvorvidt forløbet af denne var rimeligt.

Det er en gennemgående pointe i rapporten, at STPS bør politianmelde mhp. videre efterforskning, når de har begrundet mistanke om et strafbart forhold. Det er vi helt enige i, og det er for så vidt glædeligt, at STPS tilsyneladende overordnet overholder regler og lovgivning.

Men vi mener samlet set ikke, at rapportens anvendelighed rækker til at konkludere andet end, at STPS overordnet overholder loven og ministerielle udmeldinger, når de politianmelder. Den bidrager herudover ikke væsentligt til analysen af Svendborgsagen eller debatten om, hvordan tilsyn, sanktion og straf mest hensigtsmæssigt anvendes i sundhedsvæsenet.

Rapporten formår således på ingen måde at reetablere tillidsforholdet mellem klinisk arbejdende læger og tilsynsmyndigheden, og vi finder fortsat et stort og akut behov for:

- at evaluere og forbedre selve sagkyndigesystemet og den lægelige rådgivning af tilsyn og retsinstanser

- hurtigt at få etableret en ankeinstans for indgribende tilsynssanktioner og

- at styrke det organisatoriske tilsyn.

Alt i alt opleves det, som om man fra myndighedernes og ministerens side stadigvæk ikke har forstået kernen af problemet og kritikken.

Den helt centrale præmis fra lægernes side er, at lovgivningen og myndighedernes praksis skal tage højde for den kliniske virkelighed, som vi agerer i, på en måde, så patientsikkerheden sikres bedst muligt. Hvis ikke dette sikres, imødeser vi en fremtid med langt større grad af defensiv medicin.