Skip to main content

Kan menneskelighed og høj faglighed kombineres?

Eller er din menneskelighed for tung at have med i kittellommen?

Tegning: Lars-Ole Nejstgaard.
Tegning: Lars-Ole Nejstgaard.

Louise Bjørn Larsen, reservelæge i introduktion, Klinisk Onkologisk Afdeling, Finsen Centret, Rigshospitalet
E-mail: Louise.Bjoern.Larsen@regionh.dk
Interessekonflikter: ingen

1. jun. 2015
3 min.

Praktiseret medicin skal være evidensbaseret. Vi kan ikke kurere (cancer)patienter med medfølelse, venlighed og kærlig pleje. Medicin skal hvile på et solidt grundlag af videnskabelighed og evidens.

Sådan må det være. Men når dét er sagt, så mangler jeg noget.

Jeg er »bare« en ung læge, men har fået en eye-opener gennem et kort visit i det psykiatriske speciale som »sandwich-ophold« mellem mit virke i somatikken.

Jeg er »bare« en ung læge, men har fået en eye-opener gennem et kort visit i det psykiatriske speciale som »sandwich-ophold« mellem mit virke i somatikken.

Opholdet i psykiatrien har lært mig mere, end jeg troede, også på et personligt plan.

Jeg begyndte at »kunne mærke mig selv«. Jeg brugte mig selv, min personlighed, min nysgerrighed for mennesker og stædighed i at ville etablere kontakten; jeg brugte mine følelser i arbejdet (det hedder vist med et fagligt ord »modoverføring«), samtidig med at jeg brugte min faglighed og mit intellekt.

Jeg registrerede, at jeg var i gang med at «lukke op«, og at jeg vist nok tidligere havde anvendt en mental strategi med at »lukke ned«, når jeg gik på arbejde og »lukke op« når jeg kom hjem til familien. En svær øvelse i øvrigt, når man på arbejdet har bakset med dødssyge patienter og efter vagt kommer hjem til legesyge små børn. Mange (kvindelige) lægers virkelighed, kunne jeg forestille mig.

Jeg lovede mig selv, at processen med at »lukke op« skulle fortsætte tilbage i somatikken.

Jeg satte det som en personlig agenda, at jeg ville bruge min menneskelighed mere med mine patienter og i særdeleshed med mine kolleger, sidstnævnte et helt nyt mål. Jeg ville være mere til stede med min personlighed, tillade mig selv at være lidt morsom, når lejlighed byder sig, spørge til sygeplejerskens velbefindende, smile til rengøringsdamen og tage mig tiden til at tale om løst og fast i et kort afgrænset tidsrum(!) med mine patienter.

Det er en svær opgave. Jeg mærker atter trangen til at »lukke ned« og bare arbejde, effektivt og koncentreret om de lægefaglige kerneopgaver. Der er også rigeligt af dem. Men jeg fornemmer at prisen for at lukke ned (igen) vil være en følelse af »tomhed«, når jeg har hængt min kittel på plads.

En følelse af ikke at kunne mærke mig selv. Fagligt stimuleret, udfordret og opildnet men menneskeligt »flad«.

Så er det, at jeg spørger mig selv: Skal høj faglighed og virke i et »tænke/handle« speciale være på bekostning af min menneskelighed? Er menneskeligheden for tung at have i kittellommen?

Hvorfor er det så svært at få den med?

Er det kun visse kolleger forundt i psykiatriske og almen medicinske specialer (og andre?) at forene høj faglighed med »legaliseret menneskelighed« i lægevirket?

»Samtalen om løst og fast« mellem læge og patient er beskrevet [1] og vurderet som mere end blot effektiv kommunikationsstrategi.

Jeg vil også hårdnakket hævde, at viljen til at bruge sin menneskelighed i arbejdet som læge også må kunne komme lægen selv til gode.

Referencer

LITTERATUR

  1. Wolpaw DR, Shapiro D. The virtues of irrelevance. N Engl J Med 2014;370:1283-5.