Kasper Aaboe: Ønsketænkning

Jeg går ofte og tænker på, hvordan det mon er at være læge i en hospitalsverden uden hverdagens sædvanlige benspænd. En verden, hvor alt det, der gør arbejdslivet besværligt, er forsvundet som dug for solen. Jeg ved godt, at det er ønsketænkning, men nogle gange er det sjovt at give fantasien frit løb.

Tænk hvis jeg kunne komme på arbejde og havde et sted at parkere min bil. Hvor ville det være fint bare at kunne stille bilen uden dagens indledende stock car-løb rundt på terrænet, hvor man råber alskens ukvemsord ad sine kolleger, som åbenlyst ikke kan køre bil. Eller tænk at kunne drage hjem efter en nattevagt uden et kvarters vandretur ud til fjernparkeringen, som er det eneste sted, hvor man ikke bliver truet med parkeringsbøder af CarPark.

Tænk hvis jeg kunne komme på arbejde, og der var rent tøj, jeg kunne tage på. Det ville være helt sjovt ikke at skulle starte dagen med at stå i kø en halv time foran de automatiske tøjautomater for alligevel blot at konstatere, at der kun er størrelse XS og XL tilbage. Men hør nu, der er jo sat vogne op med alt det fineste papirtøj, man kan ønske sig. Det er måske også bare mig, men min lægelige stolthed lider et ubehageligt knæk, når jeg skal rende rundt i papirtøj. Og så klistrer det til kroppen på den ufede måde, når man under en operation står og kampsveder. Så hellere størrelse XL og hængerøv.

Tænk hvis jeg kunne komme på arbejde, og sygeplejerskerne havde gemt lidt mad til vagtholdet. Man ville jo blive helt euforisk. Hvem har også fundet på, at det altid er lægerne, der skal sidst til fadet? Det ville jo være vagtens lille præmie, et lys i vagtmørket, hvis man vidste, at der ventede lidt godt og energirigt ud over Mariekiks.

Og tænk hvis du kunne komme på arbejde og ikke var sådan et tudefjæs. Tør øjnene og tag en kiks. Du sidder simpelthen ikke og skriver en klumme, hvor du brokker dig over, at de dødsyge og gangbesværede patienter får lov til at parkere tættest på indgangen? Og du sidder forhåbentligt slet ikke og bitcher over, at aftensygeplejersken, der er inde på en ekstravagt, ikke har efterladt en lille frikadelle til den stakkels læge, som i øvrigt selv skal tage mad med? Hvis du gør, så stopper det nu. Det er for ynkeligt at lade sådanne små ligegyldigheder være det, du bruger dit krudt på. For du kunne jo ikke drømme om at være andet end læge alligevel. Så glem tankeeksperimenterne og fokusér på det væsentlige. Ret ryggen og find tilbage til den faglige stolthed. Du er Læge. Selvfølgelig er der lidt bump på vejen, men så løfter man blikket væk fra de små petitesser og holder det rettet mod det, der betyder noget. Patienternes ve og vel, fagligheden, kollegialiteten. Det er der, kræfterne skal lægges, og ikke i selvmedlidende ønsketænkning.