Klinikerstøj

Det er kommet mig for øre, at administratorer og i særdeleshed økonomer anvender et begreb om udtalelser fra læger, der opridser den kliniske virkelighed (og kompleksitet), som klinikerstøj. Det er klinikerstøj, når regnearkets fortræffeligheder anses for urealistiske af læger i den virkelige verden, ligesom det er klinikerstøj, når læger mener, at besparelser medfører forringet patientbehandling. Man føler efterhånden, at den eneste reelle tilførsel af yderligere ressourcer sker inden for administrationen. Hvor langt er vi fra, at der er flere administratorer end klinikere i det danske sundhedsvæsen?

Jeg føler en stigende skepsis fra den administrative del af vort sundhedsvæsen mod os klinikere, og jeg mener desværre, at det gennemsyrer hele vores system i en grad, hvor fokus sjældent er på faglig kvalitet, men snarere på politiske og administrative påbud. Bevares, effektivisering, tjeklister, værdiskabelse, akkreditering og andre innovationer er vigtige, men skal de altid stå over fagligheden? Når jeg hører ledende administratorer momentvis tage rosehatten på over for klinikere, bemærker de fuldstændig banale ting. Det er da dejligt at få ros, men det er måske nok svært at blive oprigtigt begejstret for beskeden om, at ”der var fuldstændig ro og koncentration på operationsstuen”, som udtryk for højtspecialiseret behandling, dengang den højtstående embedsmand besøgte en operationsstue. Det giver lidt begreb om den kliniske indsigt, som administratorerne formentlig har. Det er helt forståeligt; den kan de naturligvis ikke besidde, men man burde forvente en ydmyghed i betragtning af deres begrænsede kliniske viden – og det fornemmer man ikke.

Et helt banalt eksempel (især for en administrator), men reelt problem for en kliniker, var indførelsen af nye perifere venekatetre for nogle år siden. Det var regionalt bestemt, at vi nu skulle anvende disse nye og billigere katetre. Når vi klinikere – altså os, der reelt anvendte det dagligt (ikke f.eks. hygiejnesygeplejersken, som sad i det kliniske udvalg) – samstemmende udtalte, at disse nye katetre var ringere end de tidligere, fik vi bare at vide, at vi ikke var omstillingsparate. Vi skulle blot øve os noget mere, og derfor kom en produktspecialist (som ikke havde været i klinikken i årevis) med en plastikhånd i tasken til anæstesiafdelingerne, så vi kunne træne anlæggelsen af de nye venekatetre. Det var selvfølgelig svært at illustrere det øgede blodspild, som brugen af de nye katetre medførte, men det var jo bare klinikerstøj. Vores kollektive brok til trods har vi fortsat disse billigere venekatetre. Sådan går konflikten mellem administratorer og klinikere i en lang række (banale) tilfælde sin daglige gang, men som en af mine kollegaer lakonisk sagde: ”Det er nok sjældent, man ser en tilskadekommen patient henvende sig i en skadestue og febrilsk spørge efter en økonom”.

Lad os nu ikke glemme, at kerneydelsen i sundhedsvæsenet er at behandle syge og tilskadekomne medborgere, så vi kan få et ”… sammenhængende sundhedsvæsen på internationalt topniveau”, som det så fint hedder. Der er vi ikke endnu, men hvis vi skal nærme os det niveau, skal vi sammenligne os på reelt faglige resultater – ikke på totale sundhedsudgifter, akkreditering og antal administrative medarbejdere.