Skip to main content

Kom tilbage i kvalitetskampen, kære kolleger

Vi er nødt til at få lægerne til at arbejde for en ændring af den kunstige skelnen mellem kvalitetsudvikling og forskning.

Henrik Ullum, formand, Susanne Axelsen, næstformand, Jens Hillingsø, Søren Overgaard, Christian Gerdes, bestyrelsesmedlemmer, Lægevidenskabelige Selskaber, LVS

30. maj 2019
3 min.

Set i bagklogskabens ulideligt klare lys var det et astroidenedslag, der ramte sundhedsvæsenet, da Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM) kom på gaden i december 2004. Denne gang var det ikke dinosaurerne i den forstand, det gik ud over. Derimod gik det slemt ud over bestanden af motiverede læger, og det fik efterfølgende svære konsekvenser for det lægelige engagement i sundhedsvæsenets kvalitetsarbejde. Det ansporerede andre faggrupper til at rykke ind og udfylde tomrummet. Nu er der gået 15 år, og det er andre tider. Nu må lægerne op af hullerne igen. Kom tilbage i kvalitetskampen, kære kolleger.

Vi er nødt til at gøre noget for at ændre den kultur i sundhedsvæsenet og den lovgivning, hvor der konsekvent bliver skelnet mellem kvalitetsudvikling og forskning. Det er en kunstig skelnen, som er blevet os påtvunget af faggrupper, der ikke har indsigt i, hvad der foregår i klinikken. Der findes ikke læger, der ikke er interesseret i at følge op på, hvordan deres patienter har det, og at bruge deres data til forskning, der kan skabe bedre behandlinger. Derfor er det kunstigt, at vi i de elektroniske patientjournaler opsamler data, der må bruges til kvalitetssikring, men ikke til forskning. Forskning og kvalitetsudvikling er ikke adskilte ting, de må samles.

Det er sporene fra fortidens elendige beslutninger, der skræmmer.

Ændret syn på data

Vi har også brug for et ændret syn på data. Der er ikke fine data og mindre fine data. I forskningssammenhæng er kvalitetsdata lige så vigtige som -omics og prodata. Vi mangler en professionalisering af kvalitetsområdet på lægesiden, der ligner den, vi har fået på uddannelsesområdet. Vi mangler mulighed for, at fastansatte læger kan forske i f.eks. klinisk relevante effektmål. Vi har simpelthen brug for, at læger kommer ind i kampen og deltager i at nedbryde de fastlåste positioner og forældede forestillinger om forskning og kvalitetsudvikling.

Det er sporene fra fortidens elendige beslutninger, der skræmmer. Det begyndte allerede før årtusindskiftet med forskellige forsøg på akkreditering. Mest berygtet er Joint Commission-akkrediteringen på det daværende H:S, hvor man pludselig skulle forholde sig til målepunkter som antallet af håndvaske. Fra England kom der vandrehistorier om ”hello-sygeplejersker”, der skulle holde registrering af ventetid nede. Det manglede klinisk relevans og burde have lagt processen i graven. Men Joint Commission blev sammen med bl.a. KISS-akkreditering i Sønderjylland, Det Nationale Indikatorprojekt m.fl. fremhævet som det faglige afsæt for DDKM.

Registreringshelvede

Resultatet var, at sundhedsvæsenet i almindelighed og lægerne i særdeleshed blev sendt ud i et registreringshelvede, der ikke blev mindre af tungt og dårligt fungerende IT. Da lægerne yderligere erfarede, at der i store stræk ikke var noget system til at opfange og bearbejde de mange data, og at resultaterne af det meget tastearbejde derfor ikke blev brugt til noget, så faldt klappen ned. Lægerne meldte sig ud af kvalitetsarbejdet. I lang tid var der ingen, der hørte skrigene fra de underste dæk, og først da der kom solide opgørelser over lægernes arbejdstid, og ikke mindst medierne begyndte at berette om, at lægers tid med deres patienter var blevet halveret, skete der noget, og DDKM blev lagt ned.

Ny situation

Derfor er vi i dag i en ny situation. Det seneste nationale kvalitetsprogram fra 2018 præsenteres som en større omstilling af kvalitetsarbejdet. Det opererer med otte nationale mål, der skal give bedre kvalitet, sammenhæng og geografisk lighed, og det giver på mange måder god mening. Derfor skal lægerne tilbage i kvalitetsarbejdet og sætte deres solide aftryk på reglerne for anvendelse af data og arbejdet for, at vi kan få relevante data. Det er lægerne, der skal presse kvalitetsorganisationerne til at ændre fokus til Big Data-tiderne og til at levere tidstro data til arbejdet i klinikken.