Skip to main content

Kvinders rettigheder og mammografiscreening i Region H

Pensioneret overlæge Bo Fink, Frederiksberg
E-mail: bo@e-fink.dk
Interessekonflikt: ingen

21. okt. 2015
1 min.

Udsendelsen Kontant på DR1 den 1. oktober 2015 handlede om Region Hovedstadens forsinkede, og dermed ulovlige, indkaldelse af kvinder til mammografiscreening i 2014. Det var beskæmmende i udsendelsen at se og høre koncerndirektør Svend Hartling undskylde med »manglende resurser«. Dette har regionen ovenikøbet skrevet ud til de berørte 431 kvinder, som havde cancer mammae ved den forsinkede screening, i et forsøg på at afskrække dem fra at søge erstatning. Men endnu mere beskæmmende var det at høre Svend Hartling udtale, at han sandelig ikke mente, at det ville have tjent kvinderne, at man på forhånd havde orienteret dem om forsinkelsen. Med andre ord, kvinderne havde bedst af at leve i uvidenhed, de kunne jo blive foruroligede. Så skidt med at Region Hovedstaden derved fratog dem muligheden for selv at tage stilling. Hvor ualmindeligt beskæmmende!