Lad os da lave verdens bedste lægeuddannelse

Man bliver pessimist på den fremtidige lægestands vegne, hvis man skal tro min medstuderende Niels Okkels’ syn på den universitetsuddannelse, som burde ruste os til at blive dygtige læger (Ugeskrift for Læger nr. 41 2013;175:2438). Jeg har så mange anker mod Okkels’ syn på lægeuddannelsen, at jeg ikke ved, hvor jeg skal begynde.

En lægeuddannelse skal (som andre universitetsuddannelser) rumme forskellige studerende og varetage mange interesser. Eksamen sikrer et højt fagligt niveau, men er i virkeligheden et minimumskrav: Her bliver du godkendt af universitetet, så de fagligt kan forsvare, at du skal fungere som læge.

Okkels skriver, at eksamen er den største forhindring på vejen mod en bedre lægeuddannelse. Men hvad er alternativet? Ingen eksamen? At man efter seks års indskrivning på medicinstudiet får det gyldne håndtryk hos dekanen, fordi man formentlig har bevaret sin indre motivation i et eksamensløst miljø?

Angrebet mod eksamen som »kontrol-måle-management-regimets kæreste værktøj«, som er »ved at stjæle opmærksomheden fra de værdier, som fremtidens læger har brug for« er et historieløst argument. Medicinstudiet har alle dage været et læsetungt, eksamenstungt studie. De gode gamle dage, hvor dette ikke var sagen, har aldrig eksisteret. Svaret er ikke, at vi ikke skal have nogen eksamen. Svaret er, at vi skal have bedre eksamener. Og eksamen står ikke alene, før vi bliver sluppet ud i virkeligheden: Vi skal nemlig også i klinik.

Okkels har her rettet en kritik mod logbogen (Information 5/9 2013), som han får til at lyde som en tjekliste, der reducerer lægegerning til en liste af håndgreb, som de studerende udfører uden en selvstændig tanke. Jeg giver ham ret i, at den italesættes sådan af nogle studerende. Men det er et retorisk fænomen. For reelt er det ikke det, den gør. Logbogen giver os derimod mulighed for at deltage legitimt i en afdelings arbejde.

Igen er det historieløst at hævde, at den »reducerer« vores uddannelse til lektielæsning. Der har altid været udfordringer med indsatsen i klinikken. For Okkels og studerende som ham, med oprigtig og opsøgende motivation, har udbyttet forhåbentlig ikke ændret sig. Men logbogen hæver bundniveauet og sikrer, at de mere forsigtige studerende på den ene side og mindre samarbejdsvillige afdelinger på den anden side deltager aktivt i undervisning og supervision. Jeg tvivler på, at Okkels er den eneste studerende, som erfarer, at læring i klinikken hæver sig over underskrifterne i logbogen.

Eksamen er ikke perfekt. Logbogen er ikke perfekt. Lægestudiet er ikke perfekt. Men jeg er optimist - og for den interesserede lægestuderende med interesse i at forbedre uddannelsen er der masser af muligheder for at bidrage konstruktivt til den fortsatte udvikling mod verdens bedste lægeuddannelse. Målet må være et sammenhængende lægestudium, hvor relevante eksamener og meningsfulde logbøger understøtter vores forberedelse til livet som læger.