Læge nord for polarcirklen

Udklækket cand.med. steg jeg ind i den lille Air Greenland-propelflyver, som bragte mig fra Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord) til Aasiaat (Egedesminde) – til et liv i Grønland i seks måneder og mit første job som læge. Over halvvejs henne sidder jeg og kigger ud over Diskobugten, solen stråler fra en blå himmel og reflekteres i de omrejsende isbjerge. Jeg spejder efter hvaler, som er begyndt at vise sig.

Udsigt til hvaler fra konferencerummet

Aasiaat Sygehus, bygget i gult træ, ligger få meter fra bredden og er formet som et L. En fløj med de tre ambulatorier, en fløj med sengeafdelingen. Imellem ligger fødestuen og skadestuen samt røntgenrummet. På første etage ligger kontorer, apotek, fysioterapeutens arbejdslokale og konferencerummet. Hver morgen et par minutter i otte møder jeg ind i konferencerummet og går straks hen til vinduet, hvor jeg håber på at se en hval.

Under medicinstudiet gik det op for mig, at jeg en dag ville til Grønland for at bo og arbejde. Og hvorfor nu det? Ja, hvorfor ikke? Et af verdens smukkeste steder, vil jeg vove at påstå, hvor jeg kan få et job og ovenikøbet deler sprog med befolkningen.

Jeg ved godt, at det vil blive udfordrende, men jeg har modet og lysten, og det driver mig. Sygehuset dækker alle funktioner. Jeg møder patienter med sygdomme, der spænder vidt i de medicinske og kirurgiske leksika: gynækologi og obstetrik, patienter med lidelser inden for oftalmologi, dermato-venerologi og oto-rhino-laryngologi – alt.

Der gælder andre forhold

Der gælder andre forhold i det grønlandske sundhedsvæsen. Jeg bestiller ikke en ”feberpakke” eller en ”indlæggelsespakke”. Jeg får ikke nødvendigvis et røntgenbillede af thorax af patienten med akut åndenød lørdag aften. Det betinger nemlig, at jeg ringer en af de tre personer ind, der for øjeblikket kan tage røntgenbilleder. Det samme gælder blodprøver – jeg kan selv tage en CRP og hæmoglobin. Skal jeg ringe laboranten ind en søndag formiddag, eller kan det vente til mandag – får blodprøvesvaret en behandlingsmæssig konsekvens? Er patientens tilstand ude i bygden så dårlig, at vi skal evakuere ham, vel vidende at det udgør et stort træk på sygehusets budget, eller kan det vente til morgendagens rutebåd?

Jeg vil kalde det rationel medicin. En god klinisk vurdering er det, vi starter med alle sammen, om det så er Grønland, Danmark eller et andet sted. Her er jeg nødt til at have de lokale omstændigheder og forhold med i mine overvejelser, jævnfør ovenstående. Den kliniske vurdering bliver derfor helt central og afgørende for ikke blot min beslutning, men også for patientens videre vej i sundhedssystemet, lokalt og nationalt. Jeg mener, at disse forhold indgyder en helt basal fornuftig tilgang til problemstillingerne – en tilgang, jeg mener er helt uvurderlig, når man er læge. Og en tilgang, der måske kan drukne i danske automatiserede rutiner?

Jobbet stiller ikke blot store krav til mig. Hver enkelt medarbejder på sygehuset og i det grønlandske sundhedsvæsen generelt yder en kæmpe indsats i et system med stor udskiftning og uforudsigelighed. Måske mangler der en jordemoder eller en anæstesisygeplejerske den næste måned. Måske kan det løses, måske ikke. Vejret kan forhindre en patienttransport, så andre løsninger må søges.

Imponerende grønlandsk sundhedsvæsen

Jeg er imponeret over det grønlandske sundhedsvæsen. Det består af en kerne af grønlandske medarbejdere, der trods skiftende (udenlandske) kollegaer, skiftende chefer og uforudsigelige forhold arbejder stabilt, fleksibelt og med højt humør. Jeg bliver modtaget med åbne arme og føler mig hjemme og tilpas med det samme. Det er denne kerne, der får systemet til at hænge sammen.

En ansættelse i det grønlandske sundhedsvæsen er mange ting. Det er fornuftig medicin og fagligt med en enorm spændvidde, der fordrer en bred tilgang og viden. Det er mødet med et fantastisk folk, som vi har rigsfællesskab med – et beskedent, humoristisk og venligt folk. Og det er ikke mindst mødet med en fantastisk natur med midnatssol over fjorden, pukkelhvaler, isbjerge og klipper. Det er berigende som menneske og dermed som læge.

Og lad det være en opfordring.