Skip to main content

Lægedækningen er samfundets ansvar – eller?

DE 6 - Lægerne har også et ansvar for lægedækningen. Det bør vi rejse en debat om, skriver praktiserende læge Roar Maagaard i denne klumme.

Roar Maagaard, praktiserende læge og lektor.
Roar Maagaard, praktiserende læge og lektor.

Praktiserende læge og lektor Roar Maagaard
roar@raskmaagaard.dk

12. mar. 2018
3 min.

Jeg vil her forsigtigt spørge, om vi læger burde/kunne hjælpe samfundet lidt mere, end vi gør?

Vi har lægedækningsproblemer – i hvert fald i visse specialer/i visse områder af landet – og det ser ud til at blive værre. »Æren« for dette kan i ret vid udstrækning tillægges politikere og andre beslutningstagere – og de er ikke uden skyld, idet man fra lægeside har hejst advarselsflag helt tilbage til, da Bertel Haarder var undervisningsminister, men man talte for døve øren. Oven i dette megatrenden: Befolkningen søger mod de større (læs: største) byer – især den unge generation og derfor også medicinstuderende og unge læger, der når at etablere sig med familie og netværk, inden de er blevet speciallæger. »Og hvorfor skulle vi dog flytte mod vest, når befolkningen derfra er på vej i flyttevogne mod øst?«, har jeg hørt fra en ung speciallæge.

To specialer springer i øjnene: psykiatrien og almen medicin. Psykiatrien er blevet sultet og nedprioriteret og har meget svært ved at rekruttere det nødvendige antal læger. Almen medicin kan sagtens rekruttere i de største byer – og kunne rekruttere langt flere der, end man faktisk gør. Men når de så er speciallæger, kniber det med mobiliteten og en praksis i Bøvlingbjerg på vestkysten er ikke tillokkende for den unge lægefamilie i Aarhus.

Kunne vi, der arbejder i de privilegerede områder, udvise lidt større solidaritet med kolleger i pressede områder?

Hverken lægener eller sundhedsproblemerne er spredt jævnt ud over landet. Mønsteret passer desværre alt for godt på »The inverse care law« fra 1971: The availability of good medical care tends to vary inversely with the need for it in the population served [1].

Læge Preben Cramon fra Region Sjælland udtalte for nogen tid siden: »Ud over, at vi har den mest syge befolkning, så har vi også det område, der har den største lægemangel.

Vi mangler praktiserende læger, og vi mangler praktiserende speciallæger«, og han tilføjede, at »i området fra omkring Østerbro og op til Taarbæk, er der 114 praktiserende speciallæger pr. 100.000 borgere, men i Region Sjælland er der 14 praktiserende speciallæger pr. 100.000 borgere«.

Og der tages stadig gale beslutninger: I landets bedst lægedækkede område opretter man en 1813-ordning, så resultatet er, at almenmedicinske kræfter ikke udnyttes bedst; og i stedet bruges pædiatere i et »børnespor« til at se kun lidt syge børn – mon disse pædiatere kunne flytte mere sundhed andetsteds? Speciallæger i almen medicin ansættes af regionerne i akutmodtagelserne, og så kan de ikke gøre gavn i almen praksis.

Men kunne vi læger alligevel gøre lidt mere for at afhjælpe lægedækningsproblemerne? Kunne vi, der arbejder i de privilegerede områder, udvise lidt større solidaritet med kolleger i pressede områder og dermed også med patienterne der? Kunne vores lægelige foreninger og selskaber stimulere debat og kreative løsningsforslag? Mit svar på disse spørgsmål er ja!

Referencer

Julian Tudor Hart. The inverse care law. Lancet 1971;297: 405-12.