Skip to main content

Lægen og de pinlige sygdomme

Der kan ikke findes lidelser, der ikke undersøges grundigt nok, fordi omstændighederne er for pinlige.Vi bærer i høj grad et ansvar for at sætte rammerne for, hvad der er pinligt, og hvad der er acceptabelt.

Frederik Damsgaard Højsager, stud.med.
E-mail: frederik.hoejsager@gmail.com

13. apr. 2018
3 min.

For ti år siden, fredag aften da jeg gik i niende klasse, fik jeg pludseligt indsættende smerter omkring lysken og lænden. Generelt havde jeg smerter i hele området, når jeg gik, medmindre jeg gik med meget bredsporet gang. Så jeg tog til lægevagten. Da jeg mødte op, kom jeg ind til en nydelig midaldrende herre, der sad med en ung kvindelig medicinstuderende ved sin side. Jeg klagede min nød og præsenterede problemet. Han så anspændt på mig, så på hende, så på mig igen. ”Det lyder som betændelse”, sagde han, ”du får bare noget penicillin for det”. Og så var konsultationen ovre. Ingen objektiv undersøgelse, ingen videre spørgsmål. Bare bredspektret antibiotikum og så hjem i seng med mig.

Det var et problem. Og en fælde vi som sundhedsfagligt personale ikke må falde i. Der kan ikke findes lidelser, der ikke undersøges grundigt nok, fordi omstændighederne er for pinlige. Vi bærer i høj grad et ansvar for at sætte rammerne for, hvad der er pinligt, og hvad der er acceptabelt. Hvis der er indikation for, at patienten smider bukserne som del af en konsultation, så er det også nødvendigt, at det sker. Præcis ligesom når jeg som ung studerende i klinik beder en patient om at smide trøjen, for at jeg kan stetoskopere, så er det også mit ansvar at udstråle, at det er en del af proceduren, sådan er det at gå til lægen.

Hvis der er indikation for, at patienten smider bukserne som del af en konsultation, så er det også nødvendigt, at det sker.

Var jeg dengang blevet bedt om at smide bukserne, kan det godt være, at jeg havde spurgt, om den studerende kunne gå udenfor imens – og det skal der da også være plads til. Men det skal være patientens valg.

På samme måde gør det en enorm forskel, hvordan man italesætter de studerendes tilstedeværelse. Flere gange har jeg oplevet lægen sige: ”Jeg har Frederik med, han er medicinstuderende, er det okay med dig? Er du helt sikker?”. Omvendt går nogle læger til det ved at sige: ”Her er en kommende kollega”. Min og flere andre studerendes erfaring er, at sidstnævte modtages bedst. Patienterne skal nok sige fra, hvis de ikke vil have en studerende med i konsultationen, men hvis man allerede på vej ind i rummet undskylder for den studerendes tilstedeværelse, siger man også, at der er noget at undskylde for.

Når man kommer som patient, hvad end det er i lægevagten, almen praksis eller i et ambulatorium, så er man sårbar. Og som sundhedspersonale er det også vores job at sørge for, at sårbarheden ikke fører til utryghed. Vi gør ikke vores patienter en tjeneste ved at udstråle, at der er pinlige sygdomme. Vores patienter er i langt overvejende grad reflekterende mennesker, der nok skal kunne sige til og fra. Så kan vi fokusere på undersøgelsen.