Lægen som patient I

Ikke sjældent kommer en person fra sundhedsvæsenet i kontakt med sundhedsvæsenet som patient.

Oftest går det godt, men det kan gå grueligt galt.

Den 6. februar 2007 blev jeg opereret for et kæbebrud - to måneder efter udtrækning af en visdomstand i venstre side af undermunden. Operationen var nødvendig, da bruddet var kompliceret af betændelse. Der var gået to måneder med voldsomme smerter - men det er slut nu.

Hvordan kunne udtrækning af en visdomstand gå så galt? Det oplagte svar er, at visdomstanden sad så »dumt« og dybt i kæben, at indgrebet var kompliceret og måtte give problemer.

Når man er læge og får kontakt med sundhedsvæsenet - som patient - mødes man tit med ordene:

»Du er jo læge, så du kan bare selv ...«. Vel kan man ej!

Under en indlæggelse kan man nogle gange fornemme følgende: »Det er en læge, så må vi hellere gøre ...«, eller »Det er en kollega, så skal han/hun da have ...« (underforstået særbehandling).

Nej, nej, nej, følg rutinen. Rutinerne (eller manualerne) er jo netop lavet for at minimere fejlene, og de bør følges, uanset om det er en læge eller en blomsterhandler, der er patient.

Følger man ikke rutinerne, kommer man let til at lave »underbehandling«, »overbehandling« eller evt. deciderede fejl. Alle tre ting er noget skidt.

Da min hustru havde presseveer i forbindelse med fødslen af vores 3. barn, sagde jordemoderen, at jeg selv lige kunne føle efter, om livmoderhalsen var så åben, at min hustru kunne begynde at presse. »Jamen, det kan jeg da ikke«, sagde jeg. »O.k., det var også kun en joke« (nå, nå - godt så - og dog alligevel ...).

I forbindelse med fjernelse af min visdomstand, jokede tandlægen og jeg med, at jeg selv kunne skrive recept på antibiotika, og smertestillende medicin kunne jeg godt selv klare.

Og han havde vel også en forestilling om, at jeg selv kunne holde øje med min tilstand!

Og måske derfor nævnte han ikke, at jeg ikke måtte tygge i noget hårdt f.eks. en brændt mandel.

»Knæk« - sagde det, og så var helvedet løs. To måneder med smerter og betændelse.

»Jamen det er da logisk«, vil nogen mene. Tjah ...

Hvem ved bedst? Hvem kender rutinen? I hvert fald ikke mig! Jeg vidste ikke, hvor ondt det »måtte« gøre, og jeg var heller ikke selv nok opmærksom på, at der kunne være betændelse. Og skiftning af »hullet« med Eugenol og behandling med antibiotika var ikke nok til at forhindre senere operation.

Da jeg efterfølgende var indlagt på Kæbekirurgisk Afdeling på Sygehuset i Esbjerg, foreslog den ene kæbekirurg, at jeg selv i efterforløbet kunne tage min i.v.-medicin (antibiotika givet i en blodåre).

»Du kan jo selv; du er jo læge - eller også kan din kone gøre det; hun er jo også læge«. Hallo! Kan I se, hvor farerne lurer her? Hvad hvis jeg får et anafylaktisk shock i hjemmet; hvem skal så behandle det? Det kan være med dødelig udgang. Skulle min hustru stå med det selv?

Den anden kæbekirurg på afdelingen var mere håndfast: »Du er sygemeldt i min. 14 dage«, sagde hun. »Jamen«, jeg har jo ikke noget hårdt fysisk arbejde«. »Men du snakker, så du er sygemeldt min. 14 dage«. »Javel«.

Sådan skal det være! Hvem ved bedst? Hvem kender »rutinen?« Mon ikke hun fulgte sin rutine?

Men hun skulle dog lige slutte af med: »... og smertestillende medicin, det klarer du selv eller ...?«

Hvem ved bedst, hvor ondt man må have efter sådan et indgreb? Og hvor meget smertestillende er det rimelig at tage/bør man tage?

Kodeordet er »ydmyghed«. Man bør være ydmyg! Ydmyg over for »rutinen«. Både som behandler og som patient; det er det, der er mit budskab. Uanset, om man er overlæge, sygeplejerske eller landmand! Så sker der færre fejl.

Kære læge (sygeplejerske eller anden sundhedsfaglige person)! Hvornår har du sidst været indlagt i »verdens bedste sundhedssystem?« Det kan være en lærerig process.