Læger fra udlandet er uundværlige for det danske sundhedsvæsen

Hvordan mon det opleves at blive rubriceret som »udenlandsk læge«? Ikke som neurolog, anæstesiolog eller praktiserende læge, men først og fremmest som en læge, der kommer fra et andet land end Danmark.

Det lyder ubehageligt, og det er også følelser i det register, som flere af Lægeforeningens medlemmer giver udtryk for efter at have set den første af tre dokumentarudsendelser i DR tv om netop udenlandske læger. De frygter, at konkrete, ulykkelige sager, som involverer en læge med udenlandsk baggrund, falder tilbage på og stempler en hel gruppe af læger fra andre lande.

Vi taler her om lægekolleger, som arbejder hårdt for patienterne i alle egne af Danmark, også der, hvor man er særligt ramt af manglen på speciallæger. Det er en stor gruppe. I perioden 2000-2016 har ca. 4.000 udenlandsk uddannede læger fået autorisation til at arbejde i det danske sundhedsvæsen. De går som andre læger på arbejde med det mål at gøre deres arbejde så godt som muligt for patienterne, og de er uundværlige for det danske sundhedsvæsen. Derfor er det også vigtigt at tage afstand fra ethvert tilløb til at stigmatisere læger med udenlandsk uddannelse på baggrund af ulykkelige enkeltsager.

For Lægeforeningen er det vigtigt, at der bliver taget godt imod kolleger fra andre lande. Det er sin sag at komme til et nyt land og skulle fungere som læge på et andet sprog og i nye, kulturelle sammenhænge. Det siger sig selv. Derfor skal der investeres i de læger, der kommer hertil fra udlandet. De skal lære dansk, så både patienterne og de selv er trygge ved kommunikationen. De skal have en god introduktion på arbejdspladserne, så de falder til og finder sig til rette i de nye rammer – både fagligt og socialt.

Et skridt på vejen dertil er, at læger med udenlandsk baggrund kan begå sig på dansk. I dag er det sådan, at der gælder forskellige regler for læger – afhængigt af, hvor de kommer fra. Læger fra EU-lande skal ikke dokumentere sprogkundskaber, mens læger fra andre lande skal kunne bestå en prøve, der svarer til 9. klasse i dansk med karakterer på et defineret niveau. Det giver ikke mening, at der er denne forskel, og på den baggrund har Lægeforeningen foreslået, at sprogkravet kommer til at omfatte alle læger med udenlandsk baggrund. Det er positivt, at der nu tegner sig et politisk flertal for forslaget.

Men denne prøve kan på ingen måde stå alene. På samme vis som når lægen hedder Emma eller Lars, skal ledelsen tage stilling til, om lægen har de rigtige kompetencer til sit arbejde, og her er det naturligt at vurdere, hvad der skal til i forhold til sprog. Det er vigtigt, at der er ressourcer og tid til, at vores nye kolleger løbende kan udvikle deres sprogkundskaber, og at de har adgang til relevant sprogundervisning. Dette ansvar ligger hos arbejdsgiverne, og det skal de holdes fast på.

Lægeforeningen har i forbindelse med det første af de tre planlagte programmer i DR fået henvendelser fra læger, som har udenlandsk baggrund og frygter at blive stemplet på negativ vis af enkeltsager. Til jer vil jeg sige, at I har fuld opbakning herfra. Læger har et stort ansvar, og vi skal kunne tåle, at der bliver stillet krav. Men – og det er helt afgørende – vi har som læger også krav på at blive vurderet på vores individuelle kompetencer og ikke på, hvor i verden vi kommer fra.